Skiftedag: "Jeg er nødt til at bruge mig selv som instrument"

"En dag mødte jeg tilfældigvis min tidligere praktikvejleder på gaden. Vi faldt i snak. Jeg har været studerende på Center for Spiseforstyrrelser og var meget glad for det. Derfor spurgte jeg til fremtidige jobmuligheder. Samme dag kom der en opslået stilling. Jeg søgte – og fik jobbet.

Det var et stort ønske at komme tilbage hertil, bl.a. fordi jeg godt kan lide, at arbejdet her er så relationelt. Tidligere på akutmodtagelsen handlede det om at blive dygtig til og lære den instrumentelle sygepleje. Nu er jeg nødt til at bruge mig selv som instrument og prøve at forstå en meget indviklet sygdom, anorexia nervosa, som der ikke findes en tablet til. Selve oplæringen tager to år, og det fortæller noget om kompleksiteten. Derfor er mine faglige ambitioner også først og fremmest at blive dygtig inden for specialet.

Jeg er kontaktperson for 1-2 patienter og har f.eks. kontakt til bosteder, forældre og kommunen. Vi har en miljøterapeutisk tilgang, hvor vi bl.a. deltager i fælles måltider. Patienterne har ofte store vanskeligheder ved at indtage den rette mængde mad og har derfor brug for støtte hertil. For anoreksi er en sygdom, der er stærkt præget af angst og ambivalens både før, under og efter måltidet.

De kan ofte godt se, at de har brug for hjælp, og prøver derfor at arbejde med os og tage imod vores støtte, men de kan også finde på at kompensere for måltidet ved eksempelvis at dyrke motion eller kaste op – simpelthen fordi sygdommen er så stærkt forankret i dem. Derfor handler det meget om at være der for dem. Nogen har behov for at tale om deres tanker, andre har behov for, at man bare er der, og derfor har vi også fast samværstid efter måltider.

Jeg har en følelse af, at jeg giver mig selv fuldt ud – i et tværfagligt forløb, og det udvikler jeg mig af. Vi arbejder i små teams omkring den enkelte patient. Patienterne deltager i grupper – både terapeutiske og mestrings- og træningsgrupper. Derudover bliver patientens behandling drøftet ugentligt på en tværfaglig konference. Det er vigtigt at holde fast i de rammer og handlingsplaner, der lægges for den enkelte patient, for det er med til at mindske angst og gøre behandlingen gennemsigtig.

Vi har også et somatisk ansvar, hvor vi bl.a. går stuegang med lægen, giver medicin og lægger sonde ved patienter, som er ude af stand til at indtage sufficient ernæring. I sjældne tilfælde er det med tvang. Det er hårdt, men nødvendigt. For deres somatiske tilstand er svært truet. Det betyder meget for mig, at jeg er med til at gøre en forskel for patienterne her. Jeg kan yde omsorg på den måde, jeg synes er den rigtige form for omsorg – ved altid at være tilgængelig for dem."