Fem faglige minutter: Det nære sundhedsvæsen

Så meget klogere vendte faster Else tilbage til kæresten samtidig med en person, som præsenterede sig som Flowmaster. Hun beklagede ventetiden – noget med dobbeltbooket lokale til Kapacitetsmødet – men havde fundet en ledig seng i kirurgisk regi på gynækologisk afdeling.

Selvom min aldrende faster Else gør hvad som helst for at holde både sig selv og sin kæreste i form og derved undgå at belaste det betrængte sundhedsvæsen, så skete det alligevel. På en gåtur blev kæresten ramt af en cyklist, trimlede omkuld og rullede ned i en sumpet grøft. Han ømmede sig voldsomt og virkede stakåndet, så faster ringede 112.

På skadestuen blev kæresten mødt af en Traumemanager. Yderst professionel, men hvor blev lægen af? Efter tre timer vurderede faster, at ventetidsgarantien var udløbet, og gik ud for at spørge nogen.

Der var susende travlt, og det var svært at få kontakt, men faster fandt en skranke, hvor der stod Front Desk Manager. Hvad det betød, vidste faster ikke, men hun dristede sig til at spørge damen og fik opklaret, at Traumemanageren faktisk var en læge, og hun fik samtidig en forklaring på den lange ventetid: Det handlede om øget effektivitet. Hospitalet havde tvangsarvet det skrottede gældsinddrivelsessystem fra SKAT. Efter en mindre justering viste det sig anvendeligt til indfrielse af den lovede diagnose- og behandlingsgaranti. Systemet var dog meget langsomt, men det virkede. Front Desk Manageren læste op fra skærmen: Diagnose: trykkede ribben. Behandling: Paracetamol 1 g x 4. Dog ville de gerne holde kæresten til observation natten over, for han var jo en ældre herre, og denne patientgruppe havde den nye sundhedsministers bevågenhed.

Så meget klogere vendte faster Else tilbage til kæresten samtidig med en person, som præsenterede sig som Flowmaster. Hun beklagede ventetiden – noget med dobbeltbooket lokale til Kapacitetsmødet – men havde fundet en ledig seng i kirurgisk regi på gynækologisk afdeling.

En portør kom og hentede kæresten. Faster fulgte selvfølgelig med og udtrykte sin lettelse over endelig at møde en genkendelig profession. Men portøren virkede mut. Den lovede titel som Manager of Safe Patient Flow lod vente på sig på trods af, at ansvaret for udøvelsen af Mission sikkert patientflow primært hvilede på hans skuldre.

Oppe på gynækologisk afdeling inspicerede faster Else kæresten; den mandlige pendant til ”konen i muddergrøften”, og så blandt alle disse kvinder. Det var for pinligt, så faster kørte hjem efter rent tøj.

Tilbage på hospitalet fandt faster Else sin kæreste hånd i hånd med Mia, Student Nurse University College, læste faster på id-kortet. Efter samråd med Infection Control Manageren var Mia iført overtrækskittel og gummihandsker, mens hun empatisk spurgte ind til kærestens livshistorie. Faster fik stram overlæbe og vrissede, om det ikke var muligt at hjælpe kæresten i bad? 

”Desværre ikke. I denne uge har jeg fokus på relationer og interaktioner. Personlig hygiejne er noget, vi øver på skolen i SIM-Lab, så vi ikke skal bruge værdifuld kliniktid på det,” svarede Mia. 

Faster Else fik bugseret kæresten ud på badeværelset og iført ham rent tøj. Netop tilbage på stuen kom Flowmasteren igen og fortalte, at kæresten blev flyttet til Udskrivningsloungen.

”Udskrivningslounge, hvad er det?” spurgte de i munden på hinanden. ”Et lækkert lokale med magelige stole og en hyggelig atmosfære, hvor de sidste formaliteter inden hjemsendelse skal ordnes, så vi undgår overbelægning,” lød forklaringen.

Ankommet til loungen gjorde de store øjne; lokalet lignede en mellemting mellem Københavns Lufthavn under en pilotstrejke og et feltlazaret i en krigszone.

Efter at have lyttet til faster Elses oplevelser er jeg på nippet til at indvie hende i andre nye titler og begreber, men besinder mig og får drejet samtalen ind på den lækre æblekage, som hun serverer under sin beretning. 

Jeg orker ikke endnu en gang at skulle stå på mål for det samlede nære sundhedsvæsen.
 

Emneord: 
Hygiejne
Kvalitet
Sundhedsvæsen