Studerende i praksis: Hvordan lærer jeg at skynde mig langsomt?

Som sygeplejestuderende på 2. semester har tid fået en helt ny betydning. Tid er svær at definere; den kan føles hurtig og langsom, man kan have meget af den, eller den kan være knap. Oftest finder man tid til det hele, eller det vil man i hvert fald gerne.

Fysikprofessor John Wheeler sagde, "at tid er naturens måde at undgå, at alt ikke sker på én gang".

Det ville selvfølgelig være smart, hvis man kunne klare alle sygeplejeopgaver på én gang, men det kan vi ikke, fordi vi er mennesker, og vi kræver tid.

I løbet af uddannelsen fyldes man med viden og teorier. Derfor er jeg glad for simulationslaboratoriet, hvor vi kan arbejde med teorier i praksis. I dag var der fokus på ernæring og på patienten, som må støttes under måltidet.

Jeg sidder med min medstuderende, som agerer patient med muskelsvind, og det hele er hyggeligt og roligt. Vi tager os god tid, jeg giver hende noget at spise, og vi får talt om både det ene og det andet. Men da der ikke altid er tid og ro til hver patient ude i den virkelige verden, tænker jeg over nærværets store betydning, og hvordan man finder tid til det hele.

Det er en kunst at sidde hos den svækkede patient og udstråle ro og tilstedeværelse, samtidig med at telefonen bimler og bamler i lommen, fordi Lis nede på stue 4 skal hjælpes på WC. Vi lærer, at forstyrrelser kan have store konsekvenser for patientens madindtag og dermed patientens helbred. Altså kan sygeplejersken ikke bare gå fra patienten, men samtidig har Lis jo lige så meget ret til hjælp, og hendes tid til at komme på toilettet er måske knap …

Hvordan lærer jeg som studerende at skynde mig langsomt? Og hvad hvis man ikke finder tid til det hele?

Relationsdannelse tager tid, og det er ingen undtagelse mellem sygeplejerske og patient. Professor Alison Kitson m.fl.s model "Fundamentals of Care" bygger på relationen som kernen i sygepleje og omsorg. Det sikrer et bedre forløb for patienten og sygeplejerskerne. Men hvis tiden er begrænset, og sygeplejersken begynder at småløbe, vil der kunne opstå misforståelser i relationen.

Patienten kan føle sig uvigtig, hvis sygeplejersken står og spørger ind til velbefindende, samtidig med at hun allerede har det ene ben ude ad døren. Eller hvis sygeplejersken er ved at føre en ske korrekt ind i patientens mund, samtidig med at hun taler i telefon. Hvis ikke der er tid til at skabe en god relation, kan forløbet forringes, og det ender ikke med mere raske og tilfredse patienter – eller sygeplejersker.

Jeg ser frem til at komme ud og opleve tiden og nærværet på egen hånd og ikke mindst, om sygeplejersker har deres egne måder at takle tidspres på og samtidig have gode relationer.