Pas godt på huden under masken

Bumser, eksem, trykmærker og i værste fald trykspor og friktionsskader kan være resultatet af at bære kirurgiske masker i mange timer om dagen. Aftørring af huden og daglig hudpleje kan minimere nogle af generne.
Minimér hudgener ved brug af masker

Aftør ansigtet umiddelbart efter brug af maske

  • Benyt f.eks. fugtet papirhåndklæde.

Daglig hudpleje

  • Rens mindst en gang dagligt ansigtet med sæbefri ansigtsrens uden parfume.
  • Påfør efter behov fugtighedscreme. Brug creme med en fedtprocent, der passer din hudtype.

Ved eksem, akne eller anden hudsygdom

  • Benyt vanlig behandlingscreme.
  • Tal eventuelt med en læge om ordination af behandlingscreme.

Forebyg trykmærker

  • Brug tynd skumbandage med silikoneklæb på udsatte steder f.eks. næse og brillestænger.

Kilde: Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Dermatologisk afdeling
 

Sundhedsstyrelsens skærpede anbefalinger om brug af masker betyder, at mange sygeplejersker praktisk talt arbejder med ansigtsmaske på hele dagen, og det får tilfælde af hudproblemer til at stige. 

Infektion i talgkirtler, bumser, eksem og hudafskrabninger er nogle af generne, men maskerne kan også forværre de gener, man har i forvejen, som akne, hudsvamp, psoriasis og rosacea. 

Klinisk sygeplejespecialist Jette Skiveren og hendes kolleger fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital forsker i hudreaktioner ved brug af ansigtsværnemidler. 

”Huden under og rundt om en maske bliver varm og svedig, når man har den på i flere timer, og det kan få huden til at klø. Talgproduktionen forøges også. Nu, hvor personalet i stigende grad bruger mundbind, har vi derfor lavet nogle anbefalinger for at forebygge gener,” siger Jette Skiveren. 

Grove fibre slider på huden

Hun er bekymret over, at der er masker på markedet, som er særligt hårde ved huden, enten fordi de sidder dårligt, f.eks. fordi de ikke er elastiske rundt om ørerne, eller fordi de ikke kan klemmes ordentligt sammen om næsen. Eller fordi de er lavet af grove fibre, fortæller hun: 

”Vi er stødt på masker, som er lavet af grovere og mere forvitrede fibre, og det kan slide på huden, fordi der er en friktion, når maskerne glider op og ned ad huden mange gange.  For at minimere hudgener er det vigtigt, at mundbind er lavet af glatte og bløde fibre. Jeg arbejder på, at maskernes blødhed er med i kravene til standard for masker, når man køber ind.”

Vedvarende hudproblemer fra mundbind skal undersøges og behandles. Læs hvad du skal gøre på dsr.dk - søg på 'Hudproblemer ved brug af mundbind'.
 

Emneord: 
Epidemi