Alle havde travlt med deres eget

​

Marlene Lehmann var glad for jobbet, da hun for to år siden blev ansat i et vikariat på et sygehus. Men hun begyndte at tabe sig, blev oftere forkølet, og ting begyndte at smage bittert. Det var en onsdag, da stressen slog hende omkuld. Hun var på arbejde. Normalt var de to om otte patienter, men kollegaen var på kursus.

”Jeg stod med ansvaret for alle otte. To skulle udskrives. En pårørende henvendte sig og sagde, at hendes far lå i sin egen afføring. Da jeg havde fri, tog jeg hjem og græd.”

Hun sygemeldte sig på moderens opfordring, men hun tog på arbejde igen om mandagen.

”Det var en kamp. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg følte mig presset til at tage ekstravagter. Når jeg afslog, skulle jeg forsvare min beslutning,” siger hun.

Hun blev sygemeldt. Denne gang varede sygemeldingen i et år og fire måneder.

Efter en ventetid på to måneder kom hun til psykolog. Arbejdspladsen fyrede hende, da de kunne se, at hun ikke ville komme tilbage, inden vikariatet udløb. Hun flyttede og kom i arbejdsprøvning som gartner på en kirkegård, og hun bad den nye kommune om hjælp til at komme tilbage i jobbet som sygeplejerske.

”Det ville de ikke investere i. Så jeg raskmeldte mig og søgte job indenfor mit fag.”

Hun fik nogle nattevagter på et sygehus. Hun kom også til samtale til et vikariat på fem måneder.

”Jeg kunne jo godt have digtet et eller andet om hullet i mit CV, men jeg valgte at fortælle om grunden. Det tog de fint, og jeg blev ansat.”

Modelfoto: Søren Svendsen

Hak i selvtilliden

Hun fik et par ugers ekstra oplæring, men der gik ikke længe, før hun fik stikpiller fra kolleger om, at hun var for langsom.
Det var en afdeling, hvor der var tilknyttet en trivselsgruppe og en psykolog, som hun kom til.

Psykologen mente, at specialet var for stort, når hun ikke havde mere erfaring i faget og havde været syg med stress.

”Jeg fortsatte i jobbet. Men jeg begyndte at tvivle på mig selv. Jeg fik svært ved at koncentrere mig. Begyndte at blive bange for at lave fejl. Vikariatet sluttede, og min leder sygemeldte mig de sidste to dage. De ville bare af med mig.”

Når hun var ked af det, ringede hun til fagforeningen.

”De var søde at snakke med. Jeg søgte nye stillinger. Jeg blev indkaldt til samtale to steder, men de sagde, at de ville indhente referencer, og så vidste jeg godt, at jeg ikke ville få jobbet.”

Marlene Lehmanns selvtillid var meget lille, men hun kom i virksomhedspraktik på en afdeling med 12 patienter.

”Jeg fik at vide, at jeg gjorde det godt, men alligevel sagde jeg, at de endelig måtte sige til, hvis jeg gjorde noget forkert.”

Hun blev ansat i en 32-timers stilling, men hun arbejdede i praksis op til 45 timer om ugen i dag-, aften- og nattevagter.
Denne gang gjorde familie og venner hende opmærksom på, at hun var ved at blive syg igen.

”En kollega sagde til mig: ”Det skal du ikke være ked af, der er mange, der går ned med stress.” Jeg sagde til min leder, at jeg ikke kunne klare mere. Jeg har før været under pres, men når det stod på dag og nat, uden at man kunne komme til kræfter igen, så blev det for meget.

Afdelingen blev efterfølgende lukket ned i en sparerunde.

Hun kunne godt tænke sig, at der var kurser, så sygeplejersker f.eks. kunne omskole sig til at arbejde på et hospice.

Manglede årvågen kollega

I dag læser Marlene Lehmann til anlægsgartner, men hun har ikke opgivet at komme tilbage til faget. Når hun kigger tilbage på sit forløb, så kunne ting have været anderledes.

”Jeg manglede en kollega, der tog fat i mig og gjorde mig opmærksom på, at det her går ikke. Men alle havde travlt med deres eget. Jeg havde en erfaren kollega, der på et tidspunkt viste mig en hårløs plet på størrelse med en femkrone på sit hoved. På grund af stress. Det kan ske for alle,” understreger den 31-årige sygeplejerske.

Hun har valgt at stå frem med sin historie, fordi hun håber, at arbejdsvilkårene for sygeplejersker bliver bedre i fremtiden, og at der kommer noget mere fokus på stress.

Hun siger:

”Det piner mig, at vi bliver tvunget til at yde en så dårlig omsorg overfor patienterne og dermed kommer længere og længere væk fra sygeplejerskers værdigrundlag. Jeg tænker tit på alle de patienter, jeg gang på gang har måttet ”svigte”, fordi der ikke var tid. Det kan min samvittighed ikke bære.”