Studerende i praksis: " ... jeg forventede aldrig at skulle bruge teorierne til andet end eksamen"

Teorier om sygepleje skal anvendes i bestemte situationer og i hvert fald ikke i praksis. Men en følelse af utilstrækkelighed ændrer på den opfattelse.

Amanda Risum Pedersen
Amanda Risum Pedersen
Som studerende kan teori virke forfærdeligt langt fra det, man typisk forbinder med sygepleje. På skolen lærer vi – især på de første semestre – hvordan forskellige teoretikere har formet sygeplejen.

Teoretikernes tanker ligger bag enhver sygeplejehandling, og modellerne er skabt som bindeled mellem teori og sygeplejerskens handlinger. For mit eget vedkommende har den tilgang til sygeplejen altid været for flyvsk og uhåndgribelig til, at jeg rigtigt forstod det.

At teoretikere, deres tanker og modeller, der er opstået for mange år tilbage, skulle have indflydelse på den sygepleje, jeg nu skulle udøve, virkede nærmest absurd. Teorierne var en del af pensum, så selvfølgelig skulle jeg sætte mig ind i dem, men jeg forventede aldrig at skulle bruge dem til andet end eksamen.

I forbindelse med mine kliniske forløb har jeg været ude og opleve den praktiske del af sygeplejen. Her har jeg altid været fascineret af de erfarne sygeplejersker og deres evne til at kunne overskue komplicerede patientforløb. Min fascination blev ikke mindre, da jeg nåede så langt i min uddannelse, at jeg selv skulle stå for komplicerede patientforløb.

Jeg mærkede hurtigt, at jeg manglede erfaring og overblik. Min vejleder forslog, at jeg printede en af modellerne baseret på teori, som skolen underviser os i. Hun bad mig derefter udfylde modellen med den patientcase, der udfordrede mig.

Modellen, jeg brugte, var Gillespies Hus (1), der tager højde for flere centrale dele af sygeplejen, som kontekst, tværfagligt samarbejde og relation til patienten. For mig har især disse elementer af sygeplejen altid været nogle af de sværeste at samle, og de har derfor også udfordret min sygepleje.

Problemet var ikke det enkelte element, som at danne en relation eller arbejde tværfagligt. Problemerne for mig opstod, når jeg skulle vurdere effekten af min relation til patienten, og hvordan den påvirkede mit tværfaglige samarbejde.

Men ved at bruge teori og modeller fra den teoretiske del af min uddannelse fik min vejleder mig til at koble flere dimensioner af sygepleje til hinanden. Ved at sidde med teorien i hænderne kombineret med en praksissituation, som jeg havde svært ved at overskue, fandt jeg meningen med teorien i praksis. Med teorien kunne jeg kompensere for min manglende erfaring og dermed overskue et kompliceret patientforløb.

Det, der før var flyvsk og uhåndgribeligt, gav pludselig mening for mig. I den teoretiske undervisning brugte underviserne ofte eksempler fra praksis, men fordi jeg ikke selv havde oplevet det, kunne jeg ikke forbinde teori med praksis. Jeg havde brug for at føle mig utilstrækkelig og derefter få god vejledning, før jeg var i stand til at bruge teorien til andet end eksamen.

Amanda Risum Pedersen er sygeplejestuderende p 7. semester, VIA UC Viborg.

1. Uddannelsesnyt, Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejersker, nr. 3, 27. årgang 2016. s 11-6.

Emneord: 
Sygeplejestuderende