Skiftedag: "Her er to dage aldrig ens"

“En dag kom ambulancen ind med en pige. Hun havde fået suppe over sig, da de lavede mad i børnehaven, og havde brandsår i ansigt og på overkroppen. Hun havde sin bamse med. I stedet for en skræmmende oplevelse for hende, som det nemt kan være for børn, når de skal behandles af os i de hvide kitler, så endte det med at blive en god oplevelse.

Efter jeg havde vasket hendes brandsår, viste jeg hende på bamsen, hvordan vi giver forbinding på. Det gav hende en tryghed, så vi kunne behandle hende. Det betyder meget for mig at skabe den her kontakt til patienten og til de pårørende. Vi modtager mange med livstruende sygdomme og skader, så en del af mit job handler om at være der for både patienter og pårørende, som ofte er i krise. For det er aldrig forventet sygdom, men altid noget uforudset.

Efter pigen med bamsen kan den næste være en mand med skudsår, ofre for en trafikulykke eller mureren, der er faldet fra et højt stillads. Men det kan også være fru Jensen, der har brækket armen eller teenageren med høj promille, som ikke kan tage vare på sig selv. For ud over traumestuen har vi også akutmodtagelse og visiteret skadestue, og vi har den landsdækkende modtagelse af patienter med brandskader. Den uforudsigelighed og det konstant akutte præg var noget, jeg havde ønsket mig længe i mit tidligere job på Infektionsmedicinsk Klinik. Her var jeg også i mange år med til at introducere nyt personale. Jeg var den erfarne.

Men jeg trængte til at blive udfordret. Så selvom jeg lige skulle vænne mig til tanken om at gå fra at være ekspert til novicen, der spørger mine kollegaer til råds, så valgte jeg at søge den opslåede stilling. For i arbejdet med den akutte patient skal man hurtigt kunne omstille sig og omsætte teori til praksis. Der skal handles hurtigt for f.eks. at finde ud af, hvilket speciale der skal tilse de patienter, vi tager imod fra ambulancen. To dage er aldrig ens. Og jeg kan altid dygtiggøre mig på grund af de mange specialer, som udfordrer mit vidensniveau.

Men det kan være barske oplevelser. Nogle gange får vi afkræftet vores mistanke og sender patienten hjem med et “god bedring”. Andre gange får vi bekræftet en alvorlig diagnose. Og det sker også, at patienter afgår ved døden. Heldigvis har jeg gode kollegaer, som jeg altid kan vende det med. Inden jeg startede, var jeg mest nervøs for brandsårsdelen – for voldsomheden, lugten og dét, at de stadig kan være vågne, selvom de er voldsomt forbrændt.

Men på min første dag var jeg med inde på brandsårsstuen og se et brandsår. Det var med til at afmystificere det. Og selvom man har utrolig ondt af dem, nytter det ikke noget at gå i baglås, når en patient kommer ind i stærke smerter, fordi der er gået ild i hans tøj. Eller når pigen med bamsen kommer ind med forbrændinger. Der er jeg den sygeplejerske, jeg skal være.“