Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun måtte ikke få dyre bolsjer"

"Lægen kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”"
Nausheen Christoffersen blev mundlam, da hun – under sin praktik – blev vidne til, at en terminal patient fik seponeret to kalktabletter af økonomiske årsager.
Foto: Claus Bech

Jeg var i min første praktik og skulle for første gang sådan rigtig prøve at agere som sygeplejerske.

Én oplevelse, jeg især husker, er en dagvagt, hvor jeg sammen med min vejleder skulle passe en ældre, terminal dame.

Jeg kom hen til hende med morgenmedicin, som min vejleder havde doseret.

Den ældre dame var i gang med at spise morgenmad. Hun kiggede på mig og smilte, hvorefter hun tog imod pilleglasset, kiggede ned på pillerne og sagde ”der mangler to piller”.

Det var første gang, jeg var inde hos hende og vidste derfor ikke, hvor mange piller hun normalt fik.

Jeg sagde, at jeg lige ville undersøge det. Jeg gik hen til min vejleder, der kiggede på skærmen og fortalte, at lægen havde seponeret hendes kalkpiller.

Da jeg kiggede undrende på hende foreslog hun, at jeg spurgte lægen om grunden til denne ændring.

Lægen sad inde i konferencestuen, og jeg turde næsten ikke spørge ham, idet jeg jo ”kun” var en studerende. Jeg valgte dog alligevel at gå hen til ham med min undren.

Jeg fortalte lægen, at den ældre dame havde bemærket, at der manglede to piller i hendes morgenmedicin, og at min vejleder havde oplyst, at pillerne var seponeret.

Han kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”

Han nikkede til mig, hvorefter han vendte sig om for at arbejde videre ved sin pc.

Jeg blev helt mundlam og vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg gik ud af konferencestuen med en grim og yderst ubehagelig erkendelse.

Ja, jeg forstod. Hun var terminal, men var jo vant til at få et vist antal piller og kunne jo derfor tydeligt se, at der manglede to store piller.

Jeg fik helt ondt i maven. Den ældre dame skulle snart dø. Skulle jeg virkelig gå tilbage og fortælle hende, at lægen havde fjernet hendes kalkpiller, fordi det var ”dyre bolsjer”, da hun snart skulle dø, og derfor ikke skulle have andet end smertestillende medicin?

Nej, det kunne jeg altså ikke. Og hvor dyre kan kalkpiller egentlig være? Det ville da også være bedre, hvis lægen selv havde informeret hende om denne ændring.

Jeg kunne mærke, at jeg blev vred. Det gjorde man ikke, i hvert fald ikke på denne måde!

Gad vide om hun overhovedet var klar over, at hun var terminal, og om der var nogen, der havde taget ”den svære samtale” med hende?

Jeg gik ud til min vejleder, der var ved at dosere medicin til de andre patienter, og sagde, at jeg synes, vi skulle lade patienten få sine kalkpiller, som hun var vant til, fordi lægen ikke havde inddraget hende i denne ændring, og fordi det var noget, der var vigtigt for hende. Min vejleder hældte to kalkpiller op til mig, som jeg herefter gav til den ældre dame.

Jeg ved ikke, hvad der skete efterfølgende, men jeg har tænkt på hende siden.


 

Emneord: 
Medicinhåndtering