Demens: Forhøjet risiko for at dø

Mennesker med demens og infektions­sygdomme dør oftere end andre uden demens.

Ældre med demens rammes hyppigt af sygdomme som f.eks. infektioner forårsaget af virus eller bakterier. Og har den ældre været indlagt på hospital til behandling for en infektionssygdom, stiger risikoen for at dø næsten syv gange sammenlignet med en ældre med demens, som ikke er behandlet for en infektion.

En ældre uden demens har tre gange højere risiko for at dø, hvis han eller hun er behandlet for en infektion, sammenlignet med en tilsvarende ældre, som ikke er behandlet for en infektionssygdom.

Langvarig øget risiko

Forskergruppen fra Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, som står bag undersøgelsen, fandt desuden, at risikoen for at dø fortsatte med at være forhøjet i op til 10 år efter, at personer med demens havde været på hospitalet med en infektion. Dødeligheden i forhold til alle typer infektioner – både alvorlige infektioner som blodforgiftning og småinfektioner som ørebetændelse – blev ved med at være forhøjet sammenlignet med personer uden demens eller personer, som ikke havde været på hospitalet pga. infektioner.

Konklusionen på undersøgelsen lægger op til en større opmærksomhed på problemstillingen vedrørende demens og infektioner, herunder ikke mindst at have øje for at forebygge infektioner. Selv en banal infektion kan ende med et alvorligt forløb.

Læs mere på www.videncenterfordemens.dk

Emneord: 
Demens