Brug robotbabyer varsomt

Når unge sårbare kvinder og udviklingshæmmede skal beslutte, om de vil være gravide eller ej, kan mere end hver anden kommune i dag tilbyde et forløb med en babysimulator. Men kommunerne og sundhedsplejerskerne skal agere med omhu, hvis forløbet skal være etisk forsvarligt, lyder det fra bl.a. formanden for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

2016-13-robot1
Attribution 
Foto: Nils Lund Pedersen
”Jeg skal ikke have børn før om rigtig mange år. Jeg skal have en uddannelse først.” Sådan sagde 15-årige Lea Nielsen fra Svendborg, efter at hun havde passet en babysimulator i ni dage. Hun ønskede sig ellers brændende at være mor, men hendes kæreste Mohammed var i fængsel. Planen var at realisere drømmen, når han kom ud. Hendes sagsbehandler var dog bekymret. For Lea Nielsen havde ikke passet sin skole de sidste to år, og generelt havde hun haft en svær opvækst. I dag går hun i skole, har et arbejde og er glad for sin beslutning om at udskyde drømmen om at blive mor. 

Babysimulatoren

Babysimulatoren er på størrelse med et nyfødt barn og skal have hjælp til at holde hovedet.

Via en lille computer i babysimulatorens mave er den datastyret og kræver omsorg dag og nat. Den kan programmeres efter 15 forskellige døgnrytmer –  i tre sværhedsniveauer fra let til mellem og svær.

Den er forbundet til ”forælderen” via en chip på et armbånd, som hun får på.

Via en computer kan sundhedsplejersken efterfølgende se, hvilke behov babysimulatoren har haft, og i hvilket omfang ”forælderen” har opfyldt behovene.

Lea Nielsen er ikke den eneste unge kvinde, som har passet den 2.700 gram tunge robotbaby og oplevet den græde om natten, fordi den skal trøstes, skiftes eller have mad. Ifølge Studica Nordic, der forhandler de computerstyrede babyer, har godt hver anden danske kommune i dag købt robotbabyerne, siden virksomheden begyndte at forhandle dem i 2012. En af de kommuner er Svendborg Kommune, der i 2008 selv begyndte at tilbyde forløb med babysimulatoren – først i egen kommune og siden til andre. I alt har 116 unge, som ikke endnu var gravide, været igennem et simuleret forældreforløb med dukken. Efterfølgende valgte samtlige af dem at udskyde drømmen om at blive forældre. Derudover har 24 gravide kvinder passet en babysimulator. Fire af kvinderne, der i forvejen var i tvivl om moderskabet, valgte herefter at få en abort. De øvrige gravide valgte at gennemføre graviditeten, og hovedparten tog nu mere positivt imod kommunens støttetilbud, end de var indstillet på at gøre før forløbet.

Sundhedsplejerske Jette Bonde Schaarup, der er en af to pionerer bag BabysimulatorTeam Svendborg, er glad for, at så mange kommuner viser interesse for tilbuddet. Hun ser nemlig et stort behov for, at sårbare unge og udviklingshæmmede kvinder får hjælp til at nå frem til egne erkendelser samt en afklaring om, hvorvidt de skal være mor nu eller måske først senere i deres liv.

”For nogle sårbare familier kommer det meget bag på dem, hvad forældrerollen indebærer. Ikke alle har de forældrekompetencer, der skal til. Og det har meget store menneskelige konsekvenser – ikke alene for forældrene, men også for børnene og for vores samfund,” siger hun. 

Etiske spilleregler

Arbejdet med babysimulatoren hos sårbare unge og udviklingshæmmede kvinder stiller store krav til, at der er skærpet fokus på etikken. Svendborg har derfor udviklet et sæt etiske spilleregler for sundhedsplejersker og andre fagfolk. F.eks. skal sundhedsplejersken: 
•    Kun lave forløb med unge, der selv ønsker en afklaring.
•    Være sig sin magt bevidst, når hun planlægger forløbet med babysimulatoren.
•    Tydeliggøre formålet med babysimulatoren, nemlig at øge de sårbare unges beslutningsgrundlag, når de skal vælge børn fra eller til samt øge deres viden om børn og give dem indsigt i forældreopgaven.
•    Gøre den unge bevidst om de konsekvenser, det har at få et barn – for kvindens eget liv og for barnets. 
•    Respektere den unges ret til – på egne præmisser – at erkende og vælge, om hun vil være mor.

Svendborg Kommunes store erfaring med at tilbyde forløbene har da også udmøntet sig i, at 34 andre kommuner har lagt vejen forbi Sydfyn for at komme på kursus i babysimulatoren, herunder de etiske spilleregler.

Bekymring for uetisk brug

Men selvom Jette Bonde Schaarup tager positivt imod den stigende inter-esse, kan hun godt være nervøs for, om sundhedsplejersker, pædagoger og andre fagfolk ude i landets kommuner nu også arbejder ud fra samme eller lignende forløb og etiske spilleregler, som de har lært på kurset. Hvis ikke der er et stort fokus på etikken og på samtalen med den unge, kan den simulerede forældretilværelse nemlig nemt opleves som et pres til at vælge forældreskabet fra.

Denne bekymring deler Susanne Rank Lücke, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hun har selv været på kursus i Svendborg og er også stor fortaler for babysimulatoren. Hvis den vel at mærke bruges etisk forsvarligt:

”Jeg er bare ikke sikker på, at alle kommuner gør det etisk forsvarligt. Man kan godt købe et kursusforløb og nogle babysimulatorer, men der er ingen garanti for, at det er uddannede fagfolk, der bruger dem,” siger hun og fortsætter:

”Man kan jo i princippet fra første dag skrue op på højeste niveau for babysimulatoren, så den græder rigtig meget, og lade være med at sende hjemmebesøg ud. Så går der ikke lang tid, før den unge kvinde kaster håndklædet i ringen. Det er uetisk og umenneskeligt. De unge skal kunne træffe et informeret valg, og man må aldrig misbruge babysimulatoren til at tvinge nogen til at få en abort.”

Afskrækker pigerne

Karen Wistoft, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, går skridtet videre i sin kritik. Hun mener nemlig, at det er direkte uetisk, at kommunerne overhovedet tilbyder individuelle babysimulator-forløb til kvinder. Hun har som en del af et forskningsprojekt været med til at evaluere babysimulatoren på Grønland, hvor mere end 1.400 elever fra alle folkeskolens afgangsklasser har passet dukkerne. Ifølge hende kan de fint bruges som et pædagogisk redskab i en moderne seksualundervisning. 

”Men jeg ser desværre eksempler på, at dukken bliver misbrugt til at afskrække piger fra at blive gravide eller beholde barnet. Det er forfærdeligt. Her er man etisk set på fejlspor. For man bør slet ikke give dukken til handikappede piger og piger, som man ikke mener skal have børn. Problemet er, at det ikke er et barn. Det er en computer, som ikke har følelser, og som man derfor ikke kan få gengældt sine egne følelser overfor. Den kan aldrig vise, hvordan det er at være mor,” siger hun.

Jette Bonde Schaarup holder alligevel fast i, at babysimulatoren er et vigtigt pædagogisk redskab netop til de sårbare og udviklingshæmmede kvinder.  

”Vi taler meget åbent om de begrænsninger, vi ser, at babysimulatoren har. Og vi er bevidste om, at babysimulatoren ikke kan agere 100 pct. som en rigtig baby. Den er hård, dufter ikke som en baby, kan ikke lukke og åbne øjnene og har mere mekaniske lyde.

Babysimulatoren sætter ikke gang i resonansen mellem spejlneuroner og hormoner, som vi ved, en baby gør. En babysimulator har eksempelvis ikke mimik, som kan imiteres. På trods af dette oplever vi, at langt de fleste, der ønsker et forløb med en babysimulator, kan leve sig ind i rollen som forældre. Ord kan meget, men babysimulatoren kan noget, ord ikke kan, siger Jette Bonde Schaarup.

Vil ikke tage drømmen fra nogen

Jette Bonde Schaarup har gennem årene oplevet en del forældre få fjernet deres barn, fordi de selv havde så store udfordringer i deres liv, at deres barn ikke kunne udvikle sig optimalt. F.eks. pga. misbrug, kognitive vanskeligheder, problemer med at tilsidesætte egne behov og manglende struktur, men oftest fordi de ikke formåede at understøtte en god psykisk udvikling og tilknytning til barnet. 

”En anbringelse er bestemt ikke lykken – hverken for forældrene eller for barnet. Her kan babysimulatoren måske hjælpe dem til ikke at ende i denne situation. For babysimulatoren kan, sammen med samtalerne med sundhedsplejersken, give de unge en fornemmelse for, hvordan en forældretilværelse kan være, og hvilke behov et barn har.” 

Jette Bonde Schaarup understreger, at det er afgørende, at forældrene selv når frem til en erkendelse om, hvorvidt de vil være forældre eller ej.

”Vi lægger ikke skjul på, at det er noget af det mest fantastiske at blive mor eller far. Den drøm ønsker vi ikke at tage fra nogen. Men via samtaler gennem hele forløbet med babysimulatoren kan vi hjælpe dem med at finde frem til, om de er det rette sted i deres liv i forhold til at realisere den drøm.” 

Den gode forælder?

Sygeplejerske og sociolog Vivi Friis Søgaard fra VIA University College og Aalborg Universitet er ved at skrive ph.d. om babysimulatoren. Hun har foreløbig interviewet 23 fagpersoner, 22 unge og fulgt to forløb. Hun peger også på, at babysimulatoren giver mange unge en bedre indsigt i forældreskabets udfordringer, og samtidig erfarer hun, at sundhedsplejersker og andre fagpersoner oplever den som et nyttigt redskab til at hjælpe de unge. Men samfundsmæssigt skal vi være opmærksom på normerne for det gode forældreskab, understreger hun:

”Hvem skal vurdere, hvad der skal til for at være gode forældre? Det er det store spørgsmål. Kan man være en god forælder, selvom man ikke har et hjem, der hænger sammen, ikke har udsigt til uddannelse og økonomien er dårlig? Det tror jeg godt, man kan. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi samfundsmæssigt kontrollerer og stiller krav til, hvordan vi skal leve vores liv. De krav ændrer sig nemlig hele tiden,” siger Vivi Friis Søgaard og uddyber:

”I starten af 1900-tallet steriliserede man unge kvinder og sendte dem ud på øerne. Det ser vi kritisk på i dag. Men dengang gav det god mening. Vi skal derfor hele tiden spørge os selv, hvad vi stiller op som normer for det gode forældreskab.”

Af hensyn til Lea Nielsen har redaktionen valgt at ændre hendes navn. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Forløb med babysimulatoren

I Svendborg Kommune er tilbuddet om at passe en babysimulator delt op i fem faser:
1. fase: Her mødes den unge med sit netværk, sin sagsbehandler og én fra babysimulatorteamet. 
2. fase: Sundhedsplejersken besøger den unge kvinde to-tre gange for at forberede hende til forældrerollen. Her er der fokus på, hvad der skal til, for at et barn trives godt og udvikler sig. 
3. fase: Her passer den unge kvinde babysimulatoren i op til ni døgn. Undervejs kommer der to-tre hjemmebesøg fra sundhedsplejersken. 
4. fase: Den unge kvinde taler med sundhedsplejersken om sine erfaringer med at passe babysimulatoren. De taler om sundhedsplejerskens iagttagelser og om kvindens tanker og ønsker til fremtiden. 
5. fase: Her mødes sundhedsplejersken, den unge, hendes netværk og sagsbehandleren igen til en drøftelse af forløbet og eventuelle nye mål for fremtiden.

 

Emneord: 
Etik