Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg har taget min faglighed med i ministeriet

Sygeplejerske og ældreminister. Thyra Frank vil skabe mere tid til omsorg og nærvær i ældreplejen, afskaffe unødvendige regler og gøre det nemt at vælge plejehjem. Og så er hun optaget af at sikre en værdig død - også til sig selv.

Sygeplejersken 2017 nr. 7, s. 36-38

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

2017-7-thyra-frank

Plejehjem eller Paris? Ældreminister Thyra Frank har en plan, som skal gøre det lige så nemt at vælge et pleje-
hjemsophold som at arrangere en rejse til byernes by. For selvom der har været frit plejehjemsvalg i Danmark siden 2002, så er det ifølge ministeren slet ikke godt nok.
Derfor vil hun have en plejehjemsportal, hvor man kan se de enkelte plejehjems holdninger til mad, husdyr, have, religion mv. Målet er, at det skal være lige så nemt at vælge et plejehjem, som når man bestiller en rejse med hotel. 
”Det tager ingen tid at klikke ind på internettet og se flyforbindelser, hvad er der for nogle hoteller, hvad det koster, hvordan servicen er, og hvad der ligger omkring. Det er fuldstændig urimeligt, at man taler om frit plejehjemsvalg, for de færreste magter at skifte plejehjem, hvis de har valgt forkert. Derfor skal det være rigtigt første gang.”  
Som medlem af partiet Liberal Alliance er Thyra Frank kendt for mærkesagerne mere frit valg og afskaffelse af unødvendigt bureaukrati. Og som sygeplejerske gennem 35 år og en mangeårig baggrund som forstander på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg er hun kendt for udtalelsen ”her må man spise, drikke, ryge og elske sig ihjel”.
På hendes bord i Ældreministeriet ligger ud over idéen til plejehjemsportalen også et projekt om at afskaffe regler og unødvendig dokumentation. Thyra Frank understreger, at der selvfølgelig fortsat er nødvendig dokumentation, der skal foretages.  
”Det er alt det andet. F.eks. hører jeg ofte sygeplejersker – f.eks. mine egne veninder – klage over dokumentation, der skal foretages flere steder, og dokumentation, som ikke giver mening. Det går ud over plejen, og det slider på de ansatte,” siger Thyra Frank. 

Kulegravning af ældreområdet
Regeringen har netop sat gang i en kulegravning af hele den offentlige sektor for at skabe bedre sammenhæng på tværs af sektorer, et arbejde, der skal munde ud i en såkaldt sammenhængsreform inden årets udgang. Ældreområdet er et af de første områder, der skal undersøges, og det falder godt i tråd med Thyra Franks mærkesag. 
”Vi kigger på alle de regler, vi har i staten, regionerne, kommunerne og på de enkelte plejehjem, fordi vi så gerne vil sikre ordentlig behandling. Jeg vil gerne vise tillid til, at folk går på arbejde, fordi de vil det her og vil gøre deres bedste. Fejl kan man aldrig undgå, men det ender jo med, at vi kommer til at lave flere fejl, end vi ville have gjort, fordi vi har så travlt med at få skrevet og dokumenteret,” siger Thyra Frank.
Med fejl mener hun f.eks. den historie om våde bleer og omsorgssvigt på plejehjem, som fik store overskrifter i medierne, lige da hun blev udnævnt til minister. Dengang kaldte Socialdemokraterne og SF hende i samråd for at redegøre for, hvad hun ville gøre ved forholdene på landets plejehjem.
”Værdig ældrepleje handler om at holde fast i nogle værdier, og jeg er glad for, at det er sygeplejerskerne, som har ønsket at få værdighedspolitikkerne frem i kommunerne. Det ligger helt i tråd med det, som jeg gerne vil. Jeg er lykkelig for, at alle kommuner i dag har værdighedspolitikker, og at der er bevilget en værdighedsmilliard, så den enkelte kommune kan leve op til sine politikker. Jeg kan se, at i 2016 blev 66 pct. af pengene brugt til ekstra personale – altså varme hænder. I 2017 forventer vi, at kommunerne bruger 87 pct. af pengene på personale. Jeg mener, der er en forståelse i kommunerne for, at der er brug for ekstra personale,” siger Thyra Frank. 

