Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra trøstesløshed til optimisme

Anmeldelse af "Bariatri i et tværfagligt perspektiv"

Sygeplejersken 2016 nr. 8, s. 38

Af:

Redaktionen

2016-8-bariatri

Jette Ingerslev og Andreas Printzlau (red.)
Bariatri i et tværfagligt perspektiv
Nyt Nordisk Forlag 
Arnold Busck 2016
432 sider – 379,95 kr.

Bogen er en antologi om forebyggelse og behandling af svært overvægtige personer i Danmark. Kapitlerne i bogen udgør en inspirerende palet af forskellige fagområder, der alle som en er velskrevne og læsevenlige.

Redaktørerne har formået at samle en bred vifte af specialister med forskellig viden og kompetencer inden for specialet bariatri. De er hver især i kraft af deres omfattende viden og erfaring med bariatri kapaciteter inden for deres specifikke område.

Bogen er struktureret i fem dele: Del 1: Primær forebyggelse: Hvordan standses stigningen i antallet af svært overvægtige. Del 2: Sekundær forebyggelse: Identifikation af risikopersoner og tidlig intervention. Del 3: Behandling af svær overvægt. Del 4: Efter et stort vægttab og endelig Del 5: Patientens egen stemme.

Denne strukturering betyder, at bogen er velegnet som opslagsbog, hvad enten man søger viden monofagligt, eller man søger viden inden for andre specifikke fagområder. Kapitlerne er velunderbyggede med opdaterede referencer, hvorfor bogen i særdeleshed er anvendelig som studiefagbog.

Den kontekstuelle tilgang giver en helhedsvinkel på problematikken overvægt. Der er mange facetter, når det gælder forståelsen af de faktorer, der har indflydelse på den enkelte bariatriske patients særlige situation – herunder ikke mindst psykologiske forhold. Derfor er det også yderst relevant, at der er fokus på tidlig intervention f.eks. i børnehaven og skolen med henblik på at reducere problemer med overvægt for kommende generationer.

Det generelt flydende sprog samt bogens oplysningsværdi gør den anvendelig for en bred målgruppe, hvad enten det drejer sig om medicinske og kirurgiske læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter eller diætister, men også socialrådgivere, psykologer, lærere og pædagoger vil kunne hente viden og nyttige informationer i bogen. Ligeledes vil sygeplejersker/sundhedsplejersker, som dagligt eller sporadisk arbejder med den bariatriske patient, det være sig voksne eller børn, i høj grad kunne anvende bogens mange faglige vinkler i forståelsen af problemet bariatri.

Grundet struktureringen og læsevenligheden vil den svært bariatriske patient og pårørende også kunne hente nyttig viden og oplysning i bogen.

Patientfortællingerne sætter bogens delområder i relief. De ærlige beretninger, der alle er trøstesløse før intervention, og som alle er optimistiske efter kirurgisk intervention eller livsstilsændring kombineret med psykologisk behandling, giver en pejling på, at vi er på vej i den rigtige retning mht. overvægt.

Som adipositassygeplejerske giver jeg bogen mine varmeste anbefalinger. Bogen har i høj grad været værd at vente på, idet den favner den bariatriske patients livssituation fra mange vinkler.

Charlotte Skov, adipositassygeplejerske, endokrinologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital.