Patienten, jeg aldrig glemmer: Det er også givende at tale om døden

Da jeg for snart mange år siden trådte mine første, spæde skridt som hjemmesygeplejerske, mødte jeg en patient, som jeg har tænkt på mange gange siden.

Han var en terminal mand, som ikke havde så forfærdelig langt igen. Jeg var sosu-assistent, inden jeg blev sygeplejerske, så selvom jeg var nyuddannet, havde jeg allerede god erfaring med at yde pleje til både syge og endog meget syge borgere. Denne gang var det imidlertid en anderledes oplevelse, end jeg var vant til, da jeg som sygeplejerske pludselig stod med et andet ansvar, end jeg tidligere havde haft – og det skulle snart blive sat på prøve.

På trods af, at han var døende, havde hverken min patient eller de pårørende snakket om fremtiden, ej heller taget stilling til de spørgsmål, der nødvendigvis bør besvares, når livet nærmer sig sin afslutning. Hvordan skulle det hele forløbe? Hvad kunne han og familien forvente, at der ville ske? Ønskede han at dø hjemme eller på hospice? Der var ikke blevet sat ord på alt det svære, selvom det uundgåelige ventede forude.

For sygeplejersker kan det i forvejen være vanskeligt at tale om døden med patienter og pårørende. Som nyuddannet kræver det derfor en del overvindelse, ikke mindst når de involverede parter i første omgang virker afvisende. Jeg gik længe som katten om den varme grød, men til sidst tog jeg mod til mig: ”Har I overvejet eller talt om, hvad der skal ske i den sidste tid?”

Det endte med at blive en god oplevelse, da der først blev prikket hul på bylden, ikke kun for patienten, men også hans familie. Jeg har ofte tænkt på det sidenhen i mit arbejdsliv, når jeg har stået med andre terminale patienter. Døden vil altid være forbundet med tabu, men som sygeplejerske er det ikke kun mit job at pleje den døende, men også at forberede de pårørende på at miste.

Derfor insisterer jeg faktisk på at facilitere den svære samtale mellem familie og patient så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, også selvom lysten til at snakke om døden måske er til at overse. For en udenforstående kan det muligvis virke hårdt, men det er min erfaring, at selvom det naturligvis ikke kan forhindre smerten, så kan det faktisk fjerne en smule af brodden, hvis man tager sorgen lidt på forskud.

Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke er svært at være sygeplejerske, når jeg skal hjælpe familier med at tage afsked. Og jo, selvfølgelig er det tungt, men i årenes løb er det faktisk noget, som jeg har lært at sætte pris på. Det er ikke kun ubehageligt, men også givende at tale om døden, fordi det kan også gøre forløbet lettere at være i, både for patienten og de pårørende – og for mig.