Nu tør jeg blive hiv-testet

Bag rækkerne med spinat- og salatbede og omkranset af mango-, appelsin- og avocadotræer ligger sundhedscenteret Wellness Centre. Vi er i Swazilands største by, Manzini, i det sydlige Afrika.

Sundhedscenteret er bygget med økonomisk støtte fra bl.a. danske sygeplejersker, er ledet af sygeplejersker og tilbyder stressrådgivning, hiv- og tuberkulosetest og eventuel behandling. Tilbuddet gælder alle sundhedsmedarbejdere og deres nærmeste familiemedlemmer.

Baggrunden for sundhedscenteret er den aids-epidemi, som i 00’erne var tæt på at få Swazilands i forvejen skrøbelige sundhedssystem til at kollapse. Samtidig rejste der hvert år flere sygeplejersker ud af landet, end der blev uddannet. Og selv om myndighederne i 2004 mere end fordoblede sygeplejerskernes lønninger, var det ikke nok.

For med arbejdsvilkår, hvor en enkelt sygeplejerske kunne have eneansvaret for 60-80 dødssyge patienter, og uden adgang til den dyre behandling, var det ikke bare et spørgsmål om løn, men også et umenneskeligt pres. Samtidig havde de selv syge familiemedlemmer derhjemme, og da det var værst, døde der en sygeplejerske hver måned. Sundhedspersonalet var ved at bukke under både fysisk og psykisk for presset.

Søgte international støtte

Derfor henvendte den daværende formand for Swaziland Nurses’ Democratic Association, Masitsela Mhlanga, sig til sine kollegaer i den internationale sygeplejerskeorganisation ICN, International Council of Nurses, med idéen om sundhedscenteret. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, var en af dem, der med det samme syntes om idéen.

"Vi var simpelthen nødt til at gøre noget," siger Grete Christensen, som netop har været i Swaziland for at fejre centerets 10-års jubilæum.

I begyndelsen støttede Dansk Sygeplejeråd med 500.000 kr. Sidenhen er beløbet blevet mindre år for år. Og i år stopper den økonomiske støtte fra Dansk Sygeplejeråds medlemmer. I dag er der kommet andre private fonde til, ligesom Swazilands regering også har anerkendt centerets vigtighed, så de i dag betaler lønningerne til de ansatte på sundhedscenteret.

"Men den mentale og organisatoriske støtte fortsætter, for selv om Swaziland i dag tilbyder gratis test og medicin til alle borgere, så er det stadig et sundhedsvæsen, som eksisterer på et helt andet niveau. Selv forsyninger af vand eller bandager kan være vanskeligt," siger Grete Christensen, som under hele forløbet har været en del af sundhedscenterets styregruppe. Det er 9. gang, hun besøger landet.

Her er sygeplejerskerne venlige

For nylig afsluttede Kevin Mallinson, professor ved George Mason University, USA, en evaluering af centerets første syv år.

Den viser, at både antallet af brugere og antallet af henvendelser til centeret er vokset støt gennem årene i takt med, at sundhedspersonalet har fået øjnene op for centeret. Evalueringen består bl.a. af kvalitative interview med brugerne af centeret. Blandt de udsagn, der går igen, er hurtig adgang til professionelt og venligt personale, diskretion og den rare atmosfære, der er på centeret.

En af brugerne siger f.eks., at det har haft stor betydning ikke at skulle sidde i venteværelse sammen med de patienter, man senere hen skal behandle: "Patienterne har så stor tillid til, at du er et sundt menneske, som kan yde sundhedshjælp til dem, men når de ser dig i samme kø som dem, så mister de tilliden og begynder at sprede rygtet om, at vores læge er lige så syg som dem."

En anden bruger siger: "Jeg kommer her af medicinske årsager, men jeg går altid herfra med noget ekstra. Jeg bliver healet, også psykisk, det er, som om de tager sig af alle dele af mit liv."

