Patienten, jeg aldrig glemmer: På mirakuløs vis har hun reddet livet

I begyndelsen af 1990’erne arbejdede jeg på et lille distriktshospital i Qaqortoq (Julianehåb) i Grønland. Hospitalet havde kun én sengeafdeling og ét ambulatorium.

En eftermiddag, mens jeg er på arbejde, ringer en ung mand ind og siger, at hans kone er blevet dårlig. Jeg giver besked til portøren, hvis job det også er at køre rundt i et folkevognsrugbrød og hente de patienter, der ikke selv er i stand til at komme ind på hospitalet.

Da portøren kommer frem til kvinden, kalder han mig over radioen. Han siger, at han tror, hun har hjertestop, og at han er på vej ind med hende. Jeg løber ned i skadestuen, hvor jeg gør klar til at ventilere.

Vi er kun en sygeplejerske og to medhjælpere på arbejde på hospitalet på dette tidspunkt, for efter klokken 16 og i weekenden var der aldrig læger på hospitalet. De var i stedet på tilkald, hvis man havde spørgsmål, eller der var akutte behov som operationer og lignende. Det samme var en ekstra sygeplejerske og en jordemoder.

Jeg tænker slet ikke på at ringe til lægen, for i Grønland er jeg blevet vant til, at man er meget alene, og at man både har væsentligt flere beføjelser og udfordringer. Man har også meget frihed og en stor grad af carte blanche til f.eks. at suturere patienterne.

Portøren kommer ind med kvinden, som er en ung pige i begyndelsen af 20’erne. Vi får hende ind i det lille skadestuerum, og jeg tænker, at jeg gør ligesom med de små børn på neonatalafdelingen på Rigshospitalet, hvor jeg tidligere havde arbejdet. Jeg lægger en sonde ned i maven på hende. Dengang håndterede vi hjertestop lidt anderledes, end man gør i dag. Jeg dunker hende i brystet og ventilerer hende. Mens jeg tæller, masserer portøren hende.

Pludselig vågner hun.

Vi tilkalder en ældre sygeplejerske, der er specialiseret i anæstesi, som kan intubere patienten. Bagefter får vi den unge kvinde op på sengeafdelingen, hvor vi får taget ekg og blodprøver. Hun trækker selv vejret.

Efter et par dage bliver hun evakueret af en helikopter, der lander lige ude foran vores hospital og flyver hende til Rigshospitalet. Her bliver hun opereret – jeg tror måske, hun bliver hjertetransplanteret. I hvert fald ringer de efter et par dage fra Rigshospitalet og siger, at hun er kommet i sidste sekund. Jeg husker, at ordene faldt således: "at hun på mirakuløs vis har reddet livet".

Jeg mødte hende en gang senere i en flyver. Hun talte ikke dansk. Men vi kiggede på hinanden. Jeg tror, at vi begge tænkte på det samme.

Jeg glemmer hende aldrig på grund af de ord om, at det var et "mirakel". Ham portøren og mig, vi gjorde et godt stykke arbejde.