Tendentiøst: Mere demokrati eller flere besparelser?

Samskabelse er det nye buzzword, især indenfor den kommunale verden. I den ene ende af skalaen giver det mulighed for at bytte rundt på brikkerne og skabe nye løsninger for velfærdssamfundet, i den anden ende ligner det mest af alt endnu en spareøvelse.
Illustration: Jørn Villumsen

I et stillingsopslag fra en kommune, der søger en sygeplejerske, kan man læse, at de har ”fokus på kerneopgaven og samskabelse for at sikre meningsfulde helhedsløsninger for borgerne”. Og på Kommunernes Landsforenings hjemmeside står der ”Samskabelse handler altså om, at services produceres i et samarbejde mellem offentlige og ikke offentlige aktører, hvor begge parter bidrager med væsentlige ressourcer”. Så burde det jo være klart, eller hvad?

Ifølge Helle Hygum Espersen, forsker og seniorprojektleder hos Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, er det med god grund, hvis begrebet samskabelse stadig ikke står knivskarpt.

”Det er blevet sådan en semantisk svamp, som skal rumme alle nye tværgående løsninger på alle velfærdssamfundets udfordringer. Det bruges om alt fra helt banal brugerinddragelse til de mere magtudfordrende, transformative arenaer, hvor borgere, civilsamfund og kommunale institutioner samarbejder helt ligeværdigt omkring både udvikling, produktion og evaluering af velfærdsløsninger,” forklarer hun.

Problemet ved den brede definition er, at der bliver langt mellem de to lejre, der på hvert deres grundlag forholder sig til samskabelse.

”På den ene side er nogle mennesker meget begejstrede, fordi de ser, at det giver mulighed for at møde udfordringer på nye måder, det er ressourceskabende, når der er et samspil med borgerne. På den anden side er der dem, som allerede er ved at kaste op over endnu et nyt buzzword, der ikke giver mening. Der er brug for, at vi bliver meget mere skarpe på, hvad vi mener, når vi taler om samskabelse,” kridter Helle Hygum Espersen banen op.

Regnestykket ændrer sig

Når brikkerne samles på nye måder, kan det være med til at give innovative resultater, der giver mere værdi, mener Anne Tortzen, ekspert i borgerinddragelse og forfatter til ph.d. om samskabelse i kommunerne.

”Offentlige ledere og politikere tænker, at hvis vi får borgere og civilsamfund og brugere af velfærdsydelser mere aktivt med ind, så kan vi samskabe nogle bedre og mere innovative løsninger, og 1+1 kan give 3,” siger hun og fortsætter:

”Det er bare ikke særligt tit, det lykkes med den ambition. Man skal skynde sig, dokumentere og producere. Det giver ikke ret meget plads til samskabende processer og udviklingen af et mere ligeværdigt samarbejde, hvor borgerne får mere indflydelse.”

Anne Tortzen kan nikke genkendende til samskabelse som et positivt begreb, der skaber udvikling:

”Samskabelse er bare ét af mange af sådan nogle magiske ord, der bliver brugt til enten at dække over eller formidle en eller anden ambition, og det har lidt samme klang som disruption eller innovation. Når man bruger ordet samskabelse, er det ofte lige så meget noget med at vise, at man er med på noderne og brande sig som nogle, der er moderne og tænker og taler om det rigtige.”