Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fem minutter med... Anne Brusgaard

"Jeg er mest stolt af det sammenhold, vi har i vores afdeling, og de gode forløb, vi har med patienterne. Altså, mere de ting vi gør i fællesskab.”

Sygeplejersken 2018 nr. 9, s. 7

Af:

Michael Holbek, journalist

Anne BrusgaardHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Jeg har altid syntes, at anatomi og fysiologi er spændende. Og med mit omsorgsgen var det et godt match."

Hvad var dit første job?

"På Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for opvågningssygeplejen?

"Jeg ved aldrig, hvilken patient jeg modtager, og der kan være mange komplikationer forbundet med det postoperative forløb og mange udfordringer, man skal tage hånd om. Det passer godt til mit temperament."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Jeg kan ikke pege på en bestemt person. Jeg har mødt mange kolleger, som har en fantastisk tilgang til patienterne. I opvågningen arbejder vi i store åbne rum, og jeg suger læring til mig i mange forskellige situationer både fagligt og kommunikationsmæssigt."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Flere ting, men i mit arbejde er det især vigtigt, at man er i stand til at skabe en god og tæt relation til patienten på kort tid, så patienten føler sig tryg og hørt."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det er et fag med mange muligheder, så gå efter det, du brænder for. Og så er det vigtigt, at man ikke er bange for at miste fodfæstet og komme ud over sine egne grænser. Det er ofte der, man lærer mest – også om sig selv. Der er altid nogen, du kan spørge om hjælp, hvis du har brug for det."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"For det meste er det nogle korte patientforløb, vi har på min afdeling, og jeg føler, vi som regel kan nå at gøre det, vi skal. Ja, vi har travlt, men når jeg sender en patient videre til en afdeling eller til hjemmet, har jeg følelsen af, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne på bedste vis. Det er meget tilfredsstillende at mærke en glad og taknemmelig patient, som har haft et godt forløb."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At man aldrig ved, hvilken patient der kommer ind ad døren. Det kan være alt fra en lille simpel øjenoperation til store abdominale operationer og patienter, der skal optimeres inden operation, og til terminale patienter. Det spænder vidt, så jeg skal vide noget om de fleste patientkategorier."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Jeg havde på et tidspunkt alle vagter – dag, aften og nat. Jeg havde svært ved at sove efter nattevagterne og fik det fysisk dårligt. Jeg er for en periode blevet fritaget for nattevagter, og det har hjulpet."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Jeg er mest stolt af det sammenhold, vi har i vores afdeling, og de gode forløb, vi har med patienterne. Altså, mere de ting vi gør i fællesskab."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Der bør være et samlet it-system, som kan snakke sammen over hele landet, så information ikke går tabt, og det vil være lettere at kommunikere på tværs af regionerne til gavn for patienterne."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Jeg tænker på engang at læse videre til anæstesisygeplejerske, men det må vente lidt, for jeg er alene med to små børn, og lige nu er mit job mit drømmejob."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Der bliver flere accelererede patientforløb, og det er ikke i sig selv skidt, at vi skal være dygtigere og hurtigere i en mere effektiviseret verden. Men vi skal holde patienten i fokus og få det hele menneske med i den udvikling. Vi står med patientens liv i vores hænder. Jeg har selv været pårørende, da min far blev alvorligt syg og efterfølgende døde, og det satte mange tanker i gang. At se systemet fra begge sider gav mig en endnu større indlevelsesevne og viste mig betydningen af, hvordan man som patient og pårørende bliver mødt af sundhedspersonalet."