Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Men der sad jeg altså og hulkede og hulkede …

Ambitioner er gode at have, men de kan ende med at tage kvælertag på deres ejer. Det erfarer en studerende, da hun tænker over, hvorfor hun brød sammen under et refleksionsmøde.

Sygeplejersken 2017 nr. 3, s. 60

Af:

Renée Raijmaekers Kristensen, Sygeplejestuderende på modul 8

2016-13-studerende-i-praksis-reneeJeg brød fuldstændigt sammen i midten af mit fjerde modul for ca. et år siden. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet, at jeg var Superwoman, at jeg burde kunne alt. Men der sad jeg altså og hulkede og hulkede og kunne ikke kende mig selv.

Vi sad til et refleksionsmøde i et privat rum, os fire studerende og begge vores vejledere. Vi havde som forberedelse skrevet en praksisbeskrivelse hver, som vi gennemgik en efter en. Da vi begyndte at analysere min ellers så uskyldige beskrivelse, brød jeg fuldstændigt sammen.

Jeg undskyldte, men vidste egentlig ikke hvorfor. Det var, som om at alle følelser, tanker og oplevelser, jeg havde været igennem de sidste seks uger på afdelingen, bare havde brug for at komme ud på én og samme gang. Jeg blev ved med at sidde og snøfte, og jeg fik plads, rum og tid til det. Jeg behøvede ikke at forklare mig selv overfor de andre. At jeg sad der og hulkede, havde absolut intet med afdelingen, mine vejledere eller mine medstuderende at gøre. Det var helt og holdent på grund af mine forventninger til mig selv, fordi jeg troede, at jeg skulle kunne klare alt i første forsøg, at jeg skulle præstere og ville blive bedømt for hver en tanke, jeg tænkte højt.

Min vejleder gav mig fri dagen efter. Jeg tog til lægen, der konstaterede, at jeg havde lungebetændelse, og jeg var sygemeldt fra klinikken de næste 10 dage. Min krop havde simpelthen brug for ro. Og så blev teori til praksis. På mig selv.

Jeg måtte erkende, at selvom det er svært ikke at have så høje forventninger til sig selv, når man står med liv i hånden, så er det som studerende altså helt o.k. ikke at vide alt og have behov for at spørge en ekstra gang. Det gik op for mig, at det udelukkende var mine tårnhøje forventninger til mine egne præstationer, som udmattede mig. Gjorde mig fysisk syg.

At mine vejledere og kollegaer syntes, at jeg gjorde et rigtig godt stykke arbejde. At årsagen til, at min vejleder ind imellem har kigget på mig og sagt, at jeg godt måtte gå hjem en time tidligere, har været, at hun selv har prøvet at være studerende. Hun ved godt, at man som studerende har brug for et øjeblik til at puste ud, tage en lille lur og tænke alle de nye oplevelser igennem derhjemme.

Drag nytte af at kunne gå hjem en time før. Brug de stille øjeblikke til at skrive dine oplevelser ned i en logbog, tal med dine medstuderende, når du oplever noget grænseoverskridende, rørende eller bare noget nyt, og brug dine vejledere alt, hvad du kan. De er drønhamrende kloge og dygtige og har selv engang været der, hvor du er. Men vigtigst af alt, lyt til dig selv og dine grænser. Lad være med at forvente, at du den første dag i klinikken kan brillere som en færdiguddannet sygeplejerske. Der er en grund til, at det trods alt tager tre et halvt år at blive uddannet Superwoman/Superman.