Studerende vil forbedre sygeplejerskeuniform

Som sygeplejestuderende følte Daphna Blüdnikow sig sjusket i sin uniform. Så da hun skulle vælge et emne til sin bacheloropgave på sit nye studie, besluttede hun sig for at forbedre sygeplejerskeuniformen i Region Hovedstaden.

Sygeplejerskeuniform
I hver side af Daphna Blüdnikows bud på en ny sygeplejerskeuniform er der tre knapper, der gør det muligt selv at bestemme, hvor stramt eller løst uniformen skal sidde. Den passer til alle kropsformer.
Foto: Ira Hartogsohn
”Jeg syntes ikke, det var særlig behageligt at have uniform på. Jeg følte mig enormt sjusket, og de hullede og gennemsigtige uniformer fik mig ikke til at føle mig bedre tilpas.”

Da 29-årige Daphna Blüdnikow skiftede sygeplejestudiet ud med en professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og -formidling, ville hun derfor gerne undersøge mulighederne for at forbedre uniformen til kvindelige sygeplejersker, der arbejder på et hospital. Det har resulteret i en mørkeblå skjorteoverdel, der både har en brystlomme med lukkemekanisme, ekstra længde og en halstæt kinakrave. Designet betyder, at arbejdsredskaber ikke falder ud, og hverken lænd eller overkrop bliver synlige, når

sygeplejersken bukker sig forover. Ærmerne kan smøges op, og kraven kan foldes ned, så der kommer et dekorativt tryk frem. Trykket på ærmerne og kraven forestiller hænder og er inspireret af idéen om, at sygepleje bør foregå i en relation til andre. Den blå farve har Daphna Blüdnikow valgt ud fra dens signalværdi.

”Jeg lagde mig hurtigt fast på den blå farve, da den symboliserer ro og neutralitet. Jeg har bevidst valgt ikke at lave en hvid uniform, da der fra Sundhedsstyrelsens side ikke er nogen klar konklusion på, at uniformerne skal være hvide. Mine undersøgelser viser, at der er meget tradition bag at vælge den hvide farve. Men jeg syntes ikke, at det var argument nok for at vælge den igen.”

Daphna Blüdnikow har taget udgangspunkt i det nuværende uniformskatalog i Region Hovedstaden, og hun har også inddraget Sundhedsstyrelsens vejledning om uniformer i sin opgave.