Arbejdede som en Duracell-kanin

Sygeplejerske Marianne oplevede et stort knæk på psyke og faglighed. Hun husker tydeligt et bestemt personalemøde en fredag.

”Vi diskuterede trivslen på arbejdspladsen. Jeg sagde, at jeg oplevede, at vi var pressede og havde travlt. Ingen lyttede eller kommenterede det. Jeg følte, at jeg havde blottet mig, og på vejen hjem tænkte jeg, ”det skulle jeg aldrig have sagt”.

Hun tog hjem og holdt weekend, og om mandagen sad hun ved skrivebordet på sit arbejde. Den var lidt i otte.

”En kollega spurgte, ”hvordan har din weekend været?” Jeg brød sammen og græd. Jeg kan huske, at min kollega tog mig med ind i et andet rum, og jeg var bekymret for, om der kom patienter.”

Forløbet op til sammenbruddet den mandag var præget af en stor grad af pligtfølelse.

”Jeg tog telefonnumre med hjem på patienter, der skulle have en besked, når jeg ikke havde nået det i arbejdstiden. Jeg postede også breve med beskeder til patienter i min fritid. Jeg droppede pauser for ikke at svigte en patient.”

Marianne fik betalt psykolog via arbejdspladsen samt yderligere 12 gange henvist af egen læge.

”Det hjalp mig meget, og bagefter betalte jeg selv for at blive ved med at gå hos psykologen,” fortæller hun.
Men mens hun var sygemeldt, var hun tynget af skyld.
”Jeg havde ikke lyst til, at mine kolleger skulle se mig. Jeg var ikke hel mere, der var gået noget i stykker.”

Modelfoto: Søren Svendsen

Opsagt pr. anbefalet brev

Da hun havde fået det bedre, var hun til et møde, hvor tillidsrepræsentanten, afdelingssygeplejersken og oversygeplejersken var med. Det blev besluttet, at hun skulle starte op med fire timer om dagen.

”Jeg arbejdede løs som en lille Duracell-kanin. Men når jeg kom hjem, begyndte jeg at kampsvede, og jeg var nødt til at sove. Jeg var helt udkørt.”

Efter tilbagekomsten blev hun sat til at ordne papirarbejde. Ingen patientkontakt. Hun holdt korte møder med afdelingssygeplejersken.

””Det går jo fint!” sagde min leder. Men jeg kunne slet ikke fornemme mig selv. Hoved og krop var adskilt. Jeg arbejdede bare løs.”
Op til påske kunne hun ikke mere. Hun sygemeldte sig. Afdelingssygeplejersken sagde, at de måtte tale sammen efter påske.

”Jeg hørte ikke noget, før jeg stod en dag og forberedte min datters fødselsdag. Der kom et anbefalet brev, hvor jeg blev opsagt. Det var underskrevet af oversygeplejersken.

Hun gjorde indsigelse mod opsigelsen og blev fritstillet i tre måneder hen over sommeren.

”Jeg fik hverken talt med afdelingssygeplejersken eller oversygeplejersken. Det tog lang tid for mig at gå hen og tømme mit skab. Ingen af mine kolleger kontaktede mig. Jo én, men hun var tro mod arbejdspladsen, og det fadede ud. Jeg mødte afdelingssygeplejersken senere, hvor hun lagde en hånd på min arm og sagde hej. Jeg havde slet ikke lyst til at tale med hende.”

Når hun tænker tilbage på sit sygdomsforløb og fyring, ville hun godt have taget ordentlig afsked med kollegerne.

Som en mindre hjerneskade

Marianne gjorde op med sig selv, at hun var nødt til at vælge en dimension af sit fag fra.

”Det var patientkontakten, der var hård, så jeg valgte at søge et job på en operationsgang. Jeg var stadig skamfuld over min stressreaktion, og jeg sagde ikke noget til jobsamtalen.”

Jobbet blev hendes, men det var svært, fordi hun skulle lære et helt nyt speciale.

”Jeg skulle jo stadig passe på mig selv. Det føltes, som om jeg havde en mindre hjerneskade. Jeg skulle overholde mine sengetider. Før jeg blev syg, lavede jeg en masse på mine fridage. Nu var de nødvendige, for at jeg kunne slappe helt af. Hvis jeg bliver presset, bliver jeg syg med feber. Det er min krops måde at sige stop på,” fortæller hun.

Hun begyndte også at få mere og mere ondt i ryggen. Det viste sig at være en diskusprolaps. Denne gang var reaktionen fra kolleger og ledelsen helt anderledes end med stressen. Kolleger kom på sygebesøg. Der var løbende kontakt med afdelingssygeplejersken. Sms’er fra kolleger. Hilsner på Facebook.

”Jeg var med til juleafslutningen, selv om jeg måtte ligge på en sofa det meste af tiden. Det var meget nemmere at være sygemeldt med en diskusprolaps, end det var med stress.”

Hun fulgte den plan for tilbagevenden, der var blevet lagt, og nu er hun tilbage på samme timeantal som før.

”Jeg kan godt mærke min ryg, og jeg træner fortsat to dage om ugen. Men det var dejligt at kunne være fuldstændig åben om mine rygproblemer,” siger hun og ville ønske, at hun også kunne være åben om sin stress:

”Min ugentlige fridag er nødvendig for, at jeg ikke brænder sammen i hovedet igen. Der er meget skyld og skam forbundet med det. En illusion om at være perfekt. Jeg er bare ikke klar til at være åben om det endnu.”