Læserbrev: Dilemma i vejledning i medikamentel palliation

Hvad vejer tungest: borgerens ønske om behandling i eget hjem, eller at den palliative sedering foregår forsvarligt?

Overvågning hver halve time fra sygeplejerske med palliativ erfaring i borgerens hjem? Er det overhovedet muligt?

Styrelsen for Patientsikkerhed udsendte sidste år en ny ”Vejledning i medikamentel palliation til patienter med livstruende sygdom” (Vejl. nr. 9387 af 04/06/2018). Overordnet en god og letforståelig vejledning. Den rummer dog vage formuleringer, der vækker bekymring i Sygeplejeetisk Råd.

Formuleringer, der åbner en kattelem for, at borgeren/de pårørende kan forlange palliativ sedering i eget hjem, hvilket kan bringe hjemmesygeplejersken i en ubehagelig situation.

I vejledningen anbefales, at ”Palliativ sedering kan vanskeligt foregå uden for sygehus og hospice, eksempelvis i plejeboliger og eget hjem” … ”I praksis bør patienten tilses mindst hver halve time for at sikre, at patienten er passende lindret og har frie luftveje” … ”ligesom palliativ sedering forudsætter et indgående kendskab til de anvendte præparaters farmakologi og stor erfaring med deres anvendelse.”

Men i umiddelbar forlængelse fremhæves, ”at en patients ønske om at være hjemme bør dog imødekommes i den udstrækning, det overhovedet er muligt”. Her ser vi dilemmaet, for hvad vejer tungest: borgerens ønske om behandling i eget hjem, eller at den palliative sedering foregår forsvarligt?

Ved manglende observation er der udover overmedicinering risiko for undermedicinering og lidelsesfulde opvågninger. Vi mener, det bør være et uomtvisteligt krav, at en sygeplejerske med stor palliativ erfaring er fast vagt ved borgeren, og at hun har telefonisk døgnkontakt til et palliativt team. Og er det overhovedet muligt? Vi har svært ved at se det og frygter, at borgeren/de pårørende med vejledningen i hånden kan forlange palliativ sedering fra hjemmesygeplejersken og egen læge.

Lisbeth Arbøl, palliationssygeplejerske Sankt Lukas Udgående Hospiceteam,

Charlotte Hald, udviklingssygeplejerske Hospice Djursland

begge medlemmer af Sygeplejeetisk Råd

 

Emneord: