Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: Vi skal hjælpe, hvis vi kan

I tre orlovsperioder rejste Astrid Opstrup ud med Læger uden Grænser. Det overbeviste hende om, at det er akut nødhjælp, hun skal bruge de næste år på. Selv om hun var glad for sit job som

Sygeplejersken 2016 nr. 14, s. 82

Af:

Kirsten Bjørnsson, Journalist

2016-14-skiftedag2
Title

Astrid Opstrup, 34 år.

Nyt job: 1. oktober sygeplejerske i Læger uden Grænser. Kan med dags varsel blive sendt ud til katastrofe- og krigsramte områder hvor som helst i verden.

Kom fra: Otte år som intensivsygeplejerske i Rigshospitalets neonatalafdeling. Siden 2014 tre gange udsendt af Læger uden Grænser, to gange til den borgerkrigsramte Centralafrikanske Republik og én gang til Sierra Leone under ebolaepidemien.

"Neonatal sygepleje er meget anderledes end anden sygepleje. Vi er der både ved livets begyndelse og afslutning, og vi har hele tiden forældrene med i vores arbejde, uanset hvor dårlige børnene er.

Jeg har været glad for specialet og er det stadig. At arbejde med nyfødte og for tidligt fødte, der har brug for pleje og behandling, og at tage sig af forældrene og hjælpe dem med at lære deres børn at kende er rigtig spændende og et arbejde, hvor man gør en stor forskel for familierne.

Men jeg vil gerne arbejde mere med det akutte, emergency response, hvor man rejser ud og er et sted i kort tid, og hvor det går stærkt.

Hvor man kan blive sendt til Haiti den ene dag og til Middelhavet til en båd med flygtninge den anden.

Så skal man omstille sig: Hvad ved jeg om det her, hvad kan jeg komme ud for, hvad kan jeg udrette? Og sammen med det team, jeg skal arbejde med, definerer jeg så fokus: Hvad er det vigtigste, hvad er projektet lige nu? For man kan ikke alt.

En af grundene til, at jeg blev sygeplejerske, var, at faget giver mange muligheder, også i udlandet. Og da en kollega på et tidspunkt havde været til informationsmøde hos Læger uden Grænser, blev jeg interesseret.

Siden jeg var ude med Læger uden Grænser første gang i 2014, har jeg vidst, at jeg gerne ville arbejde mere for dem, og min afdeling har støttet mig i at ville begge dele. Men nu vil jeg gerne prøve at gøre det her helt.

Så jeg har ikke engang overvejet at søge orlov i de to år, min kontrakt løber. Jeg har brug for at hvile ud mellem udsendelserne i stedet for at skulle på arbejde med det samme, jeg kommer hjem. For det er også hårdt at være ude.

Jeg kan blive sendt ud med dags varsel, men indimellem er der perioder, hvor jeg går og venter på et visum. Det gør jeg f.eks. lige nu. Jeg kommer til at tjene en tredjedel af, hvad jeg tjente før.

Men jeg har sparet sammen, og når jeg er ude, bruger jeg stort set ingen penge.

Der er også en hverdag, jeg ikke længere kan være en del af, venskaber, jeg vil blive nødt til at pleje på en anden måde. Men jeg synes, der er et vigtigt stykke arbejde, der skal gøres. Og jeg vil gerne gøre det, mens jeg har muligheden, mens jeg ikke har børn og familie herhjemme.

Som danske sygeplejersker er vi ret veluddannede, og det vil jeg gerne bruge, hvor der er større behov end her. Ude i verden er der mennesker, der lever under frygtelige forhold, hvor børn sulter, og kvinder dør af fødsler, de ikke burde dø af.

Jeg tror på, at vi skal hjælpe, hvis vi kan, og personligt er det udfordrende for mig, at en stor del af arbejdet er management. Jeg skal sørge for, at projekter kommer op at stå, jeg skal supervisere og uddanne personalet til at udføre korrekt sygepleje."

Læs mere om Læger uden Grænser