Kursen er faglige værdier
På spørgsmålet, om hun vil arbejde for, at der skal ansættes flere sygeplejersker på plejehjem, vil Thyra Frank ikke udtale sig kategorisk.
”Det er kommunernes ansvar at sørge for, at der er de nødvendige kompetencer. Vi har lavet en undersøgelse fra 2016, der viste, at 84 pct. af kommunerne havde ansat sygeplejersker på alle plejehjem, og 8 pct. havde på en stor del af dem.”
Sundheds- og Ældreministeriets undersøgelse siger dog ikke noget om, hvor mange sygeplejersker der er på hvert plejehjem, om de deltager i plejen, eller om de er i alle vagter. Ifølge en analyse fra Dansk Sygeplejeråd efterlyser lederne på halvdelen af landets plejecentre flere sygeplejersker. Kun hvert tredje plejehjem har sygeplejersker i vagt i weekender og aften/nat. Thyra Frank anerkender, at sygeplejerskers kompetencer er efterspurgte.   
”Tidligere var det ikke let at få sygeplejersker til at arbejde på plejehjem, fordi det var et lavstatusområde, men i dag tror jeg, det har ændret sig, så sygeplejersker gerne vil ud på plejehjem. Og det er også nødvendigt, for borgerne har langt mere komplekse sygdomme end dengang, man kunne komme på plejehjem, blot fordi ens kone var død, og man havde svært ved at lave sovsen.
Som minister kan jeg arbejde for at skabe nogle forhold, som gør, at sygeplejersker har lyst til at søge dertil. Jeg er med til at lægge de økonomiske rammer, og jeg kan udstikke kursen i tråd med mine faglige værdier. Jeg håber, at lederne er opmærksomme på, at de har de medarbejdere, som de har behov for, for der er ingen tvivl om, at sygeplejerskers kompetencer er stærke.”

Vil sikre en værdig død
Ifølge Thyra Frank skal værdighedspolitikker og værdighedsmilliarden være med til at sikre en værdig død. 

”I 2016 brugte kommunerne godt 40 mio. kr. af værdighedsmilliarden til at sikre en værdig død. For mig har det altid været vigtigt, at man får en snak med den enkelte beboer om deres tanker om at skulle herfra og deres livshistorier. Da jeg var plejehjemsforstander, sørgede vi altid for, at der var personale til stede i den sidste tid, og ingen beboere blev sendt på hospitalet, uden vi havde sikret os, at der var nogen til at følge med.  

Jeg er overbevist om, at sygeplejersker på alle områder løfter faglighed, men man behøver ikke være sygeplejerske for at kunne holde i hånd. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får en diskussion af, hvordan vi sikrer den gode død. Der er flere faktorer, der betyder noget, f.eks. at der nu skal være faste læger på alle plejehjem, og at pårørende kan få plejeorlov.”

Med en karriere inden for ældreplejen på alle niveauer i 35 år er Thyra Frank helt afklaret omkring, hvordan hun selv ønsker at dø.  

”Jeg har lige købt Katrine Lilleørs bog ”Med kærlig hilsen”, hvor jeg er i gang med at skrive mine ønsker til døden. Jeg vil helst dø hjemme. Jeg er ikke bange for at dø – jeg vil gerne blive her i et stykke tid endnu, men det er ikke døden, der gør mig bange, det er derimod tiden lige inden. Jeg vil gerne have folk omkring mig, det har vi kunnet gøre med forældre, svigerforældre og de nærmeste i familien.

Jeg har desværre ikke selv fået børn, til gengæld har jeg niecer og nevøer, og min mand har to børn. De vil sidde omkring mig, og jeg har skrevet, hvad tøj jeg skal have på. Der skal være masser af blomster og farver, jeg vil gerne mindes med glæde. Vi skal have noget at spise og drikke, og vi skal synge. Jeg har ønsket sangene til kirken. Hvis jeg, som har arbejdet som sygeplejerske inden for ældreplejen i så mange år, ikke vidste, hvordan jeg ville dø, hvem skulle så vide det. Jeg er forberedt.” 

Title

Thyra Frank, 65 år

2016: Udnævnt til ældreminister 
2011-2015: Valgt til Folketinget for Liberal Alliance
1988-2011: Forstander for OK-Hjemmet Lotte, Frederiksberg
1991: Diplomuddannelse i ledelse, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, København
1982: Uddannet sygeplejerske, Frederiksberg Sygeplejeskole.