Læserbrev: Ikke plads til livets tragedier

Når noget tæt familie ligger og svæver mellem liv og død, skal jeg så vælge studiet fra for ikke at presses af, om at jeg evt. skal tage mine weekender og studiedage i brug for at nå at være til stede?

Jeg er 6.-semesterstuderende og skal snart ud og fungere som sygeplejerske, hvilket jeg glæder mig meget til.

Desværre er vores uddannelsessystem skruet sådan sammen, at der i praktikken ikke er plads til livets tragedier, der desværre sker, uanset hvilken periode i livet vi er i.
10 pct. fravær svarer til fem dages sygdom på 10 uger.

Min stedfar blev ramt af en stor blodprop i hjernen, efterfølgende dannede der sig ødem, og man måtte operere en del af kraniet af og lægge ham i koma.

De første to dage af forløbet valgte jeg at melde mig syg, fordi jeg ikke var i stand til at arbejde, da hans situation gik op og ned hele tiden, og vi ikke vidste, om han overlevede dette.

På andendagen af min sygemelding ringede praktikstedet og fortalte, at vi skulle have en samtale angående mit fravær. Så oveni at jeg er presset over, om min stedfar overlever dette, skal jeg så også presses af, om jeg overhovedet kan blive sygeplejerske til januar?

Jeg har tidligere været det, man vil betegne som mønsterelev. Arbejdet stort set uanset hvad jeg fejlede, og så måtte praktikstedet endda sende mig hjem. Men når noget tæt familie ligger og svæver mellem liv og død, skal jeg så vælge studiet fra for ikke at presses af, om at jeg evt. skal tage mine weekender og studiedage i brug for at nå at være til stede?

Havde jeg været færdiguddannet, så havde jeg nok taget ferie, fri eller lignende.

For vi som sygeplejersker guider vores patienter og pårørende til at tage den tid, en sorg tager. Men er vi bundet til at være superhelte og klare en sorg med smilet på? Jeg er bekymret for, om jeg skal rammes af stress, hvis jeg skal være superhelt under dette forløb.

Linette Jensen er 6. semesterstuderende på Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle.

Emneord: 
Sygeplejestuderende