Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Plads til alle på regnbuehjemmet"

Kristine Bækhøj har længe kæmpet de udsattes sag – bl.a. som sygeplejerske for heroinmisbrugere. I dag har hun sin gang på Slottet, Danmarks eneste regnbueplejehjem for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner – LGBT-personer.

Sygeplejersken 2018 nr. 13, s. 61

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

13-2018_skiftedag
Title

Kristine Bækhøj, 34 år.

Nyt job: 4. april, det kommunale plejehjem Slottet på Nørrebro i København. Slottet har en regnbueprofil med særligt fokus på lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner – LGBT-personer. Hun og medarbejderne har derfor tilegnet sig LGBT-kompetencer, så beboerne ikke får oplevelsen af at skulle springe "ind i skabet".

Kom fra: 1 1/2 år i projektstillingen "Kom Trygt Hjem" under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Her arbejdede hun med overgange fra region til hjemmepleje.

"Det bliver mere og mere vigtigt for mig, at folk ender deres dage et sted, hvor de bliver passet på og føler sig set og hørt – uagtet køn, religion og seksualitet. Der må på ingen måde forskelsbehandles. Og det er vi gode til at have fokus på her på Slottet. Mange af de ældre har levet i en tid, hvor deres seksualitet var gemt af vejen, fordi den var kriminaliseret og ringe anerkendt. Men her på Slottet kan vi rumme dem som de mennesker, de er.

Jeg har arbejdet meget med misbrug-ere. Det er enormt spændende. Men det er vigtigt at prøve noget forskelligt, og da jeg aldrig rigtig har arbejdet med ældre, blev jeg hurtigt interesseret, da jeg så stillingen. Der er meget instrumentel sygepleje her. Det er spændende og godt at blive styrket i. Og så er det sjovt, at det er et plejehjem – også et for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Det twister det lidt og gør, at der kan være andre fokusområder, vi skal tænke på i omgangen med beboerne. Vi går f.eks. op i, at seksualitet ikke er et tabu.

Når man starter her, kommer man derfor også på et kursus, hvor vi lærer om problematikker, der kan opstå, og fordomme, LGBT-folk møder i samfundet. Nogle lesbiske kvinder får f.eks. ikke tilbudt screening for livmoderhalskræft eller HPV-vaccine af lægen, selvom de også er udsat for at få HPV-virus og livmoderhalskræft. Vi taler også om, hvordan man tiltaler transpersoner. Men plejen er ikke anderledes end på andre plejehjem. Jeg har mange forskellige opgaver lige fra at tilrettelægge sygepleje og rådgive assistenter til kvalitetssikring og deltagelse i konferencer.

Hver onsdag har vi "Regnbuestund", hvor LGBT-beboere fra Slottet og de øvrige plejehjem i områ-det samles om emner som film og foredrag. Og vi er med i Copenhagen Pride. Det betyder meget for Slottets LGBT-beboere at bo her og være i et fællesskab med ligesindede.

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere

Min interesse har alle dage været socialt udsatte. Jeg har arbejdet med stofmisbrugere i Fixelancen, i det lægeordinerede herointilbud Valmuen og med en blandet skare af folk i den sociale hjemmepleje. Det er enormt vigtigt, at de, der er på samfundets bund, eller af den ene eller anden årsag har svært ved at navigere indenfor samfundets rammer, har nogen, der respekterer dem og taler deres sag. For alle kan få brug for hjælp og sygepleje i løbet af livet, og alle har ret til samme behandling. Her på Slottet bliver der heller ikke gjort forskel. Vi gør meget ud af at udstråle, at man kan komme til personalet og tale om alt – også seksualitet. Der er plads til alle på regnbuehjemmet."