Hørt: Lad forældrene være i fred

Det er ikke rimeligt, at forældre bliver beskyldt for at være curlingforældre, mener sundhedsplejerske Ellen Eldrup, som oplever, at forældre mister deres overskud, når de hele tiden får anvisninger på, hvad de skal og ikke skal.
Forældre har brug for redskaber til, hvad de skal gøre, når deres barn reagerer med vrede, mener sundhedsplejerske Ellen Eldrup.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

ikon-hoert
Som sundhedsplejerske møder Ellen Eldrup mange forældre, som forsøger at gøre det bedste for deres børn. Derfor støder det hende, at der er opstået en kultur, hvor det nærmest er legalt for enhver at udråbe andre som curlingforældre.

"Forældre bliver hængt ud som håbløse, hvis de bærer barnets skoletaske, giver barnet slik i supermarkedet eller undlader at gribe ind, når barnet sidder for længe med en iPad. Kritikken stresser forældrene helt vildt og får dem til at blive mere usikre og utydelige, så de nærmest bliver usynlige over for deres børn," siger Ellen Eldrup fra Sundhedsplejen Nord, Aarhus Kommune. I oktober fremførte hun sine synspunkter i et interview med TV-Østjylland.

Ellen Eldrup påpeger også, at forældre er hårde ved hinanden indbyrdes.

"Instagram og Facebook er med til at bekræfte, hvordan det rigtige liv skal se ud. Når man går tur rundt om søen med børnene om eftermiddagen og poster et idyllisk billede, så glemmer man måske lige at fortælle, at ungerne i øvrigt skreg hele vejen. Vi har skabt en generation af forældre, som skal præstere glade børn."

I stedet for at være efter forældrene vil Ellen Eldrup gerne række en hjælpende hånd til dem. Hun mener, at de har brug for redskaber til, hvad de skal gøre, når de beder deres barn slukke for iPad’en efter to timers spilletid, og barnet reagerer med vrede.

"Forældre skal støttes i, at de gør det, så godt de kan, selv om de føler, at de står midt i et tabernakel. Alle voksne ved, at børn ikke har gavn af at sidde hele dagen foran en skærm, men de har måske ikke overskuddet til at gøre noget ved det."

Ellen Eldrup mener, at forældres manglende overskud kan skyldes stress over ikke at kunne gøre det, man selv finder rigtigt.

"Forældre får tudet ørerne fulde af, at barnet skal sove i sin egen seng, men måske føles det mere rigtigt at sove sammen og være tæt. Det giver stress at skulle gøre noget andet end det, man selv helst vil. Som sundhedsplejerske vil jeg støtte forældrene i det, som føles rigtigt for dem. Hvis de vil sove sammen med deres barn, så er min holdning: "Nyd det, og så finder vi ud af, hvordan barnet kan lære at sove for sig selv, hvis I bliver trætte af det."

Ellen Eldrups budskab i TV-Østjylland er, at samfundet skal støtte op om forældrene, så de tror på sig selv og får overskud til at finde de løsninger, som passer til dem.

"Det er afgørende at arbejde målrettet med forældrenes trivsel i forældrerollen og ikke udråbe dem som curlingforældre," siger Ellen Eldrup.

Emneord: