Patienten, jeg aldrig glemmer: Må sådan en som dig gerne røre ved mig?

… og så var det, han stillede spørgsmålet … spørgsmålet, som netop gjorde, at jeg aldrig har kunnet glemme ham siden.

 

Nausheen Christoffersen
Nausheen Christoffersen går ikke med tørklæde mere, fordi det gav hende hudproblemer.
Foto: Claus Bech
Jeg var i min allerførste praktik på medicinsk afdeling på Køge Sygehus, som det hed dengang. Jeg mødte ind i dagvagt og skulle udføre personlig pleje på min patient, som var en ældre, skrøbelig, meget sød og rar mand, som var indlagt med lungebetændelse. Han havde i forvejen KOL og var derfor afhængig af ilt. Den dag var han min eneste patient. Så jeg var så heldig at kunne give ham primær sygepleje, den form for sygepleje, som jeg selv går ind for som sygeplejerske.

Jeg startede min dagvagt med at hilse på ham og spørge ind til, hvad han kunne tænke sig til morgenmad. Han ville gerne have havregrød med mælk og sukker, et glas appelsinjuice og et glas sødmælk. Det hentede jeg til ham på en bakke, som jeg satte på hans sengebord, hvorefter jeg justerede sengen, således at han kunne komme til at spise sin morgenmad. Da han var færdig med morgenmaden, fjernede jeg bakken fra hans sengebord.

Så var det, at jeg skulle udføre personlig pleje på ham, altså vaske ham. Da jeg kom ind på stuen igen med noget nyt tøj og nogle vådservietter, lagde jeg mærke til, at han begyndte at kigge på mig på en særlig måde og blikket i hans øjne ændrede sig væsentligt fra før.

Jeg lagde tøjet fra mig på sengen og fandt skraldespanden og et par handsker frem og var således klar til at vaske ham, først foroven og så forneden.

Jeg lagde mærke til, at han under hele vasken havde kigget på mig med et meget intenst, uafbrudt blik. Jeg holdt en kort pause, efter jeg havde vasket ham foroven og kiggede på ham. Da vores øjne mødtes, sagde han tøvende: ”Må jeg gerne stille dig et spørgsmål?”
”Ja, selvfølgelig” svarede jeg. Jeg var meget nysgerrig på, hvad det mon var, han så længe havde villet spørge mig om, da jeg godt kunne fornemme, der var et eller andet.

Og så var det, han stillede spørgsmålet … spørgsmålet, som netop gjorde, at jeg aldrig har kunnet glemme ham siden. Han udtrykte spørgsmålet således:

”Må sådan én som dig gerne røre ved sådan én som mig?” hvorefter han kiggede på mig forventningsfuldt med store øjne.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor er han sød, og kunne ikke lade være med at smile, hvorefter jeg svarede:

”Ja, selvfølgelig må jeg det. Det er jo rent professionelt. Der er jo ikke noget seksuelt i det overhovedet. Så selvfølgelig må jeg det.”

Så nikkede han og smilte til mig. Det var som om, der var løftet en sten fra hans hjerte, som havde tynget ham hele vejen under udførelsen af den personlige pleje.

Jeg er stadig den dag i dag rigtig glad for, at han følte, at han kunne tillade sig og turde stille mig det her spørgsmål. Og selvom jeg jo ikke selv lagde noget i det og jo havde et meget enkelt svar på hans spørgsmål, så kunne jeg mærke, at det var noget, der gik ham på, og som for hans vedkommende var ret svært at få stillet mig som hans sygeplejerske med tørklædet.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Sygepleje
Sygepleje-patient-forhold