Hørt: Sig ja til hjælp

”Jeg har altid klaret mig selv, så jeg har ikke brug for hjælp” er en udtalelse, Karoline Lykkeberg ofte møder fra ældre i forbindelse med sit arbejde som følge-hjem-sygeplejerske. Men det er en grundindstilling, der kan skabe en uværdig tilværelse for de ældre, mener hun.

ikon-hoertPå din 75-års fødselsdag vil der dumpe et brev fra kommunen ind ad din brevsprække. I brevet er der tilbud om et forebyggende hjemmebesøg. Men brevet med håndsrækningen smider du med al sandsynlighed ud med reklamerne.

At tage imod hjælp er nemlig ikke noget, der ligger naturligt for ældre, mener Karoline Lykkeberg. Hun er – ved siden af sit studie som stud.cur. – ansat bl.a. som følge-hjem-sygeplejerske på Hvidovre Hospital. Her skal hun følge udskrevne, ældre patienter hjem og sørge for, at de kommer godt på plads. Men Karoline Lykkeberg oplever ofte, at de ældre har svært ved at tage imod den hjælp, hun gerne vil tilbyde. I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skriver hun:

hoert
Karoline Lykkeberg gør mange ældre opmærksom på, at der er hjælp at hente hos bl.a. kommunen, men de er ofte tilbageholdende med at tage imod tilbuddene. ”Men som sygeplejerske kan man jo ikke tvinge nogen,” siger hun.
Foto: Søren Svendsen
"En uundgåelig del af livet er at ældes, og de fleste vil i en eller anden grad blive afhængige af hjælp fra andre mennesker. Men den gradvise afhængighed er en af livets store fornægtelser."

Karoline Lykkeberg uddyber, at det udfordrer arbejdet som sygeplejerske, fordi hun er vidne til en lang række problemstillinger, hun ikke får lov til at hjælpe med. Hun oplever bl.a., at nogle ældre ikke kan gå ned ad trapper og derfor ikke har forladt deres lejlighed i månedsvis, eller at der ikke bliver gjort tilstrækkeligt rent, fordi støvsugning er for smertefuldt.

"Det er simpelthen så synd og uværdigt for den ældre. Min bekymring er, at den manglende tilpasning kan få konsekvenser for den ældre," siger Karoline Lykkeberg. Selvom hun gør de ældre opmærksom på, at der er hjælp at hente hos bl.a. kommunen, er de ofte tilbageholdende med at tage imod tilbuddene.

"Jeg tror, mange ældre forestiller sig, at det handler om at få skiftet ble og komme i bad, men det er det jo ikke kun. Der er meget andet, man kan få hjælp til. F.eks. indkøb og rengøring. Men som sygeplejerske kan man jo ikke tvinge nogen," siger hun.

I nogle tilfælde står de pårørende klar til at hjælpe farmor. Men Karoline Lykkeberg mener, at det ofte kan gå hen at blive en næstekærlig lappeløsning, når pårørende tager sig af den ældre. For det første fordi den pårørende ikke har de kompetencer og den stabilitet, der skal til for at passe et andet menneske. For det andet fordi et sådan afhængighedsforhold kan slide på relationen familiemedlemmer imellem.

"Hjælpen skal komme fra professionelle. Men det kræver, at man er villig til at lukke os ind," siger Karoline Lykkeberg.

Hun tror ikke, at brevet med tilbud om hjælp fra kommunen eller hendes debatindlæg ændrer noget. Men det kan skubbe tingene på vej.

Hun siger:

"Det er en generel holdningsændring i samfundet, der skal til. Folk har selv et ansvar for at anerkende, at når vi bliver ældre, er der nogle ting, der ændrer sig, og så er vi nødt til at tilpasse vores tilværelse. Men man kan jo starte med sig selv, når den tid kommer."

Emneord: 
Ældre