Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Giv os bedre arbejdsforhold

Ordet ”jul” kan give enhver sygeplejerske hjertebanken, da stort set ingen afdelinger kan give sammenhængende fridage, så en højtidsfejring med familie 100 km fra arbejdspladsen er mulig, skriver sygeplejerske Christina Larsen i debatindlæg.

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 17

Af Christina Larsen, sygeplejerske

Begejstringen over at være nyuddannet sygeplejerske blev desværre hurtigt afløst af frustrationer, hvorfor jeg deltog i et arrangement for nyuddannede sygeplejersker, arrangeret af Dansk Sygeplejeråd. Efter arrangementet blev mine frustrationer større.

Dansk Sygeplejeråds mantra vedrørende nyuddannede lyder: De nyuddannede får et chok, når de træder ud på arbejdsmarkedet, fordi de fornødne kompetencer fra skolen ikke er til stede. Det gør, at de ikke føler, at de kan leve op til de krav, der stilles ude på afdelingerne. Dette argument bruges også som årsag til problematikken om nyuddannede, som efter få år søger væk fra faget.

Årsagen til problemerne bunder i de arbejdsvilkår, sygeplejersker har i sektoren. På mange afdelinger skal du f.eks. arbejde hver anden weekend. Sammen med seksten timers arbejde hver anden weekend kan du se frem til aldrig at kunne besøge familien i højtiderne. Ordet ”jul” kan give enhver sygeplejerske hjertebanken, da stort set ingen afdelinger kan give sammenhængende fridage, så en højtidsfejring med familie 100 km fra arbejdspladsen er mulig.

I 2015 handler seks ud af 14 forsider på Sygeplejersken om dårligt arbejdsmiljø. Disse bygger på arbejdspres i form af tid, opgaver eller af psykisk karakter. Når vi sammenholder det med en grundløn i Region Sjælland på omkring kr. 23.000, er mit indtryk, at nogen finder, at det er det ikke værd. Problemerne har intet at gøre med professionshøjskolernes uddannelse af sygeplejersker.

Jeg appellerer derfor til, at Dansk Sygeplejeråd ikke længere sender ”aben” i retning af professionshøjskolerne, men tværtimod griber i egen barm og giver mine kollegaer derude bedre forhold.

Christina Larsen arbejder på Akutafdelingen Akut 2, Slagelse Sygehus.

 

Svar

Kære Christina

Tak for din henvendelse. Du griber fat i nogle utroligt væsentlige problemstillinger både i forhold til de aktuelle arbejdsvilkår og måden, vi taler og skriver om dem på. 

Det er korrekt, at vi har haft mange temaer i Sygeplejersken, der handler om dårligt arbejdsmiljø. Det skyldes, at det er et område, vi er meget optagede af og også arbejder hårdt for at forbedre. 

Flere af vores egne undersøgelser viser, at sygeplejersker oplever væsentlig større arbejdsmængde og højere arbejdstempo sammenlignet med andre faggrupper i Danmark. Og hver anden sygplejerske oplever ikke at kunne levere fagligt forsvarlig sygepleje på grund af faktorer i arbejdsmiljøet. Dette er især udslagsgivende for de unge og nye sygeplejersker på arbejdsmarkedet. Det er en fortælling, der også bekræftes i de mange henvendelser fra både medlemmer og tillidsvalgte, som vi får. 

Arbejdstilsynet gennemførte i 2014 en særlig tilsynsindsats om psykisk arbejdsmiljø på hospitaler, som afstedkom mange påbud omkring stor arbejdsmængde og tidspres. Der blev peget på en række generelle årsager til dette pres, som bl.a. handler om stort forandringspres og flere og mere komplekse arbejdsopgaver, hvor arbejdsopgaver og ressourcer ikke hænger sammen.

På baggrund af undersøgelserne og arbejdstilsynets indsats har vi i Dansk Sygeplejeråd fulgt op på arbejdet med at sætte fokus på håndtering af de konkrete påbud omkring arbejdspres, og at arbejdsgiverne reelt får problemerne løst. Vi har desuden rettet henvendelse til beskæftigelsesministeren og har været i dialog med Danske Regioner for at stille krav om, at der følges op på påbuddene, og at problemer med arbejdspres bliver forebygget fremadrettet.

Der er en hårfin balance fra Dansk Sygeplejeråds side mellem at sætte fokus på dårligt arbejdsmiljø og samtidig ikke gøre det til centrum for vores fag. Og det er bestemt også vigtigt, at der bliver fokuseret på nogle af de fantastisk mange gode grunde til at være sygeplejerske og de mange steder, hvor arbejdsmiljøet faktisk er rigtig godt.

Det er ikke vores hensigt at skyde skylden på professionshøjskolerne. Men det er velkendt, at det kan være hårdt for de nyuddannede sygeplejersker at ”komme ud i virkeligheden”, og at nyuddannede ikke altid selv føler, at de er godt nok klædt på til at håndtere kravene på arbejdspladsen. Dette er et fælles ansvar, som både hviler på skolerne, arbejdspladserne, politikerne og ikke mindst Dansk Sygeplejeråd. Vi skal i samarbejde sørge for, at overgangen fra studerende til sygeplejerske bliver så god, at I har lyst til at blive i faget i rigtig mange år. 

I næste nummer af nyhedsbrevet PULS fra DSR Kreds Sjælland, er der en artikel om kompetenceudvikling af nyuddannede – her ses et godt eksempel på, hvordan man på Holbæk Sygehus sørger for at klæde de nyuddannede bedre på til arbejdet.

Venlig hilsen
Anni Pilgaard, 1.-næstformand.