Jeg er blevet robust

”Jeg er blevet robust. Jeg hader det ord, men det er nok det, der er sket. Jeg går ikke længere så meget op i, hvad andre tænker om det, jeg gør. Om jeg nu gør det rigtigt. Det gjorde jeg hele tiden i starten,” fortæller Anja Hansen og giver et eksempel:

”Forleden havde jeg en samtale med en læge, der var lidt småsur over at blive vækket. Han vrissede: ”Om det nu var nødvendigt, og om jeg ikke kunne klare det selv?” Hvis det var sket for et halvt år siden, ville jeg have skidt grønne grise. I dag ved jeg, at det er nødvendigt og rigtigt, at jeg får lægens ord på, hvad jeg skal gøre. Så må de bare blive sure.”

Hun smiler, mens hun møver sig til rette i sin sofa og slukker tørsten. Vi har lige været ude at gå en tur. Gennem anlægget med søen og ænderne, det nyklippede græs og den farvestrålende legeplads, forbi stadion og hen til Slagelse Sygehus, hvor Anja Hansen arbejder på Hjertemedicinsk Afdeling.

Her begyndte hun for et år siden på sit første job, to dage efter hun blev færdiguddannet som sygeplejerske. Dengang mødte vi en Anja Hansen, der efter fire uger havde svært ved at overskue arbejdspresset og en fremtid som sygeplejerske.

»Jeg håber, at jeg kan holde ud et par år og få noget erfaring. Men hvis forholdene bliver ved med at være som nu, vil jeg måske finde på noget andet. Måske læse videre,« sagde hun dengang i Sygeplejersken nr. 9, 2018.

Da vi mødte hende igen fem måneder senere i Sygeplejersken nr. 14, 2018, var meldingen stadig den samme. Og ønsket om at læse videre var endnu stærkere.

»Jeg håber, jeg kan blive i faget på en anden måde, som er mindre stressende, og hvor man måske kan være med til at ændre noget. Også for at jeg ikke har taget min uddannelse forgæves.«

Superbruger

I dag er det en helt anden Anja Hansen, vi møder. Hun viser rundt på afdelingen og hilser glad på kollegerne, der kigger overrasket på hende.

”Jeg kunne næsten ikke genkende dig med dit almindelige tøj på. Hvor ser du godt ud,” lyder det flere gange, og de fortæller, at Anja Hansen er både sød og dygtig.

Men anerkendelsen bunder i mere end pæne ord. Kollegerne har opdaget, at der er ting, Anja er særligt god til. F.eks. har hun godt styr på at lægge PVK og tage A-gas. Det fik hun ind på rygraden, da hun var i praktik på akutmodtagelsen. Men det er ikke så tit, man skal gøre det på hendes afdeling. Hvis patienterne kommer fra akutmodtagelsen, er de allerede lagt.

”Forleden var der også én, der spurgte, om jeg kunne ’sætte blod op elektronisk’. Det handler om, at det skal gøres på en anden måde nu med Sundhedsplatformen. Det kunne jeg godt,” siger Anja Hansen.

Kollegerne synes, hun er god til at forklare tingene på en pædagogisk måde, så hun blev opfordret til at melde sig som superbruger i Sundhedsplatformen, da der var brug for to nye. Og det var der opbakning til fra ledelsen.

”Det er jeg vildt glad for. Jeg kan godt lide at undervise og i det hele taget hjælpe andre. Og jeg vil gerne tage ansvar,” siger Anja Hansen.

Underviser og sårsygeplejerske

Det er ikke kun som superbruger, hun tager ansvar. Hun er også begyndt at undervise studerende og fortæller, hvordan hun kan blive overrasket over at høre sig selv svare på deres spørgsmål – overrasket over, at hun jo faktisk har styr på sine ting.

”Der kan jeg også mærke, at jeg har flyttet mig. Det er nok lidt som at få kørekort. Man lærer først rigtigt at køre, når man får det,” smiler hun.

Men det stopper ikke her. Anja Hansen er også blevet afdelingens sårsygeplejerske.

”Der var ikke nogen, der havde en særlig viden om det på afdelingen, og det synes jeg manglede. Så jeg har fået lov til at gå til møder med sårsygeplejersker fra de andre afdelinger, og jeg kan få lidt undervisning af dem. Og så er det meningen, jeg skal undervise de nyansatte i sår,” siger Anja Hansen og fortsætter:

”Jeg synes, det er rigtig spændende. Der kommer til at være meget selvstudie i det, men jeg kan godt lide selv at blive klogere på det.”

Dropper kandidatstudiet

Da vi mødte Anja Hansen sidst, var der ikke overskud til at tænke sådanne tanker. Men efter seks måneder som sygeplejerske oplevede hun en forandring. Hun var knap så træt og fik overskud til andet end at arbejde. Det skete i takt med, at hun havde været igennem de fleste situationer på arbejdet, og hun vidste, hvordan de skulle håndteres.

”Og jeg er ikke længere bange for, om der kommer hjælp, hvis jeg virkelig har brug for det. Det ved jeg, der gør,” smiler hun.

Det har også fået hende til at droppe planerne om at læse videre.

”Min ambition med det var at blive dygtigere og være med til at forandre og forbedre forholdene for sygeplejersker. Det tror jeg godt, jeg kan gøre gennem mit arbejde.”

Der er dog en ting, der kan tvinge hende i en ny retning. Det er hendes egne knæ. De gør ondt, og de mange kilometer, der bliver gået og løbet på arbejdet, sætter sine spor. Så nu er det lægerne, der spørger, om hun har overvejet, om sygeplejerske er det rette job for hende.