Patienten, jeg aldrig glemmer: Han spyttede og slog ud efter os

Det var en ældre hjerteopereret mand med udadreagerende adfærd, som lærte mig, at det, jeg kan som sygeplejerske, gør en kæmpe forskel, og hvor vigtig relationen til patienten er.
Lone Jakobsen
Foto: Claus Bech

Fortalt af Lone Jakobsen.

Selv om jeg har haft mange vilde forløb med børn og forældre på neonatalafdelingen, hvor jeg arbejder, så er det alligevel en ældre hjerteopereret mand med meget blå øjne, som er den patient, jeg aldrig glemmer. 

Jeg var 25 år og arbejdede på hjerte-lunge-transplantationsafdelingen og havde ikke været sygeplejerske så længe, da vi fik en ældre herre indskrevet, som postoperativt havde fået hjertestop og hjertemassage efter en bypassoperation. Da han blev indlagt på afdelingen, var han delirøs og udadreagerende, og da han samtidig var en stor, stærk mand, var vi allesammen lidt bange for ham.

Alligevel besluttede vores kliniske sygeplejespecialist, at det var mig og min kollega Katrine, som også var nyuddannet, der skulle passe ham. Jeg tror egentlig, at den kliniske sygeplejespecialist så, at vi havde brug for sådan et forløb for at vokse som sygeplejersker.  

Men dengang syntes vi ikke, at vi kunne overskue opgaven, for han spyttede og slog ud efter os, når vi skulle hjælpe ham med personlig hygiejne og lignende. Men det gik, og på en eller anden måde så blev det sådan, at Katrine og jeg blev makkere, og vi passede ham, hver gang vi var på arbejde. 

Han var så dårlig, da han blev indlagt, at jeg troede, at han måske ikke ville klare den. For han lå bare der og kunne intet selv. 

Men via pleje og omsorg fik vi ham til at spise mad og komme op og gå. Han var indlagt i en måned, og vi fik en god kontakt med ham, og vi var i stand til at berolige ham. Han fik det bedre og bedre og blev lige så stille trænet op til at kunne gå selv.  

Et par måneder efter han er blevet udskrevet til genoptræning, er jeg på arbejde. Det er forår, og jeg står ude på gangen, da jeg ser den her gamle mand komme gående – helt rank – ned ad gangen. Det er ham. Han er kommet for at sige hej til Katrine og mig. Jeg var lige ved at græde.   

Grunden til, at jeg husker ham så stærkt, er nok, fordi det var i starten af min karriere, og han var en af de første patienter, jeg passede over et langt og sejt træk. Og det var første gang, at jeg syntes, at jeg virkelig battede som sygeplejerske. Jeg oplevede, at det, jeg kan som sygeplejerske, gør en kæmpe forskel.  

Det var også her, jeg opdagede, hvor vigtige relationer er. Som sygeplejerske hjælper vi med mange fysiske ting, sengebad, medicin, mobilisering m.m., men relationen til patienten er mindst lige så vigtig, og den erfaring bruger jeg stadig rigtig meget i mit arbejde i dag.  

Og så var han bare så fantastisk og havde humor, han mindede mig på mange måder om min far og om min farfar.  

Katrine og jeg er stadig veninder, og når vi er sammen, så taler vi stadig om ham. Vi tre var et godt match på mange måder.

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde; max. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Sygepleje