Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stafetten: Alle borgere skal sikres en høj faglig kvalitet

Sygeplejerskens stafetdebat tager aktuelle emner under behandling, denne gang: Det nære sundhedsvæsen. Debattørerne giver på skift stafetten videre til en person, som de forventer, har en anden holdning end dem selv. Borgmester Mette Touborg er dette nummers modtager af stafetten.

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 34

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, Journalist

Mette TouborgBorgmester i Lejre Kommune, Mette Touborg, har en baggrund som sygeplejerske i den akutte psykiatri, i hjemmeplejen og på plejecentre. Hun mener, kommunerne har en unik mulighed for at yde en forebyggende og sundhedsfremmende indsats.

"Alle danskere lever i en kommune og gør brug af de kommunale tilbud, og vi har derfor en let adgang til de mere end én million mennesker med kronisk sygdom, til det voksende antal børn og unge, som oplever ensomhed og mistrivsel, og til de mange hundrede tusinde mennesker med psykisk lidelse. Vi er i berøring med dem næsten dagligt. KL’s udspil om det nære sundhedsvæsen handler så meget om vores allesammens hverdag," siger Mette Touborg, som mener, at det kommunale sundhedsvæsen og sygehusvæsenet er hinandens forudsætninger for at sikre en bedre kvalitet.

"Vi er med til at løse en fælles opgave om kvalitet i sundhedsvæsenet. Det kan f.eks. være at sikre, at når folk kommer hjem fra sygehuset med medicin, så er der nogen i det nære sundhedsvæsen, som er opmærksom på medicinen, og som sikrer et godt samarbejde med sygehus og praksissektor, så borgeren ikke skal tage unødvendig medicin. Et bedre samarbejde mellem sektorerne er rigtig vigtigt, ligesom det er vigtigt, at vi får en rimelig ensartet kvalitet over hele landet."

Mette Touborg er meget optaget af at ville give bedre kommunale sundhedstilbud til ældre og udsatte borgere.

"Når man ser på, hvad størstedelen af pengene til forskning går til, så må jeg konstatere, at der er nogle sygdomme og sundhedstiltag, som har højere status end andet. Her kan kommunerne være med til at sikre, at det er lige så vigtigt at sikre en høj faglig kvalitet til borgere med demens, medicinske patienter og borgere med psykiske lidelser, som det er at give tilbud til dem med komplicerede sygdomme, som specialuddannede læger synes er spændende."

Jo mere centraliserede og specialiserede sygehusene bliver, des vigtigere er det, at kommunerne samler de udsatte borgere op, mener Mette Touborg.

"Det er enormt vigtigt, at den sundhedsfremmende og forebyggende indsats i kommunerne målrettes de her borgere, som ellers først hjælpes, når det mere og mere specialiserede hospitalsvæsen kommer på banen."

Mette Touborg giver stafetten videre til formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Christian Freitag