Fuldt fortjent: Børn har altid været mig

”Jeg har altid vidst, at jeg ville have min fortjenstmedalje. Fordi jeg synes virkelig, at jeg har gjort en god indsats i det sønderjyske sundhedsvæsen i rigtig mange år.”

Men Ragnhild Bills medalje dukkede ikke op af sig selv, da tiden nærmede sig 40-årsjubilæet.

Kalenderen blev tjekket efter en ekstra gang, da den erfarne sygeplejerske ikke hørte noget fra ledelsen. Til sidst besluttede hun sig for at tage fat i HR, der gik i gang med at undersøge sagen.

Der gik yderligere et halvt år, før Ragnhild Bill kunne modtage sin medalje.

”Jeg ville ikke bare sådan opgive, og jeg blev ved, indtil jeg fandt ud af, hvordan det hang sammen. Så ja, den har jeg nu – og den er jeg rigtig glad for!” fortæller Ragnhild Bill stolt.

Fra børneafdelingen til børnepsykiatrien

Da Ragnhild Bill fødte sin første søn, var hun stadig elev på sygeplejeskolen i Sønderborg. Derfor var hun i et par måneder i pædiatrien, efter hun og hendes elevkammerater ellers var blevet færdige med uddannelsen. Hendes vejleder var dog meget klar i spyttet, da elevtiden på børneafdelingen var ved at løbe ud. Ragnhild Bill skulle da ingen steder – børneafdelingen var jo det perfekte match.

”Der var ikke noget på sygeplejerskeuddannelsen, der pegede på, at jeg skulle blive børnesygeplejerske, og at det skulle blive mit hjerteblod. Jeg tror bare, at jeg altid har været rigtig glad for børn. Børn har altid været mig. Det er det stadigvæk, og det vil det altid være,” siger hun uden nogen tvivl i stemmen.

Efter mange trofaste år på børneafdelingen i Sønderborg valgte Ragnhild Bill at skifte arbejdspladsen ud med børne- og ungdomspsykiatrien i Aabenraa. Noget, der virkede som en oplagt forlængelse for hende.

”Men det er bestemt tankevækkende at se den samfundsmæssige udvikling, der sker, når man er en pige som mig, der har været med i så mange år. Mange flere bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien i dag. Fra at vi havde en overlæge og en psykolog, der kiggede forbi på børneafdelingen, når vi havde brug for det, så er det pludselig vokset til et kæmpe børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium,” fortæller hun.  

Trods den triste udvikling finder Ragnhild Bill dog stadig sit arbejde spændende.

”Der er også mange glæder ved det, for man ser børnene fast, og man kommer til at følge dem over en årrække. Det er det lange seje træk, det hele handler om. Hvor det er vigtigt, at vi sætter alle sejl ind for at sikre dem bedst mulig trivsel.”

Til november har Ragnhild Bill planer om at gå på efterløn. For selvom hun bestemt ikke fortryder sit valg om at blive børnesygeplejerske, så vil hun gerne have mere tid til sine egne børn og børnebørn.