Studerende i praksis: En meget aggressiv mand, som tværer sin frokost ud over sig selv

I forbindelse med min klinik i hjemmeplejen på modul 6 fik jeg mulighed for at køre med en demenskonsulent i kommunen. Vi skulle ud på et plejecenter. En social- og sundhedsassistent havde ringet og bedt om et hastemøde, da hun oplevede en uholdbar situation med en borger.

Vi kommer ud på centret og ser på afstand borgeren, som det hele handler om. En meget aggressiv mand, som banker i bordet, tværer sin frokost ud på sig selv og råber. Vores kontaktperson på stedet kommer og leder os ind på hans værelse, hvor vi kan tale uforstyrret, mens han spiser. Hun fortæller, at situationen er uholdbar. Manden er stærkt dement, har ikke meget sprog og slår ud efter personalet mange gange i løbet af dagen. Denne morgen har han slået ud efter hendes ansigt, og det hele kulminerer pga. stress og personalemangel. Hun fortæller, at det er vigtigt, at han kommer til et lukket sted, hvor der er flere ressourcer.

Demenskonsulenten vidste, at der var en plads ledig på et andet center, hvor der er et skærmet afsnit, og hvor der er uddannet personale med masser af erfaring i at håndtere svært demente. Hun ville forsøge at sætte en hurtig flytning i værk efter samtale med hustruen, som havde værgemål.

Jeg tænkte meget over episoden, da jeg kom hjem. Jeg havde endnu ikke haft psykiatri og kendte ikke ret meget til dette område, men vidste, at kommunikationen her var en meget vigtig brik i spillet. Både for personalet indbyrdes, men i høj grad også over for patienten. Kommunikation er ifølge teoretikeren J. Travelbee en streng nødvendighed for god sygepleje.

I denne situation var plejepersonalet meget opmærksomme på, at kommunikation var vigtigt ift. plejeopgaverne med borgeren. De var meget kommunikative og brugte kropssprog for at få borgeren til bedre at forstå, hvad de mente. Personalet forsøgte hele tiden at aflæse hans behov, og de kørte opgaverne helt efter hans døgnrytme. På plejecentret forsøgte man at tage udgangspunkt i den pågældende borger for at tilgodese hans integritet og identitet.

Det tværfaglige arbejde fungerede super godt på tværs af specialerne, og det endte med, at borgeren hurtigt kom på et skærmet afsnit. Det viste sig, at borgeren blev en helt anden person, da der lige pludselig var andre ressourcer og erfaring med netop demente. Det, synes jeg, er meget tankevækkende.

Jeg er efterfølgende blevet undervist i psykiatri og tværfagligt samarbejde, som er to væsentlige områder i sygeplejen. Det er områder, som man vil komme til at beskæftige sig med, uanset hvilket speciale man arbejder i, og derfor er det vigtigt, at vi studerende har fokus på dette, når vi kommer ud i den virkelige verden.