Studerende i praksis: "KOL-sygeplejersken kæmper en kamp, og tak fordi der er nogen som hende"

Tilsyneladende sidestiller samfundet ikke KOL med andre kroniske lidelser. Det undrer en studerende.

Maria Bøttcher
Maria Bøttcher
Privatfoto
På 5. semester var jeg i hjemmeplejen og fik mulighed for at køre med en KOL-sygeplejerske, som dækker hele kommunen.

Det var en lærerig dag, og der blev drøftet faglige problemstillinger om denne gruppe borgere. For hvilke rettigheder har de sammenlignet med andre kronisk syge?

Når man har diagnosen KOL, ved man, hvor det bærer hen. Der er ikke nogen udsigt til fremtidig helbredelse, men man kan få lindrende behandling i samarbejde med palliativt team og holde sygdommen nede indtil næste eksacerbation. Borgerne bliver kun dårligere og dårligere. Ofte er de ikke syge nok til plejehjem, men mange har svært ved at klare en almindelig hverdag. Og hvornår er man dårlig nok? Og hvem bestemmer, hvad der giver livskvalitet for den enkelte?

Bare det at kunne indtage et måltid kan være rigtig svært.

Jeg besøgte en borger, hvor en opmærksom social- og sundhedshjælper havde taget kontakt til KOL-sygeplejersketeamet. KOL-teamet har været ude og fortælle om deres arbejde og sagt, at de meget gerne ville have henvendelser fra dem, der dagligt kommer i hjemmene. I dette hjem var det observeret, at borgeren så undervægtig ud. Efter ernæringsscreening ses, at hun faktisk var i livsfare og ville kunne dø af undervægten. Efterfølgende er der med samtykke fra borgeren udarbejdet kostplan sammen med en diætist. Men det stiller krav til borgeren om, at hun skal købe proteindrik, og økonomisk kan det være svært for mange.

Hos andre borgere med KOL tilbydes træning, og de har lækre faciliteter og forskellige hold. Men transport skal de selv finde ud af og selv betale. Jeg undrer mig over det.

Hvordan kan man forvente, at borgerne kan det, når de ikke engang kan indtage deres mad eller trække vejret? Mange er nødt til at fravælge dette gode tilbud.

Træning ville ellers kunne give borgerne det samvær med andre, som måske er uoverskueligt til hverdag. Desuden ved vi, at der er god effekt af at få trænet vejrtrækningen og få redskaber til at håndtere eventuel angst, når man ikke kan få vejret.

Der findes ikke nogen KOL-pakke, men derimod anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. De siger: ”Det forventes, at de opdaterede anbefalinger indarbejdes i de regionale forløbsprogrammer for mennesker med KOL”.

Mine refleksioner efter denne dag er, at samfundet ikke rigtig sidestiller KOL med andre kroniske sygdomme og ikke anerkender, hvor meget sygdommen ikke blot hæmmer borgeren i hverdagen, men i den grad også de pårørende.

KOL-sygeplejersken kæmper en kamp, og tak fordi der er nogen som hende. Hun brænder for sit arbejde, og borgerne kan mærke det. Det giver kampgejst, selv om det er en ulige kamp.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderende på 5. semester på Københavns Professionshøjskole.

Emneord: 
KOL