Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Overfuset af patient

Etiske dilemmaer og fortællinger bliver hver onsdag taget op og diskuteret i en sluttet kreds på Bispebjerg hospital.

Sygeplejersken 2018 nr. 10, s. 40-41

Af:

Diana Mammen, journalist

2018-10-dilemma_etik

Et skilt med blå bogstaver bliver sat på døren. Etiske fortællinger, står der på det. For på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital bliver der hver onsdag i en halv time talt om oplevelser, der har sat enten sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, præst eller læger i et etisk dilemma.

Bag døren har 15 personer sat sig til rette ved et ovalt bord. Klinisk sygeplejespecialist og ordstyrer Marianne Spile spørger, hvem der har noget, de gerne vil bringe op i dag. En læge tager ordet.

Han fortæller om en episode, hvor en hjemløs patient kom to sygeplejersker lidt for nær.

"Han talte grænseoverskridende til dem, og det var tydeligt, at deres grænser blev overskredet," fortæller lægen, som derfor ved en samtale måtte sige til patienten, at sådan måtte han ikke tale til personalet.

Efter samtalen med lægen går patienten fra afdelingen. Formentlig for at drikke nogle øl.

"Han var sur og fornærmet"

"Hvordan talte du til ham," spørger Marianne Spile.

Lægen svarer, at han på en pæn måde blot sagde til patienten, at sådan kan man ikke tale til sygeplejerskerne.

"Men så følte han, at han ikke var velkommen på afdelingen."

Marianne Spile spørger igen: "Hvorfor gik han?"

"Han var sur og fornærmet over at være blevet irettesat," siger lægen og fortsætter:

"Nogle gange er patienten sød og rar, men andre gange kan hans humør skifte, og så kan hans opførsel meget vel opleves som grænseoverskridende. Efter han var blevet irettesat, ville han have en undskyldning. Skulle vi have gjort det anderledes? Hvis man vidste, at han var frontallaps-præget, og at han ikke kunne gøre for de ting, han sagde, så havde man måske gjort det anderledes," siger lægen spørgende til forsamlingen rundt om bordet.

En sygeplejerske svarer, at ligegyldigt hvad, så skal man handle på det, når man har følt, at ens grænser er blevet overskredet.

Til det spørger Marianne Spile: "Hvad hvis kun tre ud af fem havde følt, at det, han sagde, var grænseoverskridende?"

Der er stille et øjeblik, men så svarer lægen.

Hvor går grænsen?

"Jeg var jo selv involveret i situationen, og sygeplejersken var rødblisset og klart mærket af det. Hun frasagde sig også den stue, patienten lå på. Vi skal behandle patienterne ordentligt, men vores personale skal også behandles ordentligt. Og jeg synes, det var blevet sagt på en pæn måde til patienten, at han ikke kunne tillade sig at tale sådan til sygeplejerskerne," forklarer lægen.

Marianne Spile spørger igen: "Hvis sygeplejerskerne havde haft nogle redskaber til det, havde de så kunnet tackle situationen bedre?"

Flere rundt om bordet nævner socialsygeplejersken, som man meget vel kunne spørge om hjælp og råd til situationen.

Også lægen nævner det: "Vi skal opbygge tilliden og have kontakt til ham igen. Derfor kunne man inddrage socialsygeplejersken. Dem kan man lære meget af."

En sygeplejerske for bordenden begynder at tale ud i rummet, og hun viser sig at være patientens kontaktsygeplejerske.

"Han har tvangstanker, så han døjer med nogle psykiske problemer, der kan være skyld i hans adfærd. Han har boet på gaden i 20 år. Det er let for mig at tackle hans adfærd, da jeg kender den her type mennesker," siger hun.

Patienten har ’to hoveder’

2018-10-dilemma_ikon

Etiske fortællinger

Sætningen, der ofte starter en etisk fortælling, er: "Jeg ved ikke, om det er et etisk problem." Men det viser det sig i de fleste tilfælde at være, fortæller klinisk sygeplejespecialist Marianne Spile, som også er ordstyrer ved de etiske fortællinger, der har kørt på afdelingen i 15 år. Hun har en efteruddannelse i supervision, så det ligger hende naturligt at få de fremmødte til at reflektere over hver onsdags dilemma. Og det er vigtigt, nævner hun.

"Det handler om at have en anerkendende tilgang til den person, der fortæller dilemmaet. For ingen oplevelse er for lille, og man kan altid få noget konstruktivt ud af det," siger hun. Det er både store og små oplevelser, der bliver vendt ved onsdagens etiske fortællinger, og det har vist sig at være en effektiv måde at tale om hverdagens dilemmaer på.

"Jeg vil opfordre mange flere afdelinger til at afholde f.eks. etiske fortællinger. På den måde kan man nemmere få sat ord på de hverdagsoplevelser, som måske er små ting, men hvis ikke de bliver talt om og reflekteret over, kan vise sig at være dilemmaer, som man i lang tid bærer rundt på og grubler over," siger Marianne Spile.

Lægen, der bragte dilemmaet på banen, fortæller, at sygeplejersken, der havde med patienten at gøre, selv nævnte, at hun aldrig havde været i den situation før.

"Så det er godt med nogle redskaber til at håndtere situationer som denne," siger han og fortsætter:

"Grunden til, at de bliver så ekstra forskrækket er, at han har "to hoveder". Han kunne både være dannet og taknemmelig, men så pludselig skifter hans adfærd, og hans opførsel bliver under bæltestedet. Men man skal stadig sætte grænser, for sygeplejerskerne var tydeligt berørte."

"Kan vi så forvente den adfærd igen?" spørger Marianne Spile.

"Det tror jeg ikke, men man kan ikke garantere det," siger lægen.

En anden sygeplejerske pointerer også hans skiftende lune. "Han har den adfærd, som er lidt farlig. Man skal holde ham i strakt arm," siger hun.

Lav et godt hold

Marianne Spile kigger på uret og spørger så lægen, som bragte dilemmaet på banen, om han har noget afsluttende og opfølgende at sige. Det har han:

"På en måde har vi alle sammen været involveret. Han er et specielt menneske, så det er rart at få vendt, hvordan man skal takle ham. Jeg synes, min behandling var fin. Jeg vil ikke bebrejde sygeplejerskerne situationen, for jeg har også oplevet patientens svingende væremåde. Situationen havde været svær at undgå. Vi må få lavet et godt hold omkring ham, så der ikke er nogen, der har det skidt over at have ham som patient."