Sygeplejestuderendes oplevelser af vejledning

Når sygeplejestuderende mangler en fast vejleder, kommer frustrationerne til at fjerne fokus fra det faglige indhold. Vejlederen skal tage sig af de studerende og skabe tryghed. Vejledning bør være en proces, men er i stedet retningsløs. En konsekvens er, at de studerende bliver tilbageholdende i forhold til egen læring.

Vejledning af sygeplejestuderende i de kliniske forløb har en afgørende rolle for, at de studerende kan opnå deres læringsmål og blive kompetente sygeplejersker. Kvaliteten i de kliniske forløb er dog ofte mangelfuld (1), og vejledning er ikke et entydigt begreb, idet der findes mere end 400 modeller for vejledning.

Udgangspunktet for undersøgelsen var: Hvordan oplevede de sygeplejestuderende vejledning i deres kliniske forløb? Empirien er indsamlet vha. et fokusgruppeinterview med fire modul 4-sygeplejestuderende (begge køn i alderen 23-53 år) på egen afdeling. Der fremkom fire temaer: ”den kontinuitetsløse vejledning”, ”den retningsløse vejledning”, ”at blive taget sig af” og ”at være en byrde”. Her præsenteres de to første temaer.

Den kontinuitetsløse vejledning

Oplevelsen af vejledning kædes sammen med tilknytningen til vejlederen. Hovedparten af de studerende oplevede ikke at have en fast vejleder på grund af sygdom, skiftende vagter m.m. Når de hele tiden fik en ny vejleder eller en ny person at følge, oplevede de ikke at have modtaget vejledning. Vejledning skaber stabilitet, men ved kontinuitetsløs vejledning, dvs. når de sygeplejestuderende ikke har en fast vejleder i en længere periode, oplever de, at det er ”svært at bygge videre på noget”, og de bliver mindre opsøgende i forhold til egen læring.

Den retningsløse vejledning

Vejlederen skal ifølge de studerende bidrage til vejledning som værende en proces ved at sikre sig, at de studerende er i ”den rigtige retning”. Uden en fast vejleder oplever de, at vejledningen bliver retningsløs, ”etaper af intet”. Uden en fast vejleder til at vise den rigtige retning har de en gennemgående følelse af uklarhed jf. udsagnet ”at rende rundt i tåge” og ”at famle i blinde”. Én studerende gav udtryk for glæde ved at have haft den samme vejleder i hele sit kliniske forløb. Hun oplevede det som positivt at have en konstant retning mod læringsmålene, og at vejlederen gjorde det tydeligt, hvad hun forlangte af hende.

Dybere forståelse af oplevelsen

Overordnet bidrager undersøgelsen med en dybere forståelse af, hvordan de studerende oplever selve vejledningen og betydningen af den. Bud på implikationer til de kliniske forløb er at gøre vejledning til et fælles anliggende ved at udarbejde en samarbejdsaftale. Indholdet kan være: Hvilke personer er ansvarlige for opfølgning og vurdering af forløbet? Og hvad skal der læres? (2). Desuden kan en effektiv og refleksiv vejledningssamtale på 15-30 minutter være nyttig (3).

I vejledningssamtalen sætter parterne fokus på faget, sagen og målet. Mulige bud ud fra egen undersøgelse er, at vejleder kan spørge: ”Hvorfor handlede du, som du gjorde? Hvordan hænger det sammen med det, du har læst? Hvor befinder du dig i forhold til dine læringsmål?”
Samtalen skal indeholde både ris og ros. Vejledningssamtalen og samarbejdsaftalen kan forhåbentlig bidrage til, at de studerende oplever en kontinuerlig vejledning, der skaber tryghed og er en proces med retning mod deres mål.

Karina Ploug Frandsen, sygeplejerske, stud.cur.; franz2103@hotmail.com

Litteratur

1. Implement Consulting Group. Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle. Om videreudvikling og forbedring af sundhedsuddannelserne. Afrapportering af Sundhedskartellets uddannelsesprojekt; 2014.
2. Rasmussen SP. En undersøgelse af sygeplejestuderendes trivsel i praktikuddannelse i en hospitalsafdeling og betydningen heraf i forhold til frafald. Ph.d.-afhandling. Det Humanistiske Fakultet; 2010.
3. Scheel LS. Refleksion og intuitiv didaktik-i-handling – vejledningssamtaler i praksis. DPU Institut for Curriculumfoskning; 2007.