Det kræver ildsjæle at affaldssortere

Anne Rømer viser det utal af affaldsspande frem, som findes overalt på afdelingen: sorte, gule, klare, hvide. Og undervejs i rundvisningen støder hun på et par fejlsorterede ting, som hurtigt omrokeres:

”Den her hører til i hård plast. Vi prøver at huske hinanden på, hvad der er hvad, men der kommer hele tiden nye mennesker på afdelingen, som skal oplæres,” siger hun.  På Thoraxanæstesiologisk Klinik på Rigshospitalet sorteres der – udover de sorte sække med dagrenovation – i blød plast, hård plast, glas, metal, farligt affald samt enkelte specifikke spande til f.eks. ledninger.

”Sakse og stablere røg før bare til forbrændingen, men det er jo udmærket metal og kan genbruges,” fortæller Anne Rømer, som er en af ildsjælene bag afdelingens affaldssucces.

”Det er ikke godt nok det her”

”Affaldssortering skal indføres på hele Rigshospitalet og Region Hovedstadens andre hospitaler i løbet af efteråret. Men selvom processen er i gang mange steder, så giver det mening at stikke hovedet ind på netop denne afdeling på Rigshospitalet,” fortæller Emil Suhr, som er projektleder for affaldssorteringsprojektet på hospitalet.

”De har her på afdelingen fra et tidligt tidspunkt sagt, at det ikke er godt nok det her, og vi kan ikke vente på, at regionen laver et projekt. De ville starte før,” siger han.

Emil Suhr har hjulpet med at skaffe affaldsstativer og holde oplæg for afdelingen, men resten af succesen skyldes engagementet fra de involverede, påpeger han. Og her på afdelingen er det særligt sygeplejerskerne Anne Rømer og Birte Brenet, som er affaldsildsjæle.

”Når vi står på stuen, har vi tit talt om, at det er ærgerligt med al den plast, der bliver smidt ud, for derhjemme i husholdningen sorterer vi jo alle sammen,” fortæller Anne Rømer.

Det var netop disse samtaler, der startede affaldssorteringen for omkring to år siden. Og i løbet af det første halve år havde afdelingen allerede samlet over 5 ton plast til genbrug.

”Alle var helt oppe at køre, og det var virkelig godt,” siger Anne Rømer. 

Kunsten at få alle med

Hun fortæller samtidig, at implementeringen gik ”lynhurtigt” på trods af lidt modstand fra nogle kollegaer. Argumenterne lød bl.a. på, at det er besværligt, det fylder for meget, og ”det nytter jo ikke noget, det er jo bare os”. ”Men med det store fokus og efter en tilvænningsperiode er de negative stemmer stort set forstummet,” fortæller Anne Rømer. Hun har sammen med sine engagerede kollegaer og Emil Suhr brugt en del tid på at oplære og informere både sygeplejersker, læger, portører og rengøringspersonale om, hvilket affald der hører til i hvilke spande.

”Der skal være en systematisk dialog med alle faggrupperne. Der er forskellige tilgange til dem, og forskellige måder de skal informeres på, og det er egentlig den største opgave,” forklarer Emil Suhr.

”Det skal ikke være en løftet pegefinger, men en ”ved du godt at…”. Og det er smartest, hvis det bare bliver en sport for folk – og det gør det med tiden,” tilføjer Anne Rømer med et smil.

”De der gule spande, det kunne være fedt, hvis de var lavet af vores egen genbrugsplast, når de kom igen!” udbryder Anne Rømer begejstret.

Foto: Claus Bech

Mere engangsmateriale giver mere skrald

Da projektet med affaldssortering startede, havde afdelingen to mål:

At sortere 30 pct. af deres plast.

At få en fokuseret og målrettet tilgang til affaldssortering.

Afdelingen har ikke tal på hvor meget plast, der kommer ind og ud, og det vides derfor ikke, om det første mål er nået. Men det andet kan der klart sættes kryds ved, er både Anne Rømer og Emil Suhr enige om.

På trods af de flotte resultater er det dog ikke altid, at affaldssorteringen kan klares til et 12-tal. Det skyldes bl.a., at der på afdelingen nogle gange laves akutte operationer eller operationer på børn.

”Når vi har virkelig travlt, så skal vi ikke have fokus på at affaldssortere, så skal vi have fokus på vores kerneydelse. Og det er jo en af årsagerne til, at alt ikke altid bliver sorteret,” uddyber Anne Rømer.

Derudover påpeger hun, at det er svært at vide, om afdelingen gør det godt nok, da der kun sporadisk bliver målt på mængden af affald og genbrugsmaterialer, afdelingen producerer.

”Men vi får mere og mere engangsmateriale, så derfor producerer vi mere og mere affald. Det er rentabelt at sortere metal og kabler, men det er stadig mere rentabelt at købe ny plast og engangsplast, og det er super sørgeligt, for vi drukner jo i plastik,” mener Anne Rømer.

Udbredelse kræver ildsjæle

”Affaldssorteringen skal som sagt udbredes til hele Region Hovedstaden, og det vil helt sikkert kræve engagerede medarbejdere,” siger Emil Suhr.

Han fortsætter, ”den her afdeling er jo et eksempel på, at ændringerne er lokalt drevet. Vi kan komme med nok så mange stativer og plakater ovenfra, men der sker ikke noget, medmindre der er nogen som Anne, der gør noget ved det.”

Også Anne Rømer selv kan genkende, at hun og kollegaen Birte Brenet gør en forskel, og at de teams, de to er en del af, excellerer i affaldssortering.

”Jeg er helt sikker på, at det er fordi, vi hele tiden italesætter det,” siger Anne Rømer, som mener, at vejen frem netop er at gå i dialog med sine kollegaer – og så ikke forvente et perfekt resultat fra første dag.