Studerende i praksis: "Det er den ægte glæde ved sygeplejen for mig. Lønnen er bare en bonus"

Når denne udgave af Sygeplejersken udkommer, kan jeg med stor sandsynlighed kalde mig for sygeplejerske. En titel jeg har higet og længtes efter, siden jeg den første dag på studiet blev mødt af en rektor, som skamroste faget til skyerne. Nu er tiden endelig kommet, og jeg må indrøm-me, at det forestående liv som rigtig voksen sætter mange tanker i gang.

Særligt har de nyligt overståede OK18 forhandlinger resulteret i en masse spekulationer og åbenbaringer. Jeg skulle til en start sætte mig ind i, hvad en overenskomst egentlig betyder for mig som lønmodtager. Herefter fulgte jeg med i alle demonstrationerne og Dansk Sygeplejeråds arbejde og kamp for, at vi får de bedste arbejdsvilkår og den bedste mediedækning Jeg var selvfølgelig meget betaget af fagforeningens dedikation, men også af alle de danske sygeplejersker rundt om i landet, som ved, at deres fag er vigtigt, og at lønnen skal afspejle den vigtighed.

Men egentlig fik det mig til, i rigtig hermeneutisk bachelorstil, at grave lidt dybere efter, hvorfor jeg egentlig sidder, hvor jeg sidder i dag. Da jeg startede på uddannelsen, var jeg fascineret af alle de muligheder, professionen kunne give mig både nationalt og internationalt. Da vi var nogenlunde halvvejs og indtil for et år siden, var jeg meget betaget af alle de instrumentelle ting, vi efterhånden fik lov til, medicin, injektioner og sårpleje bare for at nævne nogle få ting. Men for et år siden, da enden på studiet lige pludselig var inden for rækkevidde, begyndte tanker om job og løn at florere. Hvilket speciale kunne jeg tænke mig? Hvor er lønnen bedst? Region eller kommune? Efter næsten otte år på SU var tanken om en fuldtidsløn meget tiltalende, og jeg havde derfor skarpt fokus på dette aspekt.

Men nu sidder jeg og kigger tilbage på, hvad jeg egentlig ville med uddannelsen. Jeg ville hjælpe. Jeg ville gøre en forskel. Jeg ville have det godt med mig selv, når arbejdsdagen var overstået.

Jeg er stor fortaler for, at alle vores dygtige sygeplejersker skal have en fair løn, men jeg minder mig selv om, at en nok så fed lønseddel aldrig vil slå den følelse, jeg får, når gamle fru Andersen med tårer i øjnene takker mig for at bruge de 10 minutter ekstra på at høre, hvordan hun har det, som måske er de eneste 10 minutter, hun ser et andet menneske på en dag. Eller følelsen af glæde over at se en patient komme igennem et hårdt sygdomsforløb med et smil på læben, fordi jeg gjorde en for-skel. Det er den ægte glæde ved sygeplejen for mig. Lønnen er bare en bonus.