Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På mit natbord: Vi er alle gennemsnitlige

Der er kun ganske få genier i verden, og de fleste, der har succes med det, de gør, har skullet arbejde hårdt for at komme dertil.

Sygeplejersken 2019 nr. 3, s. 43

Af:

Michael Ho, journalist

Lene Geertsen
Lene Geertsen
Lene Geertsen
Oversygeplejerske, Afdeling for Børn og Unge og Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler ved Sygehus Sønderjylland.

Hvad læser du lige nu?
””Den evige ild” af Ken Follett.”

Hvordan har den inspireret dig?
”Det er en fantastisk fortælling fra 1500-tallet om nogle af de store historiske begivenheder fortalt fra forskellige personlige vinkler. Man får et indblik i, hvordan det har været at være født i såvel adelige som ikke-adelige kår på den tid. Det er en meget velskrevet bog, svær at lægge fra sig, og den sætter tankerne i gang om, hvordan livet har været for flere hundrede år siden.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?
””Det gennemsnitlige menneske” af Morten Albæk. For det første fordi det er en sjov og god fortælling om Morten Albæks erfaringer og opvækst, og for det andet fordi pointen tiltaler mig. Han peger på, at vi stort set alle er ”gennemsnitlige”. Der er kun ganske få genier i verden, og de fleste, der har succes med det, de gør, har skullet arbejde hårdt for at komme dertil. Bogens hovedtema peger på, hvor vigtigt det er at være et helt menneske i den omskiftelige verden, vi lever i – det gælder ikke mindst for sygeplejersker ansat i den offentlige sektor.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
””The Lord of the Rings” af J.R.R. Tolkien – på engelsk! Det er faktisk en spændende historie, men efter den første bog valgte jeg i stedet at se filmene.”