Og andre af brugernes udsagn siger også noget om, hvordan patienter behandles i det pressede offentlige sundhedssystem, hvor der konstant er mangel på sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

"Her (på Wellness Centre, red.) kan man tale med personalet, de tager sig tid til at lytte, og man får det, man har brug for. Hvis jeg har spørgsmål, får jeg ordentlige svar, og personalet er aldrig utålmodige eller irritable – de spørger ligefrem, om jeg er tilfreds med behandlingen."

Samme indtryk har en tredje bruger, der siger: "Sygeplejerskerne råber ikke af dig, og de afbryder dig ikke, når du taler. Fortrolighed bliver taget alvorligt."

I år kan sundhedscenteret fejre 10-års jubilæum, og Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen er sammen med direktør Anne Granborg i Swaziland for at fejre succesen. Her taler de med Muzi Dlamini, centrets første direktør.

Foto: Anne Witthøfft

Idéerne vokser

I dag, hvor Wellness Centre fejrer sit 10-års jubilæum, er sundhedscenteret blevet et symbol på solidaritet, sygeplejerskeinitiativ og en mangfoldighed af idéer, der er spiret i takt med afgrøderne.

Det var f.eks. en af sundhedscenterets internationale partnere, som sørgede for at levere hepatitis B-vacciner til alt sundhedspersonale. Og Wellness Centre har spredt sig til hospitalerne, hvor man flere steder har wellness corners.

I dag varetager centerets personale også en opsøgende funktion over for det sundhedspersonale, der har svært ved at nå tilbuddet i Manzini. Og også i regeringen har man fået øjnene op for vigtigheden af at sørge for, at sundhedspersonalet er mentalt og fysisk i stand til at varetage deres opgaver, og derfor betaler de i dag de ansattes løn.

Idéen om sundhedscentre har i øvrigt spredt sig til andre lande. I Lesotho og Uganda er wellness-centrene velfungerende, mens centrene i Zambia og Malawi er færdigbyggede, men stadig kæmper med at udbrede kendskabet om deres eksistens. Også i Etiopien er et wellness-center på vej.

Stadig brug for centeret

Selv om hiv ikke længere er lig med en dødsdom, fordi der i dag er gratis hiv-behandling til alle i Swaziland, er sundhedssystemet stadig presset af konstant underbemanding af personale samt af høj forekomst af hiv- og multiresistent tuberkulose.

Derfor sætter sygeplejerske Henry Dlamini pris på sundhedscenteret, hvor han af og til får "tjekket sin status". Selv om han kan få taget de samme test på Manizinis store tuberkulosehospital, hvor han arbejder, foretrækker han at komme på sundhedscenteret i Manzini.

"Mange af os er bange for at benytte tilbuddet her på hospitalet. Jeg er bange for, at ledelsen og kollegaerne vil få det at vide, hvis jeg er hiv-positiv," siger Henry Dlamini.

Indtil for nylig arbejdede han på Matsaegini Health Care Centre i den sydlige Shiseweni-region. Han fortæller, at han ofte blev kaldt på arbejde på fridage uden at få afspadsering eller overtidsbetaling.

"Der var en sygeplejerske til 15-30 patienter. Det betyder, at man må gå på kompromis og lokalisere de mest kritiske patienter.

Det er svært at sige til sig selv, at man gør sit bedste," siger han og fortsætter: "Ting som mundhygiejne bliver sprunget over, ligesom der ikke altid er tid til at måle alle de vitale værdier, men måske kun tage temperaturen."

Det, der især påvirkede ham, var, når de havde patienter indlagt efter selvmordsforsøg, som der ikke var tid til at tale ordentligt med.

"Det er hårdt, når man efter et par måneder hører, at nu er en tidligere suicidal patient lykkedes med at begå selvmord. Og man ved, at det var en af de patienter, der ikke var tid til," siger Henry Dlamini.