Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med...Katrine Færk Rasmussen

"Er der ressourcer nok til at yde den omsorg, vores patienter har brug for? Kan vores ledere give os rammerne til det?"

Sygeplejersken 2016 nr. 6, s. 6

Af:

Christina Sommer, journalist

2016-6-minutterHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg er vokset op med en far, der er sygeplejerske, så jeg har faktisk set bagsiden af medaljen nogle gange, f.eks. når han ikke var hjemme juleaften og i weekender. Men det er i bund og grund tilfredsstillende for mig at hjælpe andre mennesker, og det er jo kernen i sygepleje.”

Hvad var dit første job?
”Jeg fik et vikariat i hjemmeplejen.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for geriatrien?
”Jeg har bl.a. været i klinik på et plejehjem, og jeg har altid følt, at jeg hører hjemme her. Det geriatriske område er en god kombination af den mere langsigtede sygepleje over for ældre, ofte demente med kroniske sygdomme og den akutte sygepleje. Jeg kan godt lide at være på et sygehus, hvor sygeplejen er meget kompleks. Og så er der udskrivningerne, der kræver god og tæt kontakt med de pårørende og ofte også kommunen.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Min far er anæstesisygeplejerske, og vi diskuterer tit faglige problemstillinger. Han har rigtig meget erfaring, som jeg kan trække på. Jeg sætter også stor pris på mange af de erfarne social- og sundhedsassistenter og ditto ældre sygeplejersker, vi har på min afdeling. De har været i faget i mange år, og de er gode at læne sig op ad som nyuddannet.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”Det er en, der kan rumme patienten og de pårørende, som kan sin sygepleje og har fagligheden i orden. Og man skal være bevidst om sine egne værdier.” 

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Bliv ikke stresset over små bagateller. Når man er nyuddannet, er man ikke en supernurse. Så ro på, man skal nok lære det, og husk at møde faget med en vis ydmyghed.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Det er nok den tid, vi lever i. Er der ressourcer nok til at yde den omsorg, vores patienter har brug for? Kan vores ledere give os rammerne til det? Vores patienter er meget plejekrævende, og vi har ikke altid den tid, det kræver. Så må vi prioritere, og det går desværre ud over kvaliteten af sygeplejen, og det er ikke tilfredsstillende.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?
”Jeg har heldigvis lært at lægge arbejdet fra mig, når jeg har fri. Det er rart at være på et hospital, hvor jeg har kolleger at sparre med, og jeg ved, at der er nogle, der tager over med det samme, når jeg går hjem, og patienterne sidder f.eks. ikke alene i eget hjem.” 

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Geriatrien har ikke altid det bedste ry blandt sygeplejersker, så jeg er da stolt af allerede at have holdt i fire år. Jeg vil gerne være med til at ændre den holdning, for her er masser af komplekse patienter og sygepleje, man lærer ekstremt mange færdigheder og kommer omkring hele patienten og samarbejdet med de pårørende og kommunen. Jeg kan lide at arbejde med patienter, der har en lang livserfaring og livshistorie.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Visitationen til aflastningspladser skulle ligge hos os og ikke hos kommunerne. Det tror jeg ville give bedre mulighed for at forebygge genindlæggelser og ikke mindst lette vores arbejdsgange. Og kvaliteten i vores udskrivelser ville blive bedre.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Jeg er helt sikkert stadig inden for geriatrien, men hvordan aner jeg ikke. Måske er jeg gået ledelsesvejen, måske er jeg udskrivelseskoordinator.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Jeg kan frygte, at de sygeplejersker, som bliver uddannet i fremtiden, har en mere akademisk tilgang til sygeplejen frem for en mere omsorgsmæssig tilgang. Sygeplejen er et omsorgs- og håndelagsfag, og jeg kan være bekymret for, om fremtidens sygeplejersker er robuste nok til at opfylde de krav, vores patienter forventer i fremtiden.” 
 

Katrine Færk Rasmussen er 31 år og sygeplejerske på Geriatrisk Sengeafsnit, Odense Universitetshospital.