Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mænd starter senere på sygeplejestudiet

I Vestaustralien er syv ud af 10 kvinder 20 år eller yngre, når de starter på sygeplejestudiet. Det står i kontrast til mændene, hvor tallet kun er fire ud af 10, viser en ny rapport. I Danmark ses samme tendens.

Sygeplejersken 2015 nr. 8, s. 6

Af:

Vinni Yang Søgaard, journalist

De fleste kvindelige sygeplejestuderende i Vestaustralien påbegynder allerede studiet direkte efter en gymnasial uddannelse. Mændene derimod skal lige have nogle ekstra år på bagen, før de prøver kræfter med sygeplejen. Det er nemlig en svær beslutning for mange unge mænd at blive sygeplejerske, forklarer Dr. David Stanley, som er lektor ved afdelingen for sygepleje og sundhedsvidenskab ved Charles Sturt University. Han er projektleder bag forskningsrapporten.

”Mændene får ikke præsenteret sygepleje som et seriøst karrierevalg i skolen, og de forstår ikke, hvad en karriere som sygeplejerske indebærer. Så selv hvis det bliver præsenteret for dem som et karrierevalg, ser de det ikke som en mulighed. Desuden ser de mange negative billeder af mandlige sygeplejersker i medierne, så det bliver en udfordrende beslutning for en ung mand at skulle gå imod det,” forklarer han.

Sygepleje er den 2. karriere
Over halvdelen af mændene i den vestaustralske sygepleje var i gang med en anden karriere, før de besluttede sig for, at de skulle være sygeplejerske. Det billede ser meget anderledes ud for kvinderne, hvor det kun var en ud af fem, der havde en anden karriere før.
”Jeg tror, det er et karrierevalg, mænd tager, efter de er blevet skuffede over en anden karriere. Det kan være, fordi den anden karriere ikke opfylder nogle mænds ønske om at være i kontakt med mennesker frem for computere eller maskiner. Og så kan det også være, fordi de indser, at de – ligesom mange kvinder – ønsker at gøre en forskel,” fortæller David Stanley.

Graf(Klik på billedet for at se det i en større udgave).

Danmark viser samme billede
I Danmark var gennemsnitsalderen for kvinder, der startede på sygeplejerskeuddannelsen i 2013, 24,7 år, mens gennemsnitsalderen for mænd var 27,3 år, viser tal fra Undervisningsministeriets databank. Og grunden til det er, at mænd først skal møde sygepleje ude i virkeligheden, før de rigtig kan se, hvad det indebærer:

”Mænd opdager ofte igennem forskellige vikariater, midlertidige stillinger eller job i f.eks. militæret, at de har en interesse for sygepleje, fordi de på egen krop erfarer, hvad sygepleje arbejdet i virkeligheden indebærer,” fortæller ph.d. Kenn Warming, der er specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder og har specialiseret sig indenfor det kønsopdelte arbejdsmarked.


Og når de mænd så finder ud af, at de har en interesse for sygepleje, skal de også have lidt tid til at overveje, hvilke fordele og ulemper der er ved et karriereskifte:


”Mange af mændene er meget bevidste om, at de krydser en usynlig barriere for, hvad der er socialt legitimt for dem som mænd, når de bliver sygeplejerske. De bruger derfor typisk lang tid på at overveje for og imod,” forklarer Kenn Warming.