Fuldt fortjent: Jeg har kun søgt ét job

Øjne har domineret en stor del af Dorte Svarrers snart 40-årige karriere, hvor opgaverne har udviklet sig fra sengebade og skyl af øjne til forundersøgelse af patienter med grå stær.

Dorte Svarre
Jeg brænder for mit fag, mine patienter, kolleger og det faglige selskab, og jeg er meget glad for medaljen,” siger Dorte Svarrer, iført kappen fra sin elevtid til ære for fotografen og med billedet af afgangsholdet fra 1979.
Foto: Christoffer Regild
Efter realeksamen overvejede nu 60-årige Dorte Svarrer at uddanne sig til noget så eksotisk som stewardesse. Også ergoterapeut var i spil, men i sidste ende faldt valget på sygeplejerske. I dag arbejder hun på Øjenambulatoriet på Glostrup Hospital.

Dorte Svarrer er uddannet fra Københavns Kommunes Hvidovre Hospital i 1979 og drager paralleller fra sit uddannelsesforløb til nutidens sundhedsvæsen med mange omstruktureringer og fusioner.

"Hvidovre Hospital var ikke færdigbygget dengang, så vi kom rundt på mange forskellige hospitaler og afdelinger i København. Sådan har det også været i mit arbejdsliv, især de senere år, hvor mit job er blevet fusioneret og flyttet fra Hvidovre til Frederiksberg og senest Glostrup. Jeg har søgt ét job og fusioneret mig til resten. Nogle vælger at søge væk, når der sker forandringer, men jeg har valgt at blive for at se, hvad det kan bringe med sig," siger hun.

Som nyuddannet drømte Dorte Svarrer om at få job på neuromedicinsk eller på hjerteafdelingen på Hvidovre. Hun endte dog på øjenafdelingen, selv om hun med egne ord "kun havde sparsom viden om øjne".

"Men specialet fangede mig med det samme, det er spændende og under konstant udvikling," forklarer hun, og fortsætter:

"Da jeg begyndte på sengeafdelingen, hvor der kom mange akutte patienter, var opgaverne typisk at vaske og dryppe øjne og sengebade patienterne. Og sørge for, at de overholdt de regimer, de skulle. De måtte ikke bevæge sig så meget. Det har ændret sig i takt med, at teknikken er blevet bedre."

I dag laver hun forundersøgelser til grå stær-operationer, før patienterne tilses, vurderes og indstilles til evt. indgreb af ambulatoriets læger.

Når Dorte Svarrer husker tilbage, glæder hun sig især over nutidens mere naturlige respekt mellem faggrupperne.

"Det første år af min elevtid var jeg knap nok i nærheden af en sygeplejerske, det var de dygtige sygehjælpere, der lærte os op i det praktiske arbejde på afdelingerne. Og man skulle ikke mene noget, før man kom langt ind i sin uddannelse."

Hun er dog skuffet over, at hospitalerne har kasseret det rullede bomuldsdynebetræk til fordel for halvsyntetiske dyner.

"Hvis du er syg, varm og utilpas, er der ikke noget så godt som et rigtigt bomuldsdynebetræk. De nye dyner er klamme og varme at ligge med. Jeg tror altså ikke, de fremmer helbredet," siger hun.