De første mandlige sygeplejersker som tv-serie

Til efteråret kommer TV 2 Charlies nye satsning ”Sygeplejeskolen”. Seriens omdrejningspunkt er uddannelsen af de første mandlige sygeplejersker i Danmark og livet på et sygehus anno 1951.
Fra venstre mod højre ses Molly Egelind som Anna, Jesper Groth som Bjørn, Morten Hee Andersen som Erik, Mikkel Becker Hilgart som Peter og Asta August som Susanne.
Foto: Mike Kollöffel/TV2

Gunilla Svensmark Sygeplejehistorisk Museum
Gunilla Svensmark var med under optagelserne for at vejlede produktionsholdet. Eksempelvis brød hun ind, hvis håret var sat forkert efter tiden – eller hvis sygeplejerskeemblemet sad forkert.
Foto: Michael Drost-Hansen
Da telefonen ringede for to år siden, havde Gunilla Svensmark ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle komme til at spille en helt særlig rolle i en større, dansk tv-produktion. Men sådan blev det. I den anden ende af røret var SF Studios, der havde fået til opgave at producere en ny serie til TV 2 Charlie, der skulle omhandle de første mandlige sygeplejersker i Danmark. Det blev starten på et længere samarbejde mellem produktionsholdet og Gunilla Svensmark, der er specialkonsulent i sygeplejehistorie ved Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. Hendes opgave har været at rådgive produktionsholdet om normer og arbejdsgange på et sygehus i 1950’erne.

"De var virkelig på bar bund omkring sygehuse. Men så snart de hørte, at eleverne boede på sygehusene dengang, så var der jo basis for en forfærdelig masse halløj," griner Gunilla Svensmark.

Sygeplejehistorisk milepæl og efterkrigstid

TV-serie Sygeplejeskolen
Her ses afdelingssygeplejerske Ruth Madsen (Anette Støvelbæk) og overlæge Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag). I baggrunden maleri af Charlotte Munck, tidligere formand for DSR 1927-32, udlånt af Sygeplejehistorisk Museum.
Foto: Mike Kollöffel/TV2
Seriens to hovedpersoner er de unge sygeplejestuderende Erik (Morten Hee Andersen) og Anna (Molly Blixt Egelind). De begynder begge på det første hold danske sygeplejersker, der består af både mænd og kvinder. Her følger man dem og deres medstuderende gennem uddannelsens op- og nedture under kyndig overvågning af den arrogante overlæge Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag) og den strikse afdelingssygeplejerske frøken Madsen (Anette Støvelbæk).

Seriens omdrejningspunkt er uddannelsen af de første mandlige sygeplejersker og livet på et sygehus anno 1951. På den tid var det helt uhørt, at mænd kunne være sygeplejersker, og de fik kun med nød og næppe lov at påbegynde uddannelsen efter flere års debat. Men også tiden efter anden verdenskrig er i fokus, og det skinner igennem i flere af seriens temaer og scener, fortæller Gunilla Svensmark.

"Der er efterdønninger fra besættelsen i persongalleriets historier. Serien trækker på den måde krigshistorierne frem, som jo stadig var meget levende i 1951. Så det er i meget høj grad også et tidsbillede," siger hun.

De tømte hele rekvisitrummet

Sygeplejehistorisk Museum bugner med sygeplejefaglig historie. Rekvisitrummet er fyldt fra kælder til kvist med alt fra bækkener til møbler, som museet har samlet ind fra midten af 1990’erne og frem til i dag. Samlingen er primært kommet museet i hænderne via private donationer i forbindelse med dødsfald eller som foræringer fra ældre sygeplejersker, der ved, at børnene ikke vil være interesserede i tingene, når den tid kommer, fortæller Gunilla Svensmark. Andre gange bliver museet ringet op, når gamle sygeplejeskoler skal flyttes eller nedlægges, og der skal ryddes ud i gammelt inventar.

"Eftersom det har stået på siden 1990’erne, er det efterhånden en meget stor samling," fortæller Gunilla Svensmark.

Den store samling gjorde seriens rekvisitører god brug af, da de skulle finde rekvisitter til optagelserne.

"De tømte næsten hele vores rekvisitrum. Det havde ærligt talt været nemmere bare at sende en vognmand herover efter det hele," griner hun.

Så autentisk som muligt

Netop de mange rekvisitter fra museet har ifølge Gunilla Svensmark bidraget til at højne seriens autenticitet. Visse af rekvisitterne har sågar været i hænderne på de virkelige personer, som serien er baseret på. I virkelighedens verden bestod de første mandlige sygeplejersker i Danmark af et hold på syv unge mænd, der var håndplukket fra Diakonhøjskolen. En af dem, Axel Johannesen, har eksempelvis doneret sin uniform, sit uddannelsesemblem og eksamensbevis til Sygeplejehistorisk Museum.

"Produktionsholdet er gået meget op i, at det skulle være så autentisk som muligt. De har virkelig været grundige, og det har jeg dyb respekt for," siger Gunilla Svensmark.

Til trods for at have fulgt produktionen på helt nært hold skal Gunilla Svensmark selv følge med, når serien til efteråret ruller over skærmen. Hun har nemlig ingen idé om, hvordan serien ender.

"Jeg er lige så spændt som alle jer andre," griner hun.

"Sygeplejeskolen" har premiere på TV 2 Charlie i efteråret.

Emneord: