Patienten jeg aldrig glemmer: Jeg tror bare, han vil herfra. Altså, fra livet ...

Da Ida Frøslev Pedersen var i praktik, fik hun en patient, der ifølge kollegaerne ikke var så nem at håndtere, men det var der en grund til.
Ida Frøslev Pedersen
Foto: Claus Bech
Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk

Længde: maks. 3.000 anslag.

Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

"Dårlig almentilstand, overført fra hjemmeplejen. Der er fundet en suspekt skygge på den ene lunge … Var det noget med en pædagogisk udfordring?"

Sådan præsenterede min vejleder mig for en ny patient for år tilbage, da jeg var i praktik på en somatisk afdeling.

Jeg tager imod opgaven og møder min nye patient, der er en ældre herre. Han svarer ikke på min tiltale og vender sine blå øjne tilbage mod vinduet. Han er så mager, at jeg kan se formen på hans pacemaker igennem huden.

Jeg går i gang med at vaske og pleje ham. Jeg arrangerer små lækre madbidder for ham. Smører nænsomt den tørre hud med creme. Lejrer den magre krop med masser af puder. Patienten svarer mig ikke, og mine anstrengelser resulterer kun i dybe suk og rullen med øjnene.

Jeg kontakter hans kontaktperson i hjemmeplejen i håbet om at kunne forstå min patient bedre. Sygeplejersken fortæller, at patienten virker til at have givet op, efter han mistede sin kone til cancer året før. Deres to børn er døde for år tilbage, begge af kræft. Og nu har de fundet en skygge på min patients lunge. Den smule venner, som hjemmesygeplejersken kender til, har aldrig været involverede. Min patient er helt alene tilbage i livet.

Mit gåpåmod siver ud af kroppen på mig. Sygeplejersken afslutter med at kommentere, at de har fornemmelsen af, at hvis patienten ikke havde været sådan en rar og høflig mand, havde han reageret med velvalgte bandeord og en bestemt fingergestus, når hjemmeplejen kom på besøg. Vi griner begge to, selvom det ikke er sjovt. Galgenhumor er en forsvarsmekanisme.

Jeg klør på igen efter samtalen, med samme nedslående resultat. Min vejleder kommer og henter mig til frokost, og jeg flygter taknemmeligt ud fra stuen. Patientens sørgmodige blå øjne forfølger mig hele vejen ud.

På kontoret går bølgerne højt angående min patient. Der diskuteres behandlingsmuligheder, ernæring, den motiverende samtale og koordinering med primær. Jeg skubber min medbragte mad rundt på tallerkenen: Min appetit er fraværende. Pludselig bliver mit navn nævnt, efterfulgt af spørgsmålet: "Hvad synes du?"

Jeg har hele kontorets opmærksomhed og lider pludselig af akut mundtørhed. Jeg synker. "Er der nogen, der har fortalt ham, han har ret til at sige nej til behandling?" pipper jeg, "jeg tror bare, han vil herfra. Altså, fra livet, mener jeg."

Jeg sparker mig selv mentalt og arkiverer dette som den mindst intelligente udtalelse, jeg er kommet med. Jeg forklarer patientens omstændigheder. Der nikkes i hjørnerne, og samtalen rundt om bordet begynder igen. Denne gang går diskussionen på, hvem der skal informere patienten og hvordan. Jeg ånder lettet op.

Efter frokost tager afdelingssygeplejersken og en af lægerne den måske ubehagelige, men nødvendige samtale med min patient. Han bliver hentet, lige før jeg går hjem. Patienten skal hjem til sine vante omgivelser, hjem til minderne og en afslutning på livet på hans egne præmisser.

Og mig? Jeg holdt hovedet lidt højere, da jeg gik hjem. Og glemmer aldrig min patient med de sørgmodige blå øjne.

Emneord: 
Ældre