Når sorgen rammer

For otte år siden mistede Lillian Linius Larsen sin eneste søn til leukæmi. Han blev 30 år. Med tiden har hun accepteret sorgen som et grundlæggende livsvilkår. Sorg går ikke over, fastslår hun, helt i tråd med nyeste forskning.
”Død og sorg er livsvilkår, som skal håndteres fremfor noget, man skal ”komme sig over”,” siger sygeplejerske Lilian Linius Larsen, som gik på efterløn i 2016.
Foto: Nikolai Linares

 Han havde klaget over ondt i hoved og hals og havde også været hos lægen. Men penicillinkuren hjalp ikke, han blev ved med at føle sig lidt utilpas. 

Lillian Linius Larsen tænker tilbage til sensommeren 2012 og tiden op til den skæbnesvangre dag, hvor hendes søn Rune fik konstateret leukæmi som 29-årig. Han studerede journalistik og havde haft sommerferiejob som bygningsarbejder, hvor han bl.a. havde gået rundt i ”støv og skimmelsvamp”, som hun siger: 

”Han bad derfor for en sikkerheds skyld sin læge om at få taget en blodprøve. Og den viste, at han havde et fuldstændigt skævt blodbillede. Han havde en af de mest aggressive former for leukæmi, og behandlingen blev sat i gang med det samme.”

Den bestod af en knoglemarvstransplantation, og jagten på en donor blev sat ind: 

”Han har ikke biologiske søskende, og vi fandt en donor. Han fik den bedste behandling, men han oplevede kun at være rask igen i tre måneder, så vendte leukæmien tilbage.” 

Var i nuet

Da Rune fik diagnosen, arbejdede Lillian Linius Larsen som sygeplejerske i psykiatrien på fjerde årti. Men alt andet blev lagt til side. 

”Jeg havde et rigtigt godt job, og min arbejdsplads behandlede mig så fint. Men jeg blev nødt til at melde mig syg kort efter diagnosen. Jeg lovede fra begyndelsen, at jeg var med ham hele vejen, og jeg var mest optaget af at være i nuet.”

Rune fik foretaget endnu en knoglemarvstransplantation, og sideløbende brugte Runes syv år ældre bonussøster og hendes kæreste meget tid på at sende sagen til second opinion i udlandet. Hver gang med samme besked: De kunne heller ikke gøre mere. 

Lillian Linius Larsen var fra begyndelsen klar over, at Rune kunne dø.  

”På et tidspunkt måtte jeg italesætte det over for min mand, der har været hans stedfar fra ganske lille. Jeg var nok den, der var mest bevidst om, at vi kunne miste ham, men jeg talte ikke så meget om det”.

Sorg fra første dag

Rune døde en oktoberdag, 30 år gammel. Tiden lige efter begravelsen gik med en masse praktiske ting, og Lillian Linius Larsen fik hjælp af sin lille familie, veninder og sønnens store netværk til at rydde hans lejlighed, afhænde diverse ting og gøre rent. 

”Det kunne jeg ikke overskue selv. Jeg har nogle af hans personlige ting, f.eks. hans computer og alle hans billeder. Jeg har forsøgt at kigge i dem, men jeg bryder fuldstændig sammen hver gang. Jeg indser på en måde, hvad jeg har mistet. Men jeg har et billede af ham stående fremme, og jeg er glad for, at han har et gravsted. I begyndelsen besøgte jeg det dagligt, nu nok en gang om måneden.”

Tab af nære familierelationer fører for det meste til sorgreaktioner, og Lillian Linius Larsen mærkede selv sorgen fra sygdomsforløbets første dag. 

”Den var der hele tiden i forskellige forklædninger. Jeg kunne være fuldstændig handlekraftig, når jeg var sammen med ham, men så snart jeg trådte ud af hans lejlighed og satte mig op på cyklen, var det kun mine ben, der fungerede. Alt andet var kaos. Jeg græd og skældte ud. Og der er et par år efter hans død, jeg ikke helt kan huske.”

De første år efter dødsfaldet var Lillian Linius Larsens største frygt, at Rune ville blive glemt. Det er han ikke. Og det er sorgen heller ikke.  

”Meget langsomt begyndte der at komme små glimt, hvor jeg tænkte på noget andet. I første omgang kunne jeg gå helt i panik ”Gud, jeg har ikke tænkt på ham en hel formiddag”. Men sorgen er der stadig, det gør stadig ondt. Jeg savner ham og kan ikke forstå, han er væk.”

Drop skabeloner

Lillian Linius Larsen har selv håndteret sorgen sammen med sin familie og få veninders kontinuerlige støtte. Og hun har kun taknemmelighed og ros tilovers for det personale, hun mødte gennem sygdomsforløbet på både Rigshospitalet og Diakonissestiftelsens Hospice, hvor Rune var ugen op til sin død. 

”Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over, om jeg selv skulle have hjælp. Men jeg husker især Runes kontaktsygeplejerske på Rigshospitalet. Han var simpelthen så fantastisk og fik os begge til at slappe af. Han fulgte os tæt under hele forløbet. Han sagde ikke så meget, men var hele tiden på forkant. Og forløbet på hospice var kort, men roligt. Tingene blev gjort, og personalet strakte sig langt og fjernede et åg fra min skuldre, som jeg ikke vidste, jeg havde.”

 På et tidspunkt søgte Lillian Linius Larsen dog psykolog.

”Men det virkede ikke rigtigt. Det, der for alvor lettede, var samtaler med Rigshospitalets præst. Både jeg og Rune talte med ham under sygdomsforløbet. Vi kunne tale om alt, alle følelser var tilladt. Han var fantastisk dygtig, både som menneske, ven og professionel sjælesørger,” fortæller Lillian Linius Larsen, som er begyndt at komme i folkekirken igen efter sønnens død. 

Til sygeplejersker, som møder patienter og pårørende i sorg, har hun følgende råd: 

”Det bedste, de kan gøre, er at lægge øre til, hvad vedkommende har på hjerte. De skal forholde sig til, hvordan det er lige nu. Og de skal forberede sig på, at de ikke skal være problemknusere. De kan ikke trække skabeloner ned over hver enkelt, sorg er så individuelt,” siger hun og tilføjer: 

”Og så skal de gerne kunne spotte, hvis sorgen udvikler sig til en eller anden form for patologisk sorg med selvmordstanker. I så fald skal pågældende patient jo have hjælp.” 

Læs Trialogen om sorg i Fag&Forskning nr. 4/2020, hvor psykolog og ph.d. Maja O’Connor bl.a. uddyber sygeplejerskernes rolle i både naturlige og komplicerede sorgprocesser.