Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Spanske sygeplejersker udvandrer i tusindvis

Sevilla. Den økonomiske krise har ført til nedskæringer i sundhedsvæsenet og ringe fremtidsudsigter, der får de nyuddannede sygeplejersker til at prøve lykken i udlandet.

Sygeplejersken 2017 nr. 2, s. 54-55

Af:

Jørgen Laurvig, journalist

2017-2-spanien

Elena Sánchez rører travlt sukker i sin kaffe med lidt mælk, mens hun hurtigt skimmer sin Facebook-profil og endelig sætter sig til rette på barstolen på den lokale café. 

Udenlandske sygeplejersker i Danmark

Der er ganske få spanske sygeplejersker, der arbejder med autorisation i Danmark, formodentlig færre end 10. Men tallet har været stigende.
Med 283 sygeplejersker topper Norge listen over udenlandske sygeplejersker i Danmark, efterfulgt af 273 fra Tyskland, 258 fra Sverige, 147 fra Storbritannien og 121 fra Polen.

Kilde: DSR.

Elena har kun en kort pause fra det kursus, der forhåbentlig skal føre til en fastansættelse på et spansk hospital. Hun er netop vendt hjem efter 2 ½ år i England:

”Det var en stor beslutning. Jeg var 22 år og nyuddannet, men der var intet arbejde at få i Sevilla.”

Så Elena fandt en stilling i Bristol, hvor de første måneder var svære: 

”Alting var anderledes, du er alene uden familie og venner. Og så er der klimaet … Bristol skulle have det mildeste klima i Storbritannien, og det kan godt være, at 0 grader ikke er slemt i England, men altså …” siger hun og bryder ud i en høj latter. 

Men Elena Sánchez bed tænderne sammen og lærte meget, både menneskeligt og fagligt, før hjemvéen fik overtaget. Så nu er hun tilbage i Sevilla, hvor hun bor hos familien og lever af sin opsparing.

Elena har tilmeldt sig et kursus hos sygeplejerskernes fagforening, SATSE, for at forberede sig til de særlige adgangsprøver, oposiciones, alle offentligt ansatte skal bestå for at få et job. For i Spanien kan man ikke bare søge arbejde efter endt uddannelse.

Den regionale regering slår et antal stillinger op, som ansøgere med relevant eksamen kan søge. Der bliver indkaldt til en prøve for alle ansøgere, og de bedste ved prøven får stillingerne. Der kan være flere tusinde ansøgere til få hundrede stillinger.

Derfor kan nyuddannede sygeplejersker gå arbejdsløse i årevis, indtil de består prøven og imens overleve på spredte tre-seks måneders vikariater. Eller rejse til udlandet.
For nogle er et job i udlandet en oplevelse, for andre en nødvendighed for at komme videre med deres karriere. Og for nogle bliver udlandet endestationen, fordi fremtidsudsigterne i Spanien er for ringe.

Nedskæringer, nedskæringer, nedskæringer

Hendes situation er langtfra enestående, fortæller Reyes Zabala, der er forkvinde for sygeplejerskerne i Sevilla-provinsen:

”Vi har tusinder af unge nyuddannede sygeplejersker, der prøver lykken i udlandet. De seneste knap syv år er der forsvundet over 5.000 stillinger alene i Andalusien,” forklarer Reyes Zabala.

Der er 21.000 sygeplejersker i regionen Andalusien med 8,4 millioner indbyggere. Men siden 2009 har regeringen både fyret sygeplejersker og undladt at ansætte nye, når nogen gik på pension.

Samtidig er den ugentlige arbejdstid sat op fra 35 til 37 ½ time, og grundlønnen er beskåret med 10 pct. Desuden er alle ulempetillæg beskåret med 30 pct., så sygeplejerskerne har mærket nedskæringerne mere end andre offentligt ansatte. Og med en startløn på 10.500 kr. om måneden er lønnen bedre i mange andre EU-lande.

”Vort sundhedssystem har været udsat for konstante nedskæringer det seneste årti, og de mest ambitiøse sygeplejersker og læger søger nye udfordringer og bedre løn i udlandet. Desuden tjener man point ved arbejde i udlandet, der kvalificerer én til bedre stillinger i Spanien,” siger forkvinde Reyes Zabala. 

Ud over sproget er det faglige en væsentlig grund til, at England er det foretrukne land for de spanske sygeplejersker. Her får de professionelle udfordringer, der udvikler dem fagligt.
Omvendt er mange vendt frustrerede hjem fra Tyskland, fortæller Reyes Zabala:

”Det er ikke kun sproget, der er svært. I Spanien har vi sygehjælpere, der klarer den mest elementære pleje af patienterne. Men i Tyskland er det også sygeplejerskernes opgave, og i det hele taget giver lægerne i Tyskland meget lidt ansvar fra sig. Så fagligt set er Tyskland ikke udfordrende for en spansk sygeplejerske,” siger fagforeningsforkvinde Reyes Zabala og tilføjer:

”Til gengæld er de få, jeg kender, der har været i Skandinavien, meget tilfredse.”

Hver femte kollega i England var spanier

Elena Sánchez følte sig ikke alene som spanier på hospitalet i Bristol – der var 11 spaniere i hendes arbejdsgruppe på 50 sygeplejersker:

”Mulighederne for at etablere sig er meget bedre end i Spanien. Med en kontrakt på fast arbejde kan du som nyuddannet 22-årig få et realkreditlån og købe dig en lejlighed. Det er umuligt i Spanien. Så flere af mine spanske kolleger i Bristol har allerede fået deres kæreste til England og er i gang med at købe lejlighed.”

Blandt de spanske indvandrere i Storbritannien er sygeplejerskerne i virkeligheden privilegerede, fordi de får lov til at arbejde inden for deres fag: 

”I England mødte jeg akademikere, skolelærere og ingeniører, der var rejst fra Spanien efter flere år med arbejdsløshed eller job til 3-4.000 kr. om måneden. Nu tjener de meget mere ved at arbejde som tjener, receptionist eller ekspedient i tøjbutikker. Vi er den tabte generation – på grund af krisen har vi kun to muligheder: gå arbejdsløs, eller rejs til udlandet,” slutter Elena Sánchez. 
 

Fakta om sygeplejersker i Spanien
  • Der er 266.000 sygeplejersker i Spanien. 17.500 går arbejdsløse, det svarer til 6,5 pct. arbejdsløshed. Men 97 pct. af alle ansættelser i november var korttidskontrakter, så mange flere er reelt arbejdssøgende.
  • Der er 508 sygeplejersker pr. 100.000 indbyggere, så Spanien ligger nr. 22 i EU. I Danmark er der 1.609 sygeplejersker pr. 100.000 indbyggere, og vi ligger nr. 2 i EU.
  • Forholdet mellem læger og sygeplejerskers andele af det samlede sundhedspersonale er 42 pct. læger og 58 pct. sygeplejersker. I EU er der 30 pct. læger og 70 pct. sygeplejersker, i Danmark er det 18 pct. overfor 82 pct.
  • Der eksisterer ingen statistik over antallet af spanske sygeplejersker i udlandet, men i 2015 var der 134.000 spaniere med mellemlang og længere videregående uddannelse, der arbejdede i andre EU-lande. Ifølge sygeplejerskernes fagforening SATSE vender de fleste hjem til Spanien efter to år i udlandet.

Kilde: Organización Colegial al de Enfermería (Sygeplejerskernes Fagkollegie) WHO 2014.