Fem minutter med... Tina Skovsager Stokbæk

”Når beboerne og deres pårørende har det godt, føler jeg, jeg har udført en god sygepleje."

Tina Skovsager StokbækHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Mens jeg gik i folkeskole, havde jeg nogle sommerferiejobs på det lokale plejehjem og syntes, det måtte være spændende at være sygeplejerske."

Hvad var dit første job?

""Aftenvagt på Nyremedicinsk Afdeling på Odense Sygehus."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hjemmeplejen?

"Jeg kan godt lide det kreative element. Som hjemmesygeplejerske skal du have det til at fungere med de ting, der er på det sted, du er."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Mine utrolig dygtige kolleger på min første arbejdsplads, Nyremedicinsk Afdeling. Jeg er sådan en, der gerne kaster mig ud i det, der er svært, og de gav mig plads til at tage teten, samtidig med de altid stod lige bagved og var klar til at gribe mig. Det var enormt trygt, og de lærte mig at stå på egne ben."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Det er en, der har overblik og er god til at lære fra sig. At man er empatisk og god til at lytte til kollegerne og – i mit tilfælde – plejecenterbeboerne."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det er vigtigt, at man er tryg ved de opgaver, man skal udføre, og derfor skal du stille krav til at blive oplært, selv om det kan være svært, når der er så travlt. Og du skal huske, at du bringer din personlighed og måske nye tanker ind, som vi erfarne respekterer og sætter pris på."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Når beboerne og deres pårørende har det godt, føler jeg, jeg har udført en god sygepleje. Det vil sige, at de føler sig velorienterede og trygge ved de ting, der sker. Vi har f.eks. rigtig mange, som skal væk fra denne verden, og det er afgørende, når både beboere og pårørende oplever, at den sidste tid forløber på deres præmisser."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At gennemskue regler og paragraffer på sundhedsområdet. Faget er så bredt, og derfor ligger der rigtig mange vejledninger eller retningslinjer … f.eks. hvad kan uddelegeres, og hvad kan overdrages til andre faggrupper … at se ind i alt det kan være en udfordring."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Ikke mit arbejde. Men hvis mine børn eller børnebørn ikke har det godt, kan det godt holde mig vågen. Som ung sygeplejerske kan jeg godt huske de nætter, hvor jeg kunne gruble over, om der var noget, jeg havde glemt at skrive eller få sagt videre. Når jeg går hjem fra arbejde i dag, går jeg hjem."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Siden 2015 at have været en del af projekt centersygeplejersker i Odense Kommune. Det har været et forløb med op- og nedture, men godt at det lykkedes. Som sygeplejersker arbejder vi sammen i grupper i stedet for at sidde alene med en leder. I starten var vi en gruppe på fire sygeplejersker til 10 plejecentre, nu er vi otte til seks plejecentre. Det er jeg stolt af."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle  det så være?

"Bedre koordinering mellem sygehuse og hjemmepleje. Der sker stadig mange fejl, både når folk skal indlægges og udskrives, som ikke er optimale og ikke til gavn for patienterne. Og det er ærgerligt, den kommunikation ikke er bedre. Selv om man har arbejdet på det længe, er der aldrig kommet en fantastisk løsning."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Som centersygeplejerske. Jeg er landet på en god hylde og kan stadig se masser af god udvikling i det."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"I takt med at de bliver dygtigere og mere effektive til at operere på sygehusene, vil mere rykke hjem til folk selv. Det vil give sygeplejersker flere kompetencer, fordi vi overtager lægefaglige opgaver. Det er en god ting, fordi vi hele tiden bliver dygtigere, og det er en del af samfundsudviklingen."

Emneord: 
Plejecenter
Ældre