Sorg har ingen alder

”I fik jo et langt liv sammen …”

”Det er jo naturens gang ...”

”Hvor gammel blev han?”

Mon ikke de fleste har hørt og måske endda selv sagt disse sætninger. Er de relevante? Eller kan der overhovedet sættes alder på sorg? Artiklens udgangspunkt er at belyse, hvordan sygeplejersken kan forstå den gamle efterladte, som er i sorg over at have mistet sin ægtefælle.

Gamle menneskers sorg over tab af en ægtefælle er bestemt ikke forudsigeligt. Det blev jeg klar over, da jeg mødte Asta. Mødet førte til undren og fordybelse, og resultaterne af begge dele kan læses i det følgende.

Jeg møder ægteparret Jens og Asta første gang kort før Jens’ død. Jens har en kræftsygdom og er ved vores første hjemmebesøg fra Det Palliative Team (DPT) netop udskrevet til hjemmet. Jens har fået konstateret kræft for et par år siden.

Han har stadig kontakt med kræftafdelingen, blot er fokus ikke længere behandling, men symptomlindring. Jens er desuden de sidste par år blevet tiltagende dement og har i det hele taget, siden han gik på pension, haft en tilværelse præget af meget sygdom.

Den palliative indsats består i råd og vejledning, men det palliative forløb hos ægteparret bliver kortvarigt, da Jens dør efter tre uger.

Efter Jens’ død sendes et kondolencekort til Asta med information om opfølgende telefonkontakt efter en og tre måneder. Dette gøres i overensstemmelse med retningslinjerne for DPT om ”Samtale med efterlevende” (1).

Asta kontaktes i den tro, at det bliver en snak om den sidste tid med ægtefællen, begravelsen og nu fremtiden med mere frihed. Jeg forestiller mig en hustru, der er ked af det, men også en hustru, som nu ikke længere skal passe sin meget syge og demente mand og dermed kan komme ud og være sig selv igen.
 

Den triste ægtefælle

Hurtigt inde i første samtale går det op for mig, at jeg ikke har været bevidst om samtalens mulige udfald. For at sætte det lidt på spidsen havde jeg nok tænkt, at Asta ville være lettet og slet ikke så trist, som det viser sig, hun er.

Asta fortæller, at hun er ked af det og tuder meget. Hun afleder sig selv ved at være meget ude og besøger venner og bekendte. Hun er på den ene side glad for friheden, men på den anden side har hun det vanskeligt med den. Hun synes, bekendte og venner tager sig godt af hende, men hun finder det svært at blive ved med at tale om ægtefællen. Hun er bange for, at folk ikke gider høre på hende. Det samme med døtrene. ”De er jo hjemme nu, de har travlt.”

Jeg vælger at tage på hjemmebesøg hos Asta seks måneder efter Jens’ død. Asta fortæller, at hun får det værre og værre og tuder stort set hele dagen. Hun forsøger at komme meget ud, for i de tidsrum kan hun ”holde sammen på sig selv.” Asta taler ikke om Jens. Hverken med venner eller døtrene. Hun tror, de tænker, hun er videre med livet.

Jeg taler med hende om eventuel deltagelse i en efterlevende-gruppe, men det har hun ikke lyst til. Hun vil gerne klare det selv. Jeg oplever en kvinde, som har symptomer på kompliceret sorg, derfor henvises Asta til en afklarende samtale med teamets psykolog.

Oplevelsen satte nogle tanker i gang hos mig. Hvorfor havde jeg disse ureflekterede tanker inden min første samtale med Asta efter ægtefællens død? Hvad betyder tabet af ægtefællen for gamle? Hvilken støtte har gamle, som mister en ægtefælle, brug for?

I WHO’s definition af palliativ indsats uddybes en række forhold i underpunkter. Herunder at ”Palliativ indsats tilbyder en støttefunktion til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet” (2).
 

Sorgarbejde foregår i to spor

For at kunne få en forståelse af Astas situation er det vigtigt at have et kendskab til tosporsmodellen. Selv om teorien efterhånden er implementeret og anerkendt, findes der stadig forestillinger om, at sorg gennemarbejdes i faser.

Inden for de senere år har vores forståelse af sorg ændret sig. Stroebe og Schut fra Holland præsenterede tosporsmodellen i 1999 (3,4) og gjorde hermed op med teorierne om sorgfaser, hvor hensigten er, at den sørgende til sidst løsriver sig fra den afdøde. Disse teorier præsenteres bl.a. i Cullbergs fasemodel (5) og Davidsen-Nielsen og Leicks sorgopgaver (6). Endvidere har en dansk psykolog og ph.d., Mai-Britt Guldin (7), arbejdet videre med tosporsmodellen og formidlet ny teori og forskning om sorg (8).

