Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienten, jeg aldrig glemmer: "En ung mand lå på en båre skrigende af smerter"

Han tog fat i min hånd med venstre hånd, og jeg foldede mine hænder om den, og vi bad sammen for hans overlevelse. Det øjeblik glemmer jeg aldrig.

Sygeplejersken 2020 nr. 1, s. 59

Af:

Lisbeth Kidmose, sygeplejerske

spl1-2020_pajag_lisbeth-kidmose

Denne aften blev jeg kaldt akut på arbejde.

Da jeg kom ind i skadeklinikken var alt kaotisk.

En ung mand lå på en båre skrigende af smerter og med blodet pulsende ud af højre overarm.

Vi måtte standse blødningen hurtigt, hvis han ikke skulle forbløde.

Det lykkedes med en stram staseslange. Vi havde dog ikke mulighed for at udføre større operationer, så vi skulle have ham hurtigst muligt fløjet til Nuuk.

Desværre ville skæbnen, at der netop denne aften og nat var så tåget, at helikopteren ikke kunne flyve.

Lægerne i Nuuk rådede os til, at vi gav ham en rus med propofol og morfin, så han sov men stadig selv trak vejret.

Jeg blev udpeget til at tage den første nat, selvom jeg protesterede voldsomt.

Jeg havde ingen kendskab til at give patienterne en propofolrus, og jeg følte mig på ingen måde kompetent til opgaven.

Jeg var panisk for at komme til at give ham for stor en dosis, så han fik respirationsstop.

Men der var ikke noget at gøre, jeg skulle påtage mig opgaven, så min kollega kunne fortsætte med de øvrige patienter.

Patienten var 17 år og havde i en hashrus banket sin højre hånd ind i en glasdør, der var knust og havde herved pådraget sig dybe flænger i højre overarm.

På et tidspunkt i løbet af natten åbnede han øjnene og spurgte: ”Hvad er der sket?” Jeg forklarede ham det kort.

Han virkede helt klar i hovedet og usædvanlig rolig. ”Skal jeg dø?” spurgte han. Spørgsmålet kom bag på mig, og jeg fik fremstammet, at det håbede jeg ikke.

Jeg ville give ham mere morfin, men han afviste mig og ville gerne snakke lidt mere. Han kunne ikke huske noget fra aftenens forløb.

”Må jeg ikke give dig lidt at slappe af på,” spurgte jeg igen.

”Nej, så vågner jeg ikke igen,” svarede han.

”Måske kan vi bede,” spurgte jeg forsigtigt.

Hans mor havde siddet ved siden af ham det meste af aftenen og bedt til gud.

Jeg var i tvivl om, han ville synes, jeg var tåbelig, men det var det eneste, jeg kunne finde på for at bevare håbet for ham.

Han tog fat i min hånd med venstre hånd, og jeg foldede mine hænder om den, og vi bad sammen for hans overlevelse.

Det øjeblik glemmer jeg aldrig.

Det var så smukt og unikt og føltes så rigtigt i situationen.

Vi var så unge begge to og på vej ud i livet.

Jeg, der så gerne ville ud og gøre en forskel som sygeplejerske og redde hele verden, og så sad jeg blot der.

To døgn efter hans uheld blev han fløjet til Nuuk og fik amputeret sin højre arm ovenfor albuen.

Af mirakuløse årsager overlevede han de 2 døgn, selvom vi ikke kunne give ham blod eller operere ham.

Måske gjorde vores fælles bøn alligevel en forskel, måske var det skæbnen, der spillede ind, som grønlænderne sætter deres lid til.

Han gjorde i hvert fald et dybt indtryk på mig.

Han lærte mig meget tidligt i min karriere, at skæbnen og håb er fundamentale livsbetingelser, som er en vigtig del af sygeplejen.