Tag en blodprøve uden at spørge lægen først

Selvstændighed. Sygeplejersker skal bl.a. kunne foretage simple undersøgelser af urin og podninger, tage blodprøver og lægge blærekateter – uden ordination fra en læge. Det mener Dansk Sygeplejeråd, og sundhedsministeren ser positivt på ønsket.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) anerkender, at sygeplejersker i dag kan meget mere end for 20 år siden, og at man bliver nødt til at se på spørgsmålet om et selvstændigt virksomhedsområde.
Foto: Bax Lindhardt

"Jeg forstår ønsket og behovet for, at sygeplejersker ønsker et selvstændigt virksomhedsområde."

Sådan lyder svaret fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til Dansk Sygeplejeråds forslag om, at sygeplejersker skal have et selvstændigt defineret virksomhedsområde i autorisationsloven.

Ventetid

En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 72 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned har oplevet at skulle vente på en tilbagemelding fra en praktiserende læge for at komme videre med et borgerforløb.

"Jeg synes, det er naturligt, at vi tager den diskussion. Jeg er ikke klar til at konkludere på den. Men det er naturligt, at vi tager den diskussion. Og også rykker ved nogle af tingene," siger Ellen Trane Nørby.

Helt konkret mener Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejersker skal kunne lave en række simple undersøgelser af patienter, der er stabile og i et diagnosticeret behandlingsforløb, uden først at spørge en læge om lov.

Det gælder eksempelvis simple undersøgelser af urin og forskellige podninger samt mulighed for at tage blodprøver, anlægge blærekateter og i.v.-adgang. Sygeplejersker skal desuden kunne ordinere håndkøbsmedicin.

"Med en større selvstændighed kunne sygeplejersker i kommunerne arbejde meget mere smidigt med mere hensyn til borgerne og uden at forstyrre lægerne hele tiden. Man ville kunne drive et mere effektivt sundhedsvæsen til stor gavn for alle," siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

I dag skal sygeplejerskerne i kommunerne kontakte en læge, før de kan udføre de ovennævnte opgaver, fordi disse opgaver i dag hører under lægernes virksomhedsområde.

Mere smidigt

En ordning, der er noget gammeldags, hvis du spørger Grete Christensen. Hun mener, at mens hele sundhedsvæsenet har udviklet sig, har netop spørgsmålet om virksomhedsområdet stået stille.

"Det er på trods af en udvikling af sygeplejerskeuddannelsen til større selvstændighed, hvor sygeplejerskerne bliver uddannet til at observere og også diagnosticere med henblik på, at man kan iværksætte behandling, som er inden for det sygeplejefaglige område," siger hun.

Ellen Trane Nørby peger på, at hun allerede nu arbejder for mere selvstændighed inden for flere andre områder.

"Hvis vi kigger på psykiatrien og psykiatrihandlingsplanen, så har vi faktisk i forbindelse med satspuljeaftalerne sagt, at vi er nødt til at definere, hvad virksomhedsområdet for specialpsykologerne er. Og vi har lige førstebehandlet et lovforslag, hvor vi giver behandlerfarmaceuterne mulighed for at genordinere medicin. Det synes lægerne er en dårlig idé, fordi det jo er det, de har haft monopol på virksomhedsområdemæssigt. Men bare for at sige, at den bevægelse er i gang," siger sundhedsministeren.

Hun anerkender, at sygeplejersker i dag kan meget mere end for 20 år siden, og at der er sket en faglig udvikling, som gør, at man bliver nødt til at se på spørgsmålet om et selvstændigt virksomhedsområde.

Efter interviewet med ministeren er lovforslaget, der giver behandlerfarmaceuterne mulighed for at genordinere medicin, blevet vedtaget.

Emneord: 
Politik