Sorgarbejde foregår ifølge denne nye teori i to spor, og der kommer ikke altid et tidspunkt for den sørgende, hvor hun kan sige, at nu er sorgen overstået. Nu er jeg videre.

De to spor består af et tabsorienteret spor og et restaurerende spor. I det tabsorienterede spor arbejder den sørgende med at acceptere tabet, at kunne være i tabets smerte og at tilpasse sig livet uden afdøde. I det restaurerende spor arbejder den sørgende med at kunne forholde sig til livsændringerne, at kunne indgå i nye, mellemmenneskelige relationer og lade sig aflede fra sorgen. Eller sagt med andre ord at kunne holde fri fra sorgarbejdet.

Sorgprocessen forløber parallelt i disse to spor, og den sørgende vil hele tiden skifte mellem sporene. Der sker hele tiden en dynamisk vekselvirkning mellem dem, og sporene anses for ligeværdige. Dog vil det tabsorienterede spor sandsynligvis fylde mest i starten af en sorgproces. Det er derfor vigtigt at forstå, at det er vekselvirkningen mellem de to spor, som er betydningsfuld i en normal sorgproces.

Men sorg kan gå hen og blive kompliceret. Symptomerne ved normal og kompliceret sorg er langt hen ad vejen de samme. Kompliceret sorg er karakteriseret ved, at den sørgende sidder fast i det ene spor, og at vekselvirkningen mellem de to spor er forsvundet. Intensiteten i det tabsorienterede spor aftager ikke efter seks måneder. Det kan dog være meget individuelt, og reaktionen skal altid ses i forhold til tabet og omstændighederne. Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at tosporsmodellen ikke blot bliver en ny model, som sorg kan puttes ind i.

Denne forståelse af sorg er interessant i forhold til min oplevelse hos Asta. I de første to samtaler oplever jeg en kvinde, som har en fin vekselvirkning mellem de to spor. I forhold til det restaurerende spor formår Asta at komme ud. Hun fortæller, at hun afleder sig selv ved at være sammen med andre. Asta taler dog ikke med venner og familie om Jens. Hun føler sig overbevist om, at holdningen er, at hun nok er kommet videre. Det vender jeg tilbage til.

Det tabsorienterede spor viser sig ved, at Asta græder meget, når hun er alene, og at hun savner Jens helt uudholdeligt.

Seks måneder efter ægtefællens død fortæller Asta, at hun græder det meste af dagen, når hun er hjemme. Hun kommer stadigvæk meget ud, men føler ikke altid, det gør hende godt.

Jeg bliver bekymret, da Asta fortæller, at hun får det værre og værre. Hun har en ubærlig længsel efter ægtefællen og oplever, at hun i stigende omfang bliver irriteret og vred. Hun føler sig ensom og har svært ved at sove om natten. I stedet ligger hun og tænker på, hvad hun burde have gjort, og oplever skyldfølelse. Faresignaler, der kan være ret fremtrædende i den komplicerede sorg.

Hvorfor blev jeg så i den første telefonsamtale kun en måned efter dødsfaldet alligevel noget overrasket over, at hun var så ked af det?

Tosporsmodellen sætter jo ikke alder på sorg og påpeger netop, at tilpasningen til tab er en individuel proces, hvor mange faktorer spiller ind på, hvordan den enkelte reagerer på et tab af en nærtstående.

Myter erstattes med viden

Jeg vil i den sammenhæng sætte fokus på nogle gængse fordomme og myter, som eksisterer i vores samfund. Gennem et projekt, ”Når to bliver til en – omsorg i sorgen”, har der siden 2010 været fokus på indsatsen over for efterladte (9). Fra 2013 er denne indsats blevet styrket gennem et befolkningsprojekt. Bogen ”Sorg – Når ægtefællen dør” er en del af dette projekt (10).

Bogen henvender sig især til de mennesker, som er i berøring med sorg, dvs. de gamle efterladte, pårørende og professionelle. Bogen erstatter de myter, der gennem mange år har været om ældre og sorg, med aktuel viden, f.eks.:
• ”Nu må du se at komme over det.”
• ”Det er jo den vej, vi alle skal.”
• ”I fik jo et langt liv sammen.”
• ”Sorggrupper er for børn og unge.”
• ”Det er jo naturens gang.”
• ”Hvor gammel blev han?” (10).

I forhold til gamle mennesker er det vigtigt at have en forståelse for, at det ikke er tilfældigt, hvordan de udtrykker sorg, eller hvordan pårørende og sundhedspersonale håndterer gamles sorg. Der eksisterer uskrevne sociale regler for, hvordan det er normalt og passende for gamle mennesker at sørge. Det kan kaldes for sorgkultur og påvirker os i forhold til, hvordan vi bør være over for gamle mennesker, der mister en ægtefælle. Sorgkulturen med de uskrevne sociale regler kan være både positiv og negativ for vores måde at agere på.

Kulturen er positiv, fordi den angiver nogle retningslinjer for, hvordan vi skal opføre os over for andre mennesker, når de sørger. F.eks. når man kondolerer ved at give blomster til en begravelse.

Sorgkulturen er negativ, fordi den begrænser den sørgende. Der er regler, der skal overholdes, ellers risikerer de gamle at føle sig anderledes eller blive opfattet sådan. Det er naturligt, at gamle mennesker dør. De kan sørge, men ikke for meget. Kan disse uskrevne regler have påvirket både Asta og mig?

Min formodning var, at Asta sørgede, men samtidig også ville føle en vis lettelse over ikke længere at skulle passe sin meget demente og kræftsyge ægtefælle.

Asta bekræfter, at myter og negative følger af sorgkulturen lever i bedste velgående, da hun vælger ikke at fortælle andre om sin sorg; ”De gider nok ikke høre på det.”

Man ved i dag, at sorg ikke handler om alder, men om den relation og de følelser, der har været ægteparret imellem. Tabet af ægtefælle, og hvad det kommer til at betyde for den efterlevende, kan ikke forudsiges. Det afhænger af, hvem der mister hvad, hvornår og hvordan og har ikke noget med alder eller længde af ægteskab at gøre. Sorg forløber individuelt og afhænger af den enkeltes liv.

Faktorer, der kan komplicere sorgen hos gamle, kan være mange. Gamle, der mister en ægtefælle, har måske oplevet flere dødsfald blandt familie og venner forinden. Den gamle efterladte kan selv have flere helbredsproblemer. Måske bliver det nødvendigt at flytte til noget mindre. Og hvis den gamles sorg så samtidig ikke anerkendes i samfundet?

Hvordan sygdomsforløbet har været, kan også have betydning for et sorgforløb. Det viser sig, at et langt, kronisk sygdomsforløb strækkende sig over mere end et år kan være medvirkende til at udvikle kompliceret sorg hos den efterladte.
 

Sorg må ikke bagatelliseres

Asta kom til en afklarende samtale hos psykologen i Det Palliative Team ca. syv måneder efter tabet af sin ægtefælle. Hun havde på det tidspunkt fået det bedre. Forårets komme havde hjulpet hende til så småt at finde fodfæste igen, fortalte hun.

Et øget fokus på uhensigtsmæssige myter om gamle og sorg kan forhåbentlig føre til, at sorg hos gamle ikke bagatelliseres. Tosporsmodellen sætter ikke alder på sorg, og den sætter ikke tid og dato på, hvornår sorgen er slut. Det skal omgivelserne heller ikke gøre.
 

Litteratur

1. http://e.dok.rm.dk > Aarhus Universitetshospital > kræftafdelingen > samtale med efterlevende.
2. http://www.pavi.dk > om palliation > WHO
3. Stroebe M, Schut H. The dual process model of coping with bereavement: rationale and description. Death Stud. 1999 Apr-May;23(3):197-224.
4. Ravnsborg S. Ny sorgforståelse stiller krav til sygeplejersker. Sygeplejersken 2013;(10):19-20.
5. Cullberg J. Krise og udvikling. København: Gyldendal Akademisk; 2007.
6. Davidsen-Nielsen M, Leick N. Den nødvendige smerte – om tab, sorg og adskillelsesangst. København: Gyldendal Uddannelse; 2001.
7. http://pure.au.dk > portal> da > persons > maibritt-guldin
8. Guldin M-B. Tab og Sorg. En grundbog for professionelle. København: Hans Reitzels forlag; 2014.
9. Tellervo J. Når to bliver til en. Omsorg for ældre efterladte. København: Pavi; 2013.
10. Tellervo J. Sorg – Når ægtefællen dør. København: Pavi; 